Moderne genetik – ikke mindst fra Danmark – har skabt højtydende søer, som regelmæssigt føder kuld med betydelig flere grise, end soen har patter til. Resultatet er en forholdsvis høj dødelighed blandt smågrisene. Udfordringen er derfor at holde flest mulige af de overlevende grise i live, frem til de er afvænnede og kan klare sig selv.

En simpel løsning kan hjælpe med at løse dette problem, og den beskrives på www.pigprogress.net den 19. oktober 2018.

Forestil dig en diegivende sø med 22 smågrise. Vanvid, siger du måske? Eller vil du straks mene, at det fører til, at mange af grisene bliver mast ihjel af soen?

Intet af den slags behøver at ske – 22 overlevende smågrise er helt igennem muligt, ifølge forskningsteamet hos dyrefoderspecialist Schils, med hovedkontor i Sittard, i det sydlige Holland. Virksomheden, der er velkendt i svinesektoren for supplerende mælkeprodukter til smågrise, har nu introduceret en metode til, hvordan det gøres muligt. Som det sker med mange innovationer – enkelhed og logik kan opnå en masse.

Fostermødre

Meget frodige søer er et fælles fænomen i vor tid, f.eks. producerer søer med dansk genetisk oprindelse normalt store kuld. Der er tale om et bevidst avlsarbejde, hvor man hele tiden udvælger søer med store kuld til at føre stammen videre.

Lad os nu zoome lidt ud: Hvad ville der normalt blive gjort, hvis antallet af smågrise overstiger antallet af tilgængelige patter på soen?

Man kan vælge at oprette fostersøer, dvs. flytte søer fra en anden uges gruppe, der i stedet for at gå tilbage til en næste fødecyklus kommer til at levere give mælk i længere tid. Øvelsen har en række fordele, da den vil gøre det muligt for de overtallige smågrise at vokse op – og i EU er det officielt ikke tilladt at opdrætte meget små grise uden en so. De skal have deres mor.

Øvelsen medfører dog også forskellige ulemper. Den koster penge og holder en so væk fra den næste produktionscyklus, da fostersoen, i al den tid hun bruger på at amme de nye grise, vil være ‘tabt’ for avlsformål. Derfor vil praksis med fremmede ”mødre” normalt have en negativ virkning på bedriftens samlede effektivitet.

Derudover giver en fosterso, der farede for en måned siden eller længere, en anden form for mælk end en so gør et par dage efter faring. Det kan betyde, at smågrise måske ikke indtager den nøjagtige type næringsstoffer, de har brug for. For det tredje er krydsfostring med søer fra en anden ugegruppe en logistisk operation, som igen kan medføre stress med dyrene eller en højere risiko for infektioner.

Løsning af ammeproblemerne

Den nye løsning til at overvinde problemet med de manglende patter i forhold til kuldetes størrelse kaldes ‘ALFF’. Det er en let transportabel mekanisk enhed, der gør det muligt for svineproducenten midlertidigt at øge soens mælkekapacitet.

Ideen er at holde liv i alle smågrise hos samme so, som har produceret den, men ved at give dem lidt ekstra mælk i en kop, der fyldes af en automatisk dispenser – Automatic Liquid Flexible Feeder (ALFF).

Ved tilslutning til elnettet kan maskinen levere en afmålt mængde mælk til kopperne hver time, med en frekvens som en so ville gøre det. Dette gør smågrisene konstant interesserede og forhindrer koppen i at blive snavset. En fleksibel feeder kan betjene to søer samtidigt (se illustrationen).

Entreprenante svineproducenter vil straks se merværdien i ​​dette koncept, da store kuld ikke længere skaber problemer, men ekstra profit.

Ud over den understøttende funktion identificerede Schils-forskerne også en anden strategi for den flydende fleksible føder – dog overvejende anvendelig uden for EU: det moderløse opdræt. Inden for EU er moderløst opdræt ikke tilladt af hensyn til dyrevelfærden, men uden for Europa kan det være en strategi, der er værd at overveje for svinebedrifter, mener Schils-forskerne.

Kan soen levere stadig flere smågrise?

I de senere år har danske svineproducenter haft ekstra fokus på at sænke sodødeligheden, og det er en medvirkende årsag til, at dødeligheden blandt søerne er faldet fra ca. 15,1 procent i 2008 til 11,4 procent i 2015. Men sodødeligheden er fortsat højere i Danmark end i lande, vi normalt sammenligner os med, og derfor har erhvervet besluttet at arbejde for at reducere den yderligere til 9 procent i 2018. det fremgår af en rapport “Identification of risk factors and strategies for reducing sow mortality”, udgivet af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug i sommeren 2017.

Af rapporten fremgår det, at søer, der dør i besætninger, kan inddeles i to grupper; søer, der bliver aflivet, og søer, der dør af sig selv. Imidlertid er der er stor forskel på, hvorfor søerne i de to grupper dør. Det forklarer professor ved Institut for Husdyrvidenskab, Jan Tind Sørensen, i en pressemeddelelse om rapporten:

– Aflivning af søer skyldes typisk halthed og benproblemer, mens svineproducenterne ofte ikke kan angive dødsårsagen blandt de selvdøde søer. Vi ved fra studier med obduktioner af selvdøde søer, at dødsårsagen typisk er mave-, tarm- og hjerteproblemer eller problemer opstået i forbindelse med faring. Men selv med obduktioner er næsten en tredjedel af dødsårsager uafklaret.