En del sommerfugle har udvidet sæson. Det er de sommerfuglearter, som sidste år frisk forvandlet sprængte deres pupper, pudsede vingerne og fløj ud i den lyse sommer – for hen på efteråret at søge skjul i sprækker, tæt krat, kvasbunker og hulrum. Her har de så redet vinteren af, i dvale og med lidt naturlig frostvæske i kroppen.
Solfyldte dage i marts har atter vakt dem til live; svage og slunkne og med falmet glans i vingernes farvede støv er de flagret ud efter sæsonens første pollen og nektar, fornyet saft og kraft – og en partner. Denne livsrytme deles ikke mindst af arter fra takvingefamilien.
Først på færde er Nældens takvinge og snart efter Dagpåfugleøje og visse steder den mere sjældne Det hvide C. Og rundt i landet blev der for snart mange uger siden meldt om Sørgekåber, den store og sjældne fløjlssorte skønhed med vinger kantet af flødehvide border og lyseblå perlerækker.
Men nu er der så også kommet gult på paletten, i skikkelse af citronsommerfuglen, sammen med følfod, mælkebøtter og påskeliljer. Citronsommerfuglen er hurtig i flugten, man ser ofte blot et gult flagrende glimt suse forbi. Kun når den sidder, kan man nå at se detaljer: mest intenst gul er hannens overside, hunnerne er blegere. På de svagt klorgrøngule bagvingers underside sidder et lille, brunligt øje.
Citronsommerfuglen er ret almindelig i mange typer landskab, inklusive haver med et vist vildt præg. Den fouragerer på et væld af blomsterarter, men til gengæld er dens ynglecyklus afhængig af blot to arter træer: tørst og vrietorn. De er dens såkaldte foderplanter, for her lægger citronsommerfuglen æg, som klækker i takt med udspringet af de grønne, saftige blade midt i maj. De små larver gnasker sig hurtigt store og stærke i bladene, indtil de forpupper sig.
Næste generation citronsommerfugle folder vingerne ud lidt ind i juli, omtrent samtidig med, at deres forældre har slået deres sidste vingeslag, når dagene er længst. Så er cirklen sluttet og slægt følger slægters gang.
Citronsommerfuglen var digteren Inger Christensens yndlingssommerfugl. I hendes hovedværk, sonetkransen ”Sommerfugledalen” fra 1991, indgår en lang række forskellige sommerfuglearter. Grunden til, at citronsommerfuglen ikke er med i værket, er alene den, at Inger Christensen ikke kunne indpasse dens lange navn med hele fem stavelser i sonetkransens stramme formskema og yderst komplicerede konstruktion. Til gengæld har Danmarks Naturfredningsforening valgt citronsommerfuglen til logo: stiliserede gule og grønlige vinger med et (vågent) øje.
Tak for den vellykkede præsentation!
God fornøjelse med et -som jeg håber -passende digt:
In des Papillons Gestalt
Flattr’ ich, nach den letzten Zügen,
Zu den vielgeliebten Stellen,
Zeugen himmlischer Vergnügen,
Über Wiesen, an die Quellen,
Um den Hügel, durch den Wald.
Ich belausch ein zärtlich Paar;
Von des schönen Mädchens Haupte
Aus den Kränzen schau ich nieder;
Alles, was der Tod mir raubte,
Seh ich hier im Bilde wieder,
Bin so glücklich, wie ich war.
Sie umarmt ihn lächelnd stumm,
Und sein Mund genießt der Stunde,
Die ihm güt’ge Götter senden,
Hüpft vom Busen zu dem Munde,
Von dem Munde zu den Händen,
Und ich hüpf um ihn herum.
Und sie sieht mich Schmetterling.
Zitternd vor des Freunds Verlangen
Springt sie auf, da flieg ich ferne.
“Liebster, komm, ihn einzufangen!
Komm! ich hätt es gar zu gerne,
Gern das kleine bunte Ding.”
Johann Wolfgang von Goethe