Titlen ”Fugleliv” er valgt med omtanke. Bogen er såvel en skildring i glimt af forfatterens eget liv med fuglene, som nok en kærlighedserklæring til fuglene og deres liv og omgivelser
Fugletegneren Jens Gregersen har viet hele sit lange liv til at være så tæt som muligt på naturen, og i særlig grad fuglene. Dette kompromisløse engagement er der gennem årtierne kommet en lang række smukke bøger ud af, fyldt med Gregersens beåndede tegninger, akvareller og skitser og bundet sammen af hans letflydende prosa. Billeder og tekst bærer altid præg af at være opstået i det fri, i oplevelsesøjeblikkene. Det gælder ikke mindst hans seneste bog ”Fugleliv”, en lille bog i kvadratisk format, stift lærredsbind og med overordentligt smukt grafisk udtryk.
Titlen ”Fugleliv” er valgt med omtanke. Bogen er såvel en skildring i glimt af forfatterens eget liv med fuglene, som nok en kærlighedserklæring til fuglene og deres liv og omgivelser. Gregersen har i længere perioder af sit liv valgt at slå sig ned på fjerne steder i Danmark, i vid udstrækning overladt til sit eget selskab, men til gengæld med så meget desto mere koncentration og hengivenhed over for fuglene, floraen, andre livsformer, landskaberne og årstiderne. Således boede han i 1970´erne flere år på halvøen Tipperne i Ringkøbing Fjord, og senere hen på den ubeboede Vorsø i Horsens Fjord. Det er blevet til tusinder af timer i udelt kontakt med viber, skarver, regnspover, hættemåger, , krikænder, blishøns, havørne og det øvrige brusende væld med vinger og fjer – og altid med skitseblokken med på turen.
Bogens første, længste og bærende kapitel, PUNKTER, handler om disse mange år i dansk natur. Gregersens billeder har mangfoldige udtryk: ren akvarel, tusch, blyant med farver, antydede skitser og gennemarbejde tableauer. Skitser med bred tuschpen fra skarvkolonien og af skarvkadavere er næsten abstrakte, den tilgroede have på Vorsø ånder kontemplativ ro i sine mange grønne nuancer og højt sommermodlys. På et smukt dobbeltopslag indfanger Gregersen virtuost og med nærmest skødesløse fede tuschkonturer og vandfarver de ejendommeligt pingvinsmækre kroppe og luffeagtige vinger hos en flok silkehaler. Halvdelen af de yderst livfulde højnordiske vintergæster pryder bogens omslag. Anderledes død er landsvalen på et andet opslag, i nænsom tuschskravering og antydninger af den livløse svales falmende farver, tegnet 28. okt. 2016 på Vorsø. Den ledsagende tekst viser Gregersens ømme side: ”Men det, som findes på siden her, er en svale, der faldt ned fra himlen en sen oktoberdag. Den havde simpelthen ikke kræfter længere og kunne ikke komme videre i efterårsregnen”.
Fugletrækket sætter følelser i gang hos de fleste – foruden svaler er de fleste vadefugle udprægede trækfugle og Gregersen erklærer sin kærlighed: ”… som det er med vadefuglene, de fineste af alle fugle, der kan trække så utrolig langt mellem deres ynglepladser i Arktis og deres vinterophold på europæiske og vestafrikanske vadehavskyster.” Det har bevæget Gregersen i mere end én forstand: Han har tilbragt i alt femten somre i klodens fjerneste arktiske egne, i selskab med internationale fugleforskere, ikke mindst i Nordøstsibirien. I bogens andet kapitel ”REJSER” kommer vi bl.a. med til disse utilgængelige steder gennem stemningsmættede akvareller, inklusive nærportrætter af den lille sagnomspundne og udryddelsestruede Skeryle, som yngler i et begrænset kystområde i Nordøstsibirien. Man får straks lyst til at genbesøge Gregersens pragtstykke fra 2014 ”Arktisk Sommer” (Gyldendal).
Fugleliv klinger ud med et lille kapitel ”LÆNGSEL”, hvor vi efter moskusokser og hvalrosser atter lander herhjemme, og hvor forfatteren afslører de mindste iagttagelser som f.eks. rødhalsens tørre og knap hørlige kald i novembers morgenmulm som sin lidenskabers sande kilde. Foruden fordums dage i Tipperhusets ophøjede ensomhed, gerne i indesneethed.
At det inkarnerede udendørsmenneske Jens Gregersens kunstneriske udtryk kan synes at blegne en smule, når han med sin tegneblok bevæger sig indendørs eller indbefatter arten menneske, rykker ikke ved denne lille bogs sarte og vibrerende skønhed, som en slags opsummering af et langt fugleliv. Han fanger fuglenes væsen bedst, når de ikke er på vingerne – flokken af rastende spover på en vade på bogomslagets indersider er suveræne og fandt i alternativ version med akryl på træplade vej til Johannes Larsen Museets særudstilling FUGL fra 2022. Her var Jens Gregersen, sammen med en række af vores fremmeste fuglekunstnere, naturligvis rigt repræsenteret.
– en gudsbenådet fugletegner. Hvis man har mulighed derfor, skal man deltage i en af Jens Gregersens vandringer på Vorsø. Der er nogle få ture til den fantastiske ø årligt.