Fremtidens landbrug skal levere langt mere end billigt flæsk

Af Kjeld Hansen, journalist og gårdejer

ANALYSE  Den danske landmand er sandsynligvis verdens mest effektive agroproducent. Ingen andre kan som ham trække 33 smågrise ud af en so om året, fordoble koens årlige mælkeproduktion fra 5000 til 10.000 kg på bare 30 år eller høste et evigt voksende kornbjerg år efter år. Alligevel kan han ikke klare sig selv økonomisk.

Syv mia. kroner får han årligt i fast bistandshjælp fra EU, men hver gang den mindste udfordring melder sig, skal han have ekstra penge fra samfundet. Selv ikke det dyrebare drikkevand magter den danske landmand at levere uden ekstra betaling. Og kvaliteten af den natur og det miljø, han kalder sit vigtigste råstof, ligger tilsølet som en bundskraber i EU-sammenhæng.

Vil man prøve at forstå, hvorfor dansk landbrug er endt i en blindgyde, hvor erhvervet ikke kan  tilbyde fremtidens forbrugere meget andet end billigt flæsk, så gå 150 år tilbage i tiden.

Skabt af den rå liberalisme

Op gennem kornsalgsperioden fra 1830 til 1880 havde de danske landmænd gyldne tider. Mere og mere korn blev høstet til stadig højere priser på det europæiske marked, men denne idyl fik en brat ende, da deres amerikanske kolleger havde fået opdyrket prærien og begyndte at sejle korn til Europa. På få år slog amerikanerne bunden ud af det internationale marked.

Den danske landmand havde ikke skygge af chance for at konkurrere med den billige amerikanske hvede, så han måtte kaste sig over mejeriprodukter og svineflæsk for at overleve. Dette påtvungne strategiskifte er siden hen blevet redigeret til en storslået fortælling om andelsbevægelsen og den danske landmands evne til omstilling.

Den udvikling, som i dag har gjort erhvervet ekstremt sårbart, begyndte altså dengang, hvor rå liberalisme regerede hele verden. Lad falde, hvad der ikke selv kunne stå. Sådan er det ikke længere og godt det samme, men prisen for at værne den europæiske landmand mod fri konkurrence har været massive fejlinvesteringer i f.eks. oplagring af smørbjerge, tonsvis af svineflæsk på frost, enorme søer af vin og gigantiske mængder af rådne tomater. Og det er ikke kun fortidens fejltagelser. I marts i år har EU genindført økonomisk støtte til at lægge overskuddet af svinekød på frysehus. I stedet for at tilpasse produktionen til efterspørgslen giver EU atter kunstigt åndedræt til erhvervet. Her sker ingen omstilling, blot business as usual.

Ser vi på dansk landbrug i dag, er der også en klar sammenhæng mellem nutidens manglende innovation og omstillingsevne og EF-medlemsskabet i 1972. Fællesskabets landbrugsstøtte til den enkelte landmand skabte grobund for en ekstrem specialisering, hvor landmanden lagde alle sine æg i en eneste kurv i stedet for at vælge konsolidering gennem en multifunktionel drift. Samtidig satte landbrugsstøtten gang i en strukturudvikling, hvor det enkelte familiedrevne landbrug blev opkøbt og lagt ind under nutidens regulære kødfabrikker.

Ingen penge i svin

Fortællingen om den store omstillingsevne ville måske have haft sin berettigelse, hvis den EF-støttede landmand havde valgt at specialisere sig i produkter med  høj værdi, som f.eks. grøntsager, blomsterfrø og tulipanløg som i Holland. Men tværtimod. Dansk landbrug fortsatte blindt ud af sporet fra 1880’erne og øgede den animalske produktion af billigt svinekød og billig mælk. I dag produceres der årligt 42 mio. svin i det yndige land. Heraf dør de 10 mio. i løbet af de første uger, men 32 mio. svin overlever til slagtning og til eksport som levende småsvin. Det er stadig en verdensrekord, der taler sit eget tavse sprog om fravær af innovation og omstillingsevne. Og penge er der ikke i svinekødet.

Tankevækkende er det rent nationaløkonomisk at sammenligne landbrugssektoren i Holland og Danmark. Landene har stort set samme areal, men hvor vi dyrker 62 pct., dyrker hollænderne kun 48 pct. Alligevel scorer det hollandske samfund hele 693 mia. kr. på eksporten af landbrugsvarer (2019), og det er endda efter at have mættet deres egen befolkning på 17 mio. mennesker. De danske agroproducenter haler kun 119 mia. kr. hjem årligt. Tallene er leveret af Eurostat.

