Det er ikke en naturlov, at hensyn til klimaet skal gå ud over biodiversiteten (eller vice versa). Men selvom det ikke er en naturlov, kan det alligevel risikere at blive virkelighed. Foto: Piqsels

Repræsentanter for de grønne interesser bør udarbejde en samlet strategi for at undgå at tabe i miljøkampen

 

 Af Peter Harder, professor emeritus, Københavns Universitet

KOMMENTAