Takket være store landskabsmalere som J. Th. Lundbye har vi mulighed for at gense det danske landskab, som det tog sig ud, før den ekstreme agrokemiske industri overtog det ganske land med sine kemiske hjælpesstoffer. Hvordan så Danmark ud, før sprøjtegifte og kvælstof- og fosforforureningen fra gødskningenaf 62 pct. af nationen gik over gevind?
En af de største landskabsmalere var Johan Thomas Lundbye, 1.9.1818-25.4.1848 (på gravstenen 26.4.1848), dansk maler, tegner og grafiker. 200-året for hans fødsel fejres i år af Kalundborg Kunstforening med en stor udstilling, der løber i dagene 7. juli til 2. september.
Her er nogle uddrag fra Gyldendals Den Store om Lundbye:
Under uddannelsen på Kunstakademiet 1833-42 modtog Johan Thomas Lundbye undervisning i tegning af J.L. Lund og i maleri af dyremaler Chr. Holm, men gennem omgangen med de lidt ældre Eckersberg-elever prægedes han stærkt af disses poetiske naturalisme. Lundbyes sind var modtageligt for en række af tidens strømninger, som de kom til udtryk hos bl.a. N.L. Høyen, Kierkegaard og Grundtvig.
Som maler specialiserede Lundbye sig i landskabsmaleriet, men dyremaleriet vejede næsten lige så tungt i hans produktion. Som tegner var han i sit emnevalg til gengæld nærmest universel. Plantestudier, fra hele træer til beskedne urter, og dyrestudier, fra edderkoppen til løven i Amsterdams zoologiske have, er udtryk for en næsten encyklopædisk trang til at indfange den empiriske verdens elementer.
Enhver detalje af virkeligheden fandt han værdig til skildring, og i hans forfinede og let stiliserede pennetegninger blev konturens ornamentale virkning ofte bærende for det kunstneriske udtryk, til tider hjulpet af akvarellens renfærdige kolorit.
Et fremherskende element i både hans tegnekunst og hans skriftlige efterladenskaber er den dybt personlige stillingtagen til rollen som kunstner og menneske. Denne eksistentialisme resulterede i en ofte melankolsk selvspejling, hvilket bevidnes af rækken af selvportrætter.
I sit landskabsmaleri lagde Lundbye efter Høyens anvisninger vægten på det typisk danske. Han arbejdede i flere af sine hovedværker bevidst med at give et koncentreret billede af det sjællandske landskab, der ikke altid var i overensstemmelse med den topografiske virkelighed, fx Åben egn i det nordlige Sjælland (1842) og En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Isefjorden (1842-43, begge Statens Museum for Kunst).
Han malede dog også virkelige egne, fx de blide landskaber omkring Frederiksværk og Arresø, ved Kalundborg samt i Nordvestsjælland, alle lokaliteter, hvortil han var knyttet gennem slægts- og bekendtskabsforbindelser. Sommeren i Vejby 1843 sammen med P.C. Skovgaard hører til hans lykkeligste og mest produktive arbejdsperioder; resultaterne heraf, en række oliestudier, glimrer endnu i dag ved deres umiddelbare friskhed.
