Dyrelandbrugene bør stilles til ansvar for deres handlinger

Pattegrise dier i op til 120 dage, hvis de får lov. I landbruget fjerner man dem gerne allerede efter 21 dage. Gjorde man det samme med katte, ville det blive anset for at være dyremishandling. Vi bør kræve, at de ændrer deres produktionsformer

Af Lisel Vad Olsson

Vi kalder det synd for dyrene og dyremishandling, hvis nogen fjerner en killing eller hundehvalp for tidligt – og det med god ret. Alligevel gør vi det i ét væk, når det kommer til landbruget.

Alle dyreunger i landbruget tages nemlig fra moderen lang tid før, det naturligt ville foregå. Selv i økologisk produktion sker der det, at man fjerner ungerne, selv om de stadig har behov for nærhed hos både unge og mor.

I Danmark har vi heldigvis gode retningslinjer for, hvornår man må skille killinger og hundehvalpe fra deres mødre. Det er efter henholdsvis 12 og otte uger. Før det får ungerne den vigtige modermælk og lærer vigtigheder om livet.

Vi ved, at mor-barn-relationen er vigtig for alle pattedyr. Moren overstrømmes med hormoner og instinkter efter fødslen, som fortæller hende, at hun elsker sin unge.

I naturen dier pattegrisene i op til 120 dage, men bliver gerne hos deres mor længere. I landbruget fjerner man dem gerne allerede efter 21 dage. I økologi eller friland hænder det, at de fjernes efter 49 dage. Den tidlige fravænning giver i den konventionelle produktion problemer med især diarre.

Grise i landbruget har stadig de samme instinktive adfærdsbehov, som de vildsvin de stammer fra. Det kan man for eksempel se, når soen har mulighed for at bygge rede. Derfor er de barske forhold i lukkede betonhaller på hårde gulve med tremmer omkring ikke et sted, hvor soen kan have naturlig moderlig omgang med sine unger.

For køernes vedkommende fjernes kalven allerede 12 til 48 timer efter fødslen, hvorefter hunkalvene bliver placeret i små kalvebokse. Tyrekalvene sendes ofte til udlandet, hvor de opdrættes til kalvekød, for eksempel sødmælkskalve, hvilket er ulovlig at producere i Danmark.

På nettet kan man finde hjerteskærende videoer, som viser, hvordan koen stressfuldt kalder på sin kalv i flere dage efter fjernelsen af kalve, men alligevel sker det omkring tre gange i løbet af tiden som malkeko.

I studier om tilknytning har man fundet, at kalve foretrækker deres egen mors lyde frem for en plejemors. Ligesom ko og kalv, uanset omstændigheder og modermælk, foretrækker at være tæt på hinanden. Selv efter dieperioden har moren en stærk tilknytning til kalven og foretrækker denne som pleje- og græsningspartner.

Vi ved fra studier af aber, hvis kropssprog vi nemmere kan tyde, at de oplever et enormt behov for deres mor, og ligesom studiet med kalvene er det uanset adgangen til mælken. Vi ved det med hunde, killinger og aber – også uden at skulle vende os mod videnskaben for at få det bekræftet.

Landbruget har haft mulighed for at gå alt for vidt i sin fabriksproduktion af dyr, og flere argumenterer for, at det er i strid med vores dyrevelfærdslov.

Var befolkningen blevet spurgt for mange årtier siden, om vi ville tillade en fabriksproduktion af millioner af dyr årligt, som ville forvolde diverse former for lidelse af dem og nægtelse af deres naturlige behov, så havde vi nok ikke sagt ja.

Derfor må det også være på tide, at vi stiller dyrelandbruget til ansvar for deres handlinger og kræve, at de ændrer deres produktionsform. Dette vil kun være til glæde for dyrene, klima, miljø, biodiversitet, folkesundhed og være et landbrug, der kan tjene fremtiden.

Bannerfoto: Valgsvin. Privatfoto