Vi fastholder stædigt Danmark som det mest svinetætte land i EU, selvom vi ikke tjener penge på det. Derimod har de hollandske myndigheder siden 2019 været i gang med at reducere landets svinebestand fra 12 mio. til 10,5 mio. dyr i et forsøg på at overholde EU`s miljøkrav og imødekomme befolkningens ønsker om mindre møg, støj og stank. Til sammenligning var den danske svinebestand på 13,2 mio. svin pr. 1. juli 2020, og den var øget med 4,9 pct. flere svin fra året før.

Det eneste lille omstillingspip siden slutningen af 1980’erne er kommet fra en håndfuld stædige bønder, der insisterer på at producere deres varer uden sprøjtegifte og handelsgødning. Efter et tilløb på snart 35 år udgør økologisk dyrkede marker stadig kun 12 pct. af det samlede landbrugsareal, og med den omlægningshastighed bliver det tidligst vore tipoldebørn, der kommer til at opleve et giftfrit landbrug.

Vi skal tilbage til fremtiden

I en verden, hvor overvægt og diabetes spreder sig med epidemisk karakter, og hvor klimaet ændres fra år til år, mens biodiversiteten i den globale natur er ved at kollapse, skal fødevarer ikke længere produceres for enhver pris. Det har den globale covid-19 pandemi gjort lysende klart. I Danmark peger pilen på en væsentlig reduktion af det dyrkede areal, en omstilling til sprøjtefri dyrkning af hensyn til drikkevand og biodiversitet og dyrkning af planteproteiner til menneskeføde i stedet for svinefoder.

Globalt står verdenssamfundet overfor tre skæbnesvangre trusler, der er vævet ind i hinanden, men som alle tre udspringer af det moderne landbrugs metoder. De tre trusler er:

• Zoonoserne
• Biodiversitetskrisen
• Klimaforandringerne

Når zoonoserne kommer

Fremtidens fødevareproducenter skaber trusler om sygdom og død, hvis ikke de ændrer deres måder at producere animalske proteiner på. Det er der bred enighed om blandt internationale virologer. Forskerne vurderer, at der findes 1,7 mio. virus, som vi endnu ikke har kendskab til. De gemmer sig i pattedyr og fugle, men 850.000 af disse er potentielt zoonotiske, dvs. de kan have evnen til at smitte mennesker.

Vi er i en ’æra af pandemier’, lyder det fra de tre FN-organisationer FAO, UNEP og UNDP, der udpeger den moderne kødindustri som en stor rugekasse for nye pandemier. Så længe husdyrene ensrettes genetisk, opbevares under ekstreme forhold og transporteres på kryds og tværs af landegrænser og kontinenter vil zoonose følge på zoonose.

Coronasmitten er blot en af mange zoonoser på den liste, der rummer nogle af de mest frygtede sygdomme, verden har kendt, f.eks. virusinfektionerne Lassafeber, hundegalskab, Ebola og Marburg disease samt bakterieinfektionen pest. Zoonoserne står nærmest i kø for at udvikle sig til verdensomspændende pandemier, og ansvaret er i høj grad kødindustriens. Mest skræmmende er det, at de moderne husdyrfabrikker kan frembringe helt nye virus med ukendte egenskaber.

Fugleinfluenza trækker jævnligt store overskrifter herhjemme, når 60.000 kalkuner skal aflives på Sjælland eller 100.000 høns destrueres i Midtjylland, men selvom H5N1 er en zoonotisk virus, dvs. den kan smitte mennesker og give infektioner, så er værtsbarrieren mellem fjerkræ og mennesker stadig så stor, at fugleinfluenza ikke betragtes  som værende hverken på top-5 eller top-10 over listen med virustrusler for mennesker.

Anderledes forholder det sig med svineinfluenza A. Den udgør en langt større fare for os end andre kendte zoonotiske virus, fordi den ekstremt store svinebestand i Danmark er det perfekte udgangspunkt for udviklingen af en ny zoonose. I dag er alle større svinekødsfabrikker inficeret med svineinfluenza A i 22 varianter. Det er ikke dem alle sammen, der er farlige for mennesker. Problemet er bare, at vi ikke ved hvilke, før det er for sent.

Biodiversiteten er pløjet væk

Skal den alarmerende tilbagegang i naturens mangfoldighed bringes til ophør, er der et påtrængende behov for mere plads til naturen. Biotopplaner og insektvolde, blomsterstriber, lærkepletter og minivådområder er blandt de krumspring, landbruget gør for at genskabe en smule biodiversitet, men disse skridt forslår som en loppe i en øde lade. Eksperter vurderer, at mellem 400.000 – 800.000 hektar ny natur er nødvendig for at stoppe den udbredte forurening af fjorde og kystnære farvande, men fra politisk hold er det hidtil kun blev til et løfte om penge til 15.000 hektar over de kommende 10 år.

