Nedenstående debatindlæg af Morten Elbæk-Jørgensen, fhv. statsskovrider, blev bragt i Weekendavisen, 31. juli 2015. Med forfatterens tilladelse bringes der her.
I morgenradioen onsdag d 22. juli var hovednyheden, at kapitalinteresser i Tyskland, Holland og Kina opkøber landbrugsjord i Danmark og bortforpagter arealerne til tilfældige landmænd. Den animalske produktion har ingen interesse.
HOVSA, det var ikke lige tanken med liberaliseringen af Landbrugsloven, kommenterede landbrugets interesseorganisations (Landbrug og Fødevarers) førstemand, Martin Merrild. Det var kun udlandets penge, vi var interesserede i, det skulle fortsat være danske landmænd, som disponerer over ejendommene og driver dem med svin og køer.
Forhistorien til denne udvikling er følgende: I mere end 100 år har partiet Venstre stået vagt om selvejet som hovedhjørnestenen i dansk landbrugspolitik, – Landbrugslovens § 1. Kort før sin afgang i 2011 gennemførte Venstreregeringen imidlertid en delvis liberalisering, som gav kapitalinteresser adgang til at købe dansk jord. Holdnings- (strategi-?) ændringen skyldtes landbrugets desperate kapitalbehov efter den umådeholdne gældsætning i nullerne og illustrerede, at Venstres forhold til landbruget snarere er et klientforhold end noget, som er styret af nationale interesser. I gamle dage kunne de to hensyn med grund kaldes sammenfaldende, men i nyere tid, og ikke mindst i dagens situation, er det sammenfald mildt sagt tvivlsomt.
I Folketinget tog Socialdemokratiet det ret usædvanlige skridt udtrykkeligt at love befolkningen, at man ville rulle denne liberalisering tilbage, hvis og når man fik regeringsmagten. Efter regeringsskiftet i 2011 blev det første skridt dog nedsættelsen af en Natur og Landbrugskommission, som efter næsten 4 år resulterede ikke i en ”tilbagerulning”, men tværtimod i en yderligere, og nu næsten fuldstændig liberalisering af adgangen til at købe landbrugsjord i Danmark fra 1. januar 2015. De små landbrugsorganisationer, bl.a. Dansk Familielandbrug, advarede mod de konsekvenser, som formanden for hovedorganisationen nu erkender, men for døve øren.
Det er mig en gåde, at Folketinget ikke har kunnet forudse de alvorlige følger af udenlandsk ejerskab til jorden. Hvis man vil prøve at forestille sig, hvilken virkning f.eks. kinesisk ejerskab til en betydende del af dansk jord får for vores mulighed for selv at regulere forholdene i det åbne land, behøver man bare at tænke på den næsegruse ærbødighed det officielle Danmark pålagde sig selv – og til dels også borgerne – ved en kinesisk topleders besøg for et par år siden.
Havde vi så endda nationalt set brug for de udenlandske penge, men det er ikke tilfældet. Når en bank accepterer salg af en overbelånt landbrugsejendom, den har i pant, vil banken højst få dækning for en lille del af de penge, den har i klemme som følge af overbelåningen. Resten hænger banken på, og dermed de danske borgere, som finansierer ”genpolstringen” af bankerne efter tabene. Kunne vi så ikke lige så godt og mere åbent have betalt hele overbelåningen, og beholdt jorden og produktionspotentialet i dansk regi? Og så i øvrigt sørge for en skarpere regulering af landbrug og banker, så gentagelser undgås.
Forrige gang vi solgte Danmarks jord var, da kong Erik Menved for 700 år siden pantsatte landet for at finansiere sine vidtløftigheder. Med vold og list reddede Niels Ebbesen og Valdemar Atterdag os dengang ud af kniben, men tør vi håbe på noget lignende i nutidens globaliserede verden?
