Den mystiske historie på forsiden af Politiken, 8. november 2017.

De politianmeldelser, som Fiskeriministeriet havde indgivet mod kvotekongerne, blev på mystisk vis trukket tilbage, skrev dagbladet Politiken på avisens forside den 8. november. Denne sagsbehandling skal Kammeradvokaten nu undersøge. Men politianmeldelserne er  blevet indgivet igen, og flere er måske på vej, oplyser presserådgiver Anna Munck fra Fiskeriministeriet til www.gylle.dk.

Den embedsmand i Fiskeriministeriet, som har trukket de første anmeldelser tilbage, er blevet hjemsendt. Reelt er han blevet fyret, oplyser en kilde til www.gylle.dk  Derfor har vi stillet spørgsmålet til ministeriet. Er han blevet fyret?

– Vi kommenterer principielt ikke personsager, siger presserådgiveren.

– Men du vil ikke afvise, at han er blevet fyret?

– Det har jeg ingen kommentarer til, siger Anna Munck.

Presserådgiver Anna Munck er tavs som en østers.

Til gengæld vil hun godt oplyse, at politi-anmeldelserne mod kvotekongerne nu kører, som de skal, efter der er konstateret bemærkelsesværdige og måske ulovlige forhold i ministeriet. Samtidig er sagsbehandlingen i Fiskeriministeriet blevet styrket. Hvis nye forhold dukker op i Kammeradvokatens undersøgelse, kan der måske komme flere politianmeldelser mod kvotekongerne, siger Anna Munck.

Frem og tilbage vækker undren

En af de journalister, som den 8. november skrev i Politiker om, at politianmeldelserne var trukket tilbage, er Jeppe Valeur. Han siger, at han til slut i en uddybende artikel  på side 6 skriver:

”Ministeriet har ikke ønsket at uddybe de nærmere omstændigheder omkring tilbagekaldelsen af politianmeldelserne, som nu er blevet indgivet igen, og ministeriet henviser til, at sagen nu bliver undersøgt”.

Her på www.gylle.dk undrede vi os over Politikens artikel om bl.a. tilbagekaldelse af anmeldelserne. Så sent som den 31. oktober oplyste Nordjyllands Politi nemlig til os, at  politianmeldelserne mod kvotefiskerne efterforskes, og at man har udbedt sig yderligere oplysninger fra Fiskeriministeriet. Og det gør de altså stadig, selv om man kunne få en anden opfattelse, hvis man kun læste Politikens forside.

Visited 3 times, 2 visit(s) today

Comments are closed.