Disker man op med solsikkekerner på foderbrættet, kan man få vidunderet at se på præsenterbakke
Piyuu – liyuu lyder det dæmpet oppe fra grenværket på træer i haver, parker, kirkegårde og skove. Bogstaveringen prøver at gengive, at det er et blidt og kort fløjt, som falder i tonehøjden, lidt vemodigt og forsigtigt lyder det. Får man op mod en martsgrå himmel øje på én eller flere af lydgiverne, vil man oftest ikke kunne skelne andet end en kompakt og tyk fuglekrop med lang hale og et rundt hoved, der via en tyrenakke nærmest vokser ud af ryggen. Næbbet er kraftigt og kort, som en lille sort næsetip. Men hvis vinklen skifter og sollyset falder rigtigt ind på fuglen, tændes der for blusset og man ser på en af de mest farvestærke og brogede fugle i den danske natur: dompappen. Kalotten er sort og resten af oversiden er mønstret i stålgråt, sort og hvidt. Og så sætter undersiden trumf på: nærmest ubeskriveligt lysende cyklamen-rød, fra kinderne og helt ned til den hvide undergump. Det er dog kun hannen, der pranger, hunnen har de samme mønstre, men i nedtonet udgave.
Dompappen hører til finkerne, små og velproportionerede spurvefugle med koniske næb tilpasset frø og kerner, og ofte med appetitlige mønstre og farver. Den mest almindelige og bedst kendte er bogfinken, som i tegningerne kan minde om en lille og afbleget dompap. Som langt de fleste andre fugle på vores himmelstrøg klæder bogfinken sig ud fra almue-palettens spektrum af de jernholdige jordfarver: umbra, beige, okker, rustrød, mm., foruden sort og hvidt. Det nøjes dompappen så ikke med: dens underside udstiller pigmenter, som hører til de mere kostbare i malerkassen, udvundet af mineraler med sjældnere grundstoffer, som f.eks. her cadmiumrødt. På samme måde giver det et frydefuldt gib i én, når man får et gunstigt kig på isfuglens koboltblå ryg eller den kromgule pirol. Hvor får de lige de farver fra, spørger man sig selv?
I denne tid er der rigeligt med dompapfløjt rundt om. Bliver man først opmærksom på de diskrete og bløde toner, opdager man at der udover i skovene også er en del dompapper i villahaver og parker. Man møder den på traveturene, med eller uden hund. Og disker man op med solsikkekerner på foderbrættet, kan man få vidunderet at se på præsenterbakke. Dompappen er nemlig ikke særligt sky og ofte ligefrem lidt træg i sin adfærd. Den bygger gerne rede i tæt nålebevoksning.
Og det særegne navn hentyder til de katolske dompateres røde messetøj og sorte kalot. Englænderne kalder den bull-finch på grund af tyrenakken, og dens videnskabelige navn pyrrhula, er afledt af det græske ord for ild: pyros. Ja, ildrød er fuglen – men heldigvis ikke rødlistet.
