Fremtiden tegner ikke så sort endda

ellenpåske2011 111

Hvad er det bedste landbrug for det danske samfund – bulkvarer eller højkvalitet? Og hvor ligger de mange jobs i fremtiden?

Der findes næppe noget land på kloden, der ikke har et landbrug, men blandt alverdens nationer indtager Danmark en markant særstilling. Hos os er det landbruget, der har et helt land. Sådan har det været i mere end 200 år, og monopolet har trukket sine dybe spor gennem det yndige land.

I de seneste 80 år – siden 1933 – er landbruget i Danmark kommet på offentlig støtte i stadig højere grad, og især efter vores indtræden i EF i 1972. De mange, mange milliarder af støttekroner har været anvendt til en hovedløs strukturudvikling, og den har kostet dyrt i miljø og natur, uden at give en rimelig samfundsmæssig gevinst.

Landbrugets æra som Danmarks mest betydningsfulde erhverv er for længst endt i en blindgyde. Miljømæssigt, etisk, økonomisk og moralsk har det danske landbrug spillet fallit.

Man kan roligt sige, at nutidens problemer med yderområdernes forfald og ødelæggelsen af miljø og natur i Danmark helt overvejende skyldes et ekstremt landbrug. Den blodige ironi er, at skatteyderne selv har finansieret nedturen gennem en generøs tilskudspolitik.

Men nu skal piben have en anden lyd.

Gæt engang – hvem der har skrevet følgende linjer:

“Samfundsøkonomisk er det særdeles uhensigtsmæssigt, hvis støtten består i sin nuværende form. Den afkoblede støtte bør udfases og erstattes af ordninger, hvor støtten gøres betinget af, at landmændene leverer helt konkrete, målbare ydelser, som er til gavn for hele samfundet. Det er oplagt, at støtten kun bør udbetales til landmænd, der gør en særlig indsats på områder som miljø, natur, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Jeg taler ikke om, at landmændene bare skal leve op til de lovbestemte krav på disse områder – det bør være sådan, at de skal levere noget ekstra for at kunne komme i betragtning til støtte.”

Inden jeg afslører skribentens navn, så spørg lige dig selv, om ikke det lyder ganske fornuftigt? Er det ikke lige præcis det, som så mange har sukket efter så længe?

Og nej – det er ikke mig selv, der har skrevet de kloge linjer, der signalerer et af de mest betydningsfulde paradigmeskift i nyere tid. Omend jeg er fuldstændig enig.

Zobbe

Henrik Zobbe er direktør for Fødevareøkonomisk Institut, som forsøger at præsentere et retvisende billede af dansk landbrug.

Ordene er formuleret af direktør Henrik Zobbe, Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, i et interview med Jyllands-Posten (20/9 2012).

Den direkte EU-støtte til danske jordejere ligger i størrelsesordenen otte mia. kr. om året.

For de danske landmænd udgør den en helt afgørende forudsætning for deres virke, da de er de mest støtteafhængige i EU. I årene 2007-2009 udgjorde den direkte landbrugsstøtte op mod 70 pct. af indkomsten på danske landbrugsbedrifter. Det hænger sammen med den letsindige lånepolitik siden 2001, som har gjort det muligt for danske landmænd at blive EU’s mest forgældede.

For det samlede EU udgør støtten i 2012 ca. 1.095 mia. kr., hvilket er næsten dobbelt så meget som hele det danske statsbudget.

Hvad kunne man ikke få af miljø, natur og sunde fødevarer for de penge? Og hvad ville det ikke betyde af positiv fremgang for borgernes velfærd og det gode liv i landdistrikterne, hvis beløb af denne størrelse pumpes ud i en almennyttig indsats over hele Europa?

Et naturprojekt som det i Skjernå-dalen tiltrækker hvert år mere end 100.000 besøgende, og giver hele egnen omkring Skjern-Tarm et enormt løft. Prisen var 300 mio. kr., men det ville være småpenge i en “noget-for-noget”- økonomi, som foreslået af direktøren fra Fødevareøkonomisk Institut.

