Man suger i disse dage alle slags tegn på det spæde forår til sig med tyndslidt længsel – og med håb om, at årstiden og vaccinerne tilsammen vinder kapløbet over den lurende tredje corona-bølge. ”Foråret så sagte kommer” er titlen på Kaj Munks ungdomserindringer fra 1942, med ømme natur-metaforer af den slags, som han året efter spandt videre på i sangen om den blå anemone: ”Hvad var det dog der skete?”
Men der er andre velkendte forårsbebudere, og nogle er alt andet end sagte. Tag nu f.eks. rågen. Den har ganske vist været her hele vinteren, men nu gælder det formeringen. De store, sorte kragefugle pudser både hormonspejle og fjerdragter op, sidstnævnte med purpur-metallisk højglans på ryggen. Rågerne bygger reder og ruger kolonivis i toppen af høje træer, gerne i lunde, parker og ældre byområder, alt ledsaget af en uophørlig og højlydt palaver.
Naboer til rågekolonier ved alt om, at det ikke er små, indtagende sangfugle, de har i baghaven og at ”rågeriet” sætter ind fra tidlig morgen. Det kan visse steder ligefrem have negativ indflydelse på ejendomspriserne. Og visse steder må der ansøges om tilladelse til ”regulering” – ofte af de store rede-unger senere på foråret, som tilmed skulle smage udmærket.
Rågen er altædende og er mest almindelig i landets federe egne. Bestandene er i fremgang, en typisk tendens for arter, man kalder ”generalister”.
Forårsbebudere er der mange af, især blandt de mange trækfugle, som ankommer i disse uger, f.eks. sanglærke, vibe, stær og stor præstekrave. Og så er der piletræernes gæslinger og skovbundens hvide anemoner, som begynder af røre på sig. De skal nå at blomstre og sætte frø, inden træerne springer ud og slukker for lyset i underetagen.
I modsætning til generalister er der så ”specialister”, arter, som stiller eksklusive krav til deres levesteder. De er som regel fåtallige, eller ligefrem sjældne. Hertil hører den ikoniske blå anemone, som Kaj Munk bragte med sig fra barndomsøen Lolland til præstegårdshaven i Vedersø. Blå anemone er kræsen – herhjemme er den kun tilpas i uforstyrret, århundreder gammel løvskov på leret og kalkrig bund. Den er i kraftig tilbagegang overalt, desværre særlig udtalt på Fyn, og årsagerne er svære at indkredse. Men man skal i det mindste undlade at følge Kaj Munks eksempel med at tage den med sig fra skoven til haven. Hverken ”den første dag i marts” eller senere.
