Embedsmænd i EU-kommissionen arbejder i øjeblikket på højtryk for at vurdere, om jagten er bæredygtig på 42 fuglearter, som i øjeblikket er lovlige at jage inden for EU. Hvis gruppen, der vurderer arten, ikke får adgang til overbevisende data, er konsekvensen et jagtstop. Mange af arterne, heriblandt krikand, ederfugl og storspove er kendt og skattet af danske jægere
Det er gruppen Task Force on the Recovery of Bird Species under Fugledirektivet, der har fået til opgave hurtigt at evaluere jagten på 42 arter, der vurderes at have en usikker eller ugunstig bestandsstatus inden for EU
Gruppen, der er oprettet og ledes af EU-Kommissionen, består af medlemslandenes eksperter, og den har en række tilknyttede forskere, der producerer dokumentation. Formålet med evalueringen er at finde ud af, om der er behov for at indføre nye anbefalinger på EU-niveau til medlemslandene vedrørende forvaltning gennem jagt. I dag udarbejdes og træffes beslutninger om jagt på disse arter som regel af medlemsstaterne selv.
Det skriver Svensk Jakt i en nyhedsartikel den 15. maj 2024.
Ingen lov, men bindende anbefalinger
Ifølge Johan Svalby, der arbejder med jagtspørgsmål i EU og er knyttet til det nordiske jægersamarbejde, ønsker EU-Kommissionen en højere grad af harmonisering på EU-niveau omkring jagtbeslutningerne. EU-Kommissionen har valgt ikke at forberede sagen som et lovforslag. Gruppens konklusioner vil derfor ikke blive forelagt for Parlamentet og Ministerrådet.
”I stedet for lovgivning handler det om at udarbejde anbefalinger, som uden at være juridisk bindende har til formål at være de facto bindende. Resultatet for det enkelte medlemsland bliver dog det samme. Man kan kalde det en slags “gentleman’s agreement”, siger Johan Svalby til Svensk Jakt.
”Den mindste tvivl eller mangel på data i et enkelt EU-land risikerer at føre til et forbud mod jagt i hele EU på en art”
Johan Svalby, det nordiske jægersamarbejde
Ifølge Johan Svalby kan der sættes spørgsmålstegn ved udformningen af evalueringen: ”Grundlaget skal produceres meget hurtigt, og tilgangen er ikke gennemsigtig. Et vidtgående forsigtighedsprincip og bevisbyrde anvendes til skade for jagten. Den mindste tvivl eller mangel på data i et enkelt EU-land risikerer at føre til et jagtforbud i hele EU for en art.”
Johan Svalby mener, at der bør sættes mere fokus på den enkelte arts bevaringsbehov ud fra et helhedsperspektiv, og på hvordan jagt kan bidrage positivt til bevaring af arter. For flere fuglearter med faldende bestande inden for EU er jagt ikke årsag til tilbagegangen ifølge Sandby.
”Medlemslandene bør blive mere aktive i processen og ikke lade embedsmændene i EU-Kommissionen i praksis bestemme, om jagt skal være mulig,” siger Johan Svalby.
Evaluering inden året er omme
Allerede den 28. juni præsenteres resultaterne af den hurtige evaluering af de første 15 fuglearter, det omfatter blandt andet Troldand, Pibeand, Fløjlsand, Svartbag og Stormmåge.
I næste fase vil arter som Dalrype, Tjur og Urfugl blive vurderet. Denne evaluering skal indberettes inden årsskiftet 2024–2025.
De 15 fuglearter, der skal vurderes i fase 1 med afrapportering 28. juni 2024
Havlit (Clangula hyemalis)
Fløjlsand (Melanitta fusca)
Taffeland (Aythya ferina)
Troldand (Aythya fuligula)
Atlingand (Spatula querquedula)
Skeand (Spatula clypeata)
Pibeand (Mareca penelope)
Spidsand (Anas acuta)
Stormmåge (Larus canus)
Svartbag (Larus marinus)
Strandskade (Haematopus ostralegus)
Vibe (Vanellus vanellus)
Brushane (Calidris pugnax)
Dobbeltbekkasin (Gallinago gallinago)
Rødben (Tringa totanus)
De 26 fuglearter, der skal vurderes i fase 2 med afrapportering inden årsskiftet 2024–2025
Ederfugl (Somateria mollissima)
Agerhøne (Perdix perdix)
Hjerpe (Tetrastes bonasia)
Urfugl (Lyrurus tetrix)
Dalrype (Lagopus lagopus)
Tjur (Tetrao urogallus)
Sædgås (Anser fabalis)
Sølvmåge (Larus argentatus)
Hættemåge (Larus ridibuntus)
Toppet Skallesluger (Mergus serrator)
Blishøne (Fulica atra)
Krikand (Anas crecca)
Råge (Corvus frugilegus)
Stor Kobbersneppe (Limosa limosa)
Fjeldrype (Lagopus hibernica)
Bergan (Aythya marila)
Storspove (Numenius Arquata)
Sortklire (Tringa erythropus)
Stenhøne (Alectoris graeca)
Rødhøne (Alectoris rufa)
Berberhøne (Alectoris barbara)
Turteldue (Streptopelia turtur)
Sanglærke (Alauda arvensis)
Vindrossel (Turdus iliacus)
Vagtel (Coturnix coturnix)
Vandrikse (Rallus aquaticus)
Stær (Sturnus vulgaris)
Heldigvis har Danmark i kraft af en forholdsvis fremsynet jagtlovgivning allerede fredet en lang række af de nævnte arter, så fra min synsvinkel er det fornuftigt, at der nu tilstræbes harmonisering inden for EU. Formentlig er det Sydeuropa, der endnu håndhæver nogle besynderlige traditioner for at nedlægge eksempelvis sangfugle. Det bør omgående stoppes.
For de (vandfugle)arter på listen, som er jagtbare i Danmark, er jagten næppe den alvorligste trussel, men det er klar, at man med et ekstremt forsigtighedsprincip søger at reducere yderligere tilbagegang, og en nedlagt fugl er jo en mindre i bestanden.
Det ville imidlertid klæde EU at interessere sig betydeligt mere for de grundlæggende årsager til arternes tilbagegang, nemlig de forringede biotopforhold som følge af klimaændringer, bebyggelse og forurening. Men her vejer hensyn til industri og industrilandbrug desværre tungt.
Jeg er selv jæger og nedlægger årligt nogle få stykker af enkelte arter på listen, men aldrig flere end til eget forbrug. Selv om pibeænderne en efterårsaften med de rigtige vind- og vandforforhold nærmest vælter ind på strandengene i skyer, skyder vi blot nogle få og bruger resten af træktiden til at glæde os over synet af de mange fugle.
Personligt er jeg derfor stor tilhænger af det nordamerikanske koncept ‘bag limits’, hvorefter den enkelte kun må nedlægge et begrænset antal fugle. Så vidt jeg er orienteret, fungerer det fint, hvor det praktiseres.
For en god ordens skyld: Læsere af artiklen kan fejlagtigt få det indtryk, at storspoven er jagtbar i Danmark (den er “skattet af danske jægere”). Den er som alle andre fugle skattet, men som bekendt blev den totalfredet for 30 år siden, altså i 1994. Den eneste jagtbare vadefugl i DK er dobbeltbekkasinen, der som følge af landskabelige forringelser stort set har mistet sin jagtlige betydning. Hertil kommer fuglens beskedne kødmæssige værdi, hvorfor en fredning næppe vil udløse ret megen polemik.