Den positive nyhed er, at vi ved, hvad der skal til for at genskabe fortidens blomstrende natur. Fonde som Aage V. Jensen Naturfond, Fugleværnsfonden og Den danske Naturfond har vist vejen til noget nær mirakuløs genskabelse af naturlokaliteter som Filsø i Vestjylland, Lille Vildmose i Himmerland, Tryggelev Nor på Langeland og Bøtø-skoven på Falster. Der savnes ikke viden om vejen til fremtidens rige natur. Det er viljen, der mangler.

Kødets lyst koster kassen

Uanset hvilke krumspring fremtidens landmand gør for at renvaske klimaeffekten af den enorme danske kødproduktion, så er udslippene af drivhusgasser simpelthen alt for store. Landbruget står for en tredjedel af nationens samlede udslip, og der er kun et værktøj, der dur, hvis Danmark skal levere en reduktion på 70 pct. inden år 2030: Skær ned på landbrugsarealet, og skær ned på produktionen af kød!

Velkendt for de fleste kræver det langt flere kilo plantefoder at producere røde bøffer eller flæskesteg, end hvis de samme planteproteiner serveres direkte på familiens aftensbord. Så længe millioner af fattige mennesker sulter, kunne det derfor være relevant at spørge: Skal Danmark fortsat bruges til at dyrke svine- og kvægfoder, eller skal landet omlægges til at dyrke klimarigtig føde til mennesker. Så enkelt lyder spørgsmålet, men beslutningen er ikke nem at træffe.

Uanfægtet af den danske fødevareproduktions minimale bidrag til det globale behov for mad så hører man ofte det argument fremført, at vi bør opretholde og helst øge dansk landbrugs meget høje produktivitet af fødevarer af hensyn til FN’s Verdensmål 2, Stop Sult. Men kan man bekæmpe sulten i verden med røde bøffer og svineflæsk?

Danmark dyrker i alt 2,6 mio. hektar landbrugsjord. 80 % af afgrøderne går til dyrefoder i vores animalske produktion, mens kun 11 % bruges til menneskeføde. Spørgsmålet er derfor, om vi virkelig skal fortsætte med at spilde dyrebare proteiner ved at sende dem gennem vores landbrugsdyr. Med det nuværende system, hvor vi fodrer produktionsdyr med langt størstedelen af afgrøderne, kan vi ”kødføde” mellem 10 og 15 mio. mennesker. Hvis vi kun producerede vegetabilsk menneskeføde, kunne vi brødføde op mod 80 millioner. Det regnestykke er svært at komme udenom.

Landbruget har opfattet, hvad vej vinden blæser og har erklæret sig rede til at blive verdens førende producent af planteproteiner, men indtil videre er det blot blevet til fanfarer og tomme løfter. Forudsætningen for en større omstilling til at dyrke grønne proteiner kræver jo ledige landbrugsarealer. Og dem har vi ikke. Så længe svineindustrien fortsat vokser, opsluger den hver eneste ledig hektar til produktion af foder.

Mastodonten vakler på sine lerfødder

Fremtiden begynder altid med en vision. Ellers er den bare nutid, der venter på at indtræffe. Derfor forudsætter enhver beskrivelse af fremtiden et udtalt ønske om eller et reelt behov for konkret forandring og en plan for projektet.

I modsætning til de fleste andre lande vi normalt sammenligner os med, hvad angår uddannelse, lønninger og velfærd, er Danmark blevet stående på det samme udviklingstrin i de seneste 50 år, når det gælder den landbrugspolitiske evolution. Vi har valgt masseproduktionen af billigt flæsk til lande så langt væk som Kina og Vietnam i stedet for at bevæge os opad i værdikæden, som et højtudviklet land som Danmark burde være i stand til. Også økonomien taler for at ophøre med den 140 år gamle tradition for at eksportere bacon og smør til lave udsalgspriser.

Og endelig er der jo også hensynet til de 99,5% af befolkningen, der er tvunget til at finde sig i landbrugets forvaltning af landskabet på godt og på ondt. De er ved at tabe tålmodigheden.

Skibsværtsindustrien har vi for længst udflaget til lønbillige lande i Sydøstasien, tekstilindustrien har vi overladt til Indien, Bangladesh og Kina, men stædigt fastholder vi en mastodont af gammeldags fødevareindustri. Den producerer kødmad nok til fire gange flere mennesker, end der lever i Danmark, men prisen er svimlende høj. Tilsølede landskaber, masseflugt til byerne, elendig dyrevelfærd, etc. Mastodonten står og vakler på sine lerfødder og skal hele tiden stives af med nye milliontilskud.

Den vej er der ikke mange andre lande i den vestlige verden, der har valgt. Men det har vi. Det er selve miseren.

Bannerbillede: Michael Gabler/Wikipedia.