Bladenes grønne klorofyl viger for andre pigmenter, når dagslængden aftager og temperaturen falder. Benvedens blade bliver næsten så røde som ahorn i Nordøstamerikas bjergskove. Foto: Ian Heilmann

I efterårets kernesalme ”Nu falmer skoven trindt om land” synes Grundtvig at undersælge paletten. For – på en rolig og solfyldt dag i slutningen af oktober gløder skov og hegn med pangfarver. Gå selv derud og oplev flammehavet af farver!

Det skorter ikke på efterårsfarver i den danske sangskat. Septembers himmel er så blå og hybenhjertet rødt. Nøgternt set er det ikke luften, der er blå, når vi ser op i en skyfri himmel. Det vi ser er indirekte sollys, som er spredt i alle retninger af luftens molekyler, en spredningsproces som er langt stærkere for lysspektrets blå bølgelængder end for de røde. Derfor er himlen blå, men vil jo uanset molekylernes optiske spredningsparametre være en uudtømmelig kilde til fryd og bredspektret kunstnerisk fortolkning og udfoldelse. Dejlig er den himmel blå – til hver en tid.

I EFTERÅRETS kernesalme ”Nu falmer skoven trindt om land” synes Grundtvigs at undersælge paletten. For – på en rolig og solfyldt dag i slutningen af oktober gløder skov og hegn med pangfarver; med den dybblå himmel som baggrund ildrøde blade af benved, fosforgule blade af navr og løn, orange bøgetoppe, cognacfarvede længere nede sammen med stadigt grønne blade. Og i skovbund og på skovstier våde bladmosaikker i bronze, brunt, gult og stænk af lysegrønt. Det flammer, snarere end falmer, og vindstød gennem trækronerne sender spredte bølger af svagt raslende løvfald afsted i luften som smukt dalende og sejlende sene sommerfugle på vej ned til landing. Det har så igen sin mere faglige forklaring.

Siden forårets løvspring har hvert eneste blad vendt sig mod solen for at høste det lys, der driver fotosyntesen. Bladene har deres grønne pigmenter fra kæmpemolekylet klorofyl, hovednøglen i livets basisproduktion: Lysenergi + vand + kuldioxid omdannes til sukker og stivelse. En proces, oprindeligt etableret af de første cyanobakterier i de gode gamle dage for 3.000 mio. år siden. Også carotenoid er aktivt i fotosyntesen, det er et gult pigment og er f.eks. rigeligt til stede i gulerødder (karotter). Hertil kommer indhold i bladcellerne af andre farvestoffer som det gule lutein og det gulbrune xantofyl, De har beskyttende funktioner, nogle som antioxidanter.

Høje bøgetoppe flammer op i oktoberdagens klare sol. Foto: Ian Heilmann
Ian Heilmann i felten

GENNEM SOMMERENS lyse måneder dominerer det grønne klorofyl bladenes farve. Men når lys og temperatur falder i september begynder et særligt plantehormon at nedbryde klorofylet, som så gradvis overlader scenen til de gullige pigmenter. Ved kombinationen af yderligere temperaturfald og skarp efterårssol trænger vandopløselige røde eller violette antocyaniner frem i bladenes ledningsstrenge og får efterårsløvet til at gløde i varierende nuancer. Antocyaniner er ligeledes antioxidanter og beskytter mod virus og bakterier. Det er også dem, der ved modningen farver f.eks. brombær violetsorte, æbler og hyben røde og får strandengenes grønne salturter til at blusse.

Så kommer løvtræernes slutspil, styret af et enzym, der svækker bladstilkenes fæste på kviste og grene. Vinden står parat og en rask efterårsstorm kan ribbe det hele på ingen tid. I løbet af disse flammende efterårsscenerier har træer og buske på vores tempererede breddegrader trukket bladenes næring og andre værdifulde stoffer tilbage til depoter i grene, stamme og rødder, alt med rettidig omhu inden den barske årstid. Sig nærmer tiden, hvor vi så bladrer videre i sangbogen, til numrene om novembers mørke og vinterens kulde, og efterhånden uanset om det så rent faktisk bliver hvidt herude.

Bannerbillede: Bladene på en lavsiddende bøgegren er ”falmet” i forskellig takt. Foto: Ian Heilmann

Visited 176 times, 177 visit(s) today

Kommentarer

  1. Lars Wellejus

    Smuk fin og oplysende beskrivelse, tak.

  2. pfaa6ab8e860d9f

    Det er almindeligt at opfatte “Nu falmer skoven” som en efterårssang, men det er ikke fair at bebrejde Grundtvig for at “undersælge paletten”.
    Et simpelt tjek i Højskolesangbogen oplyser, at “Nu falmer skoven” er en “Høstsang”, og allerede sangens første vers placerer den omkring 1. september.
    Skovens farver er blevet matte, de er falmede, fuglene er ved at holde op med at synge, storken er på vej mod syd, og svalerne er ved at samle sig i flokke for også at flyve sydpå,
    I andet vers fortsætter sæson-beskrivelsen, Marken er høstet, stubbene står tilbage, og i tredje vers er kornnegene kørt ind.
    Men det da sandt, at efterårets farver kulminerer netop nu. De er aldeles ikke “falmede”.

  3. Ian Heilmann

    En god hymnologisk pointe fra den poetiske pfaa6ab8e860d9f, tak! Medens kornhøsten bjerges, falmer skovens grønne klorofyl, ved høsten af de senere afgrøder opflammer de andre pigmenter, “i disse korte dage” (v.10), som vel kan læses som både menneskelivet og årets sene efterår.
    Og – få ikke åndenød! Jeg glemte ilten på højre side af fotosyntesen. Stivelse skal væk og ilt skal ind, forudsætningen for dyreriget. Pardon. Cyanobakterier var til at begynde med ikke iltproducerende, men da er vi helt tilbage for ca. 3,5 mia. år siden.

  4. Karenmarie Simonsen

    Så rørende, smukt og livsbekræftende beskrevet. En lille tåre faldt her…………….
    Ordspillet “falmer” overfor “flammer” – så smukt!……………
    Tak Ian!💫💫💫

  5. Jan Stampe Nielsen

    Dejligt at Grundtvig skrev den smukke sang/samle uden at forfalde til teknikaliteter. Måske skulle jeg tage på Køge Ås og synge den for ham.

Skriv en kommentar