Faktisk kunne vi hvert år gennemføre 27 projekter i samme sværvægterklasse som Skjernå-projektet eller genetableringen af Filsø for de penge, som i dag foræres næsten betingelsesløst til jordejerne.

Eller tag beskyttelsen af drikkevandet. Med penge til rådighed i den nævnte målestok vil det være en smal sag at sætte brøndforgifterne på porten. Man kan simpelthen købe pesticidlandmændene ud af landskabet.

Økologisk omstilling kræver nogen faglig dygtighed, og det vil næppe være alle nuværende agroproducenter, der mestrer denne produktionsmetode. Der kan dog ikke herske tvivl om, at langt flere ville lægge om til giftfri produktion, hvis det var der, støttemillionerne kunne hentes.

Sortfods_svin001_web

Hvad er mest intelligent – at fremstille sortfodsskinker til 350 kr. pr. kilo eller 29 mio. slagtesvin til 10 kr. pr. kilo? For slet ikke at nævne miljøbelastningen…

Og sådan kan man blive ved. Ønskelisten er uendelig lang.

Kravet om “noget-for-noget” til gengæld for støttemilliarderne fra EU har allerede virket i en årrække i form af den såkaldte krydsoverensstemmelse.

Kort fortalt går den ud på, at støttemodtagere skal overholde lovgivningen for at få udbetalt den fulde støtte. Gribes man i uregelmæssigheder eller direkte ulovligheder, trækkes man i støtten. Det kan være manglende bræmmer langs vandløb, for ringe dyrevelfærd i stalden eller en oppløjet gravhøj. Og det virker.

Det nye er, at det ikke længere vil være nok at overholde landets love for at modtage den årlige støttecheck. Man skal præstere noget særligt udover at overholde landets love, hvis man vil have penge overhovedet.

Men spis så lige brød til. Vi er ikke kommet i paradis endnu.

Mens Fødevareøkonomisk Institut stadig hørte under Landbohøjskolen, var mange af instituttets økonomer berygtede for at præstere den ene analyse efter den næste, der legitimerede den ekstreme strukturudvikling af dansk landbrug. De nære bånd mellem Landbohøjskolen, landboforeningerne og partiet venstre gjorde sig effektivt gældende.

I dag, hvor instituttet siden 2008 har haft frihedsbrev til at præstere uafhængig forskning som en del af Københavns Universitet, har langt de fleste medarbejdere kastet de snærende tøjler af sig. Det betyder imidlertid, at afstanden mellem den landbrugsøkonomiske sagkundskab og landboorganisationerne på Axelborg er vokset til en regulær kløft.

Sagligheden er blevet erstattet af propaganda og uansvarlig overbudspolitik af værste skuffe. Væk med de stramme regler, frit slag for overgødskning og sprøjtning og flere støttemillioner uden betingelser – sådan lyder de ublu krav fra Axelborgs nye “wunderkind”, ekspolitikeren Søren Gade. Han er blevet hyret som ny direktør for Landbrug & Fødevarer, og efter bare fem måneder i front for dansk landbrug føler den omdiskuterede politiker sig fagligt rustet til at lokke med en fremgang i produktionen på 30 pct., hvis bare agroproducenterne kan få friere forhold og flere støttekroner.

Men det kan Søren Gade godt glemme.

EU ligger ikke længere åben som gavebod for agroproducenter. De glade år med 40 pct. af EU-budgettet til landbruget kommer næppe nogensinde igen. Hver en euro er der hårdt brug for til at redde EU ud af den dybe finansielle krise, som årtiers ubekymret misbrug af støttemidler og uansvarlig gældsstiftelse har bragt en stor del af unionen ud i.

I sit seneste forslag til landbrugsreform har EU-kommissionen taget det første skridt mod fremtidens “noget-for-noget”-politik. I forslaget gøres en del af støtteudbetalingerne betingede af, at landmændene drejer produktionen i en retning, der gavner miljø, klima eller natur.

Stadig er der et godt stykke vej, før Europas miljø og natur er på ret køl, men fremtiden tegner altså ikke nær så sort som tidligere.

 

Denne kronik blev trykt første gang her:  www.oekologi.dk/tidsskriftet/2012/6/#side33

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.