Sulfadimidin
Køer, grise, høns, kaniner og får kan medicineres med sulfadimidin i de 27 EU-lande.

I grundvandet under Cloppenburg, 60 kilometer vest for Bremen, er der påvist antibiotika, der udelukkende anvendes i dyrlægepraksis.
Laboratorieanalyser har påvist sulfadimidin, et antibiotika, der udelukkende anvendes til husdyr, i grundvandet. Lægemidlet blev fundet i en dybde af ti meter på tre overflademålestationer i Thülsfelde. Det skriver netsiden agrarheute.com den 6. november 2014.

Koncentrationen lå lige over detektionsgrænsen på 0,02-0,03 mikrogram per liter, udtalte Gunnar Master, talsmand for Oldenburg og Ostfriesland Vandvæsen (OOWV) til agrarheute.com. Områdets drikkevand betegnes i øjeblikket som værende uden for fare.

Hidtil har grundvandet i OOWV-indvindingsområdet været betragtet som uden forurening med veterinærmedicin. Allerede i 1997 deltog OOWV i omfattende miljøundersøgelser, og i de følgende år har OOWV også foretaget omfattende vandundersøgelser – alle uden at konstatere antibiotikaforurening.

OOWV-direktør Egon Harms reagerede med bekymring på det aktuelle fund ifølge en pressemeddelelse fra OOWV: “Næst efter nitrat og pesticider, som er reelle trusler mod vores grundvand, forekommer der nu også veterinære lægemidler. Fremover vil vi udvide vandkontrollen med flere stoffer.”

Sulfadimidin anvendes også i dansk husdyrbrug. Midlet bruges (som bør-stave) i kombination med dihydrostreptomycin og benzylpenicillinprocain mod endometritis (bør-betændelse) hos kvæg og svin. Det blev forbudt til svin i 1990, men tilladt igen i 2000 i henhold til en EU-bestemmelse, der krævede harmonisering af tilladte veterinærmidler i medlemslandene.

SvinerigeDR
Hvis medicinerede grise ikke isoleres, kan raske dyr blive forurenede med sulfadimidin, når de roder i hinandens afføring.

Problemet med sulfadimidin er, at svinene udskiller stoffet aktivt i gylle. Det betyder, at svin, som ikke skulle have haft medicin, risikerer at optage den, når de roder i hinandens afføring.

Tilladelsen til igen at bruge sulfadimidin er et led i EUs harmonisering af grænseværdier for indholdet af medicinrester i kød, til trods for at Danske Slagterier i 2000 ønskede at opretholde forbuddet. Danmark indførte i sin tid sit forbud mod brugen af sulfadimidin, efter at der var blevet fundet rester af stoffet i dansk svinekød i USA og Japan. Forbuddet blev begrundet med eksporthensyn.

Siden 2000 har det ifølge EUs regler været tilladt med den samme mængde af lægemidlet i europæisk kød, som er tilladt i amerikansk.

Gennem de seneste fem år er følgende mængder sulfadimidin registreret af Fødevareministeriet som ordineret til danske husdyr:
2009: 90600 børstave med 362 kg
2010: 113310 børstave med 453 kg
2011: 101880 børstave med 408 kg
2012: 79950 børstave med 320 kg
2013: 70230 børstave med 281 kg

Antallet af bør-stave er ikke lig med antal dyr behandlet, da dosis til kvæg er 1-3 bør-stave og til søer 1 bør-stav. Trods forureningsrisikoen stilles der ingen særlige krav til bortskaffelse af forurenet gylle fra sulfadimidin-medicinerede husdyr. Den spredes på markerne som al anden gylle.

Visited 16 times, 9 visit(s) today

Comments are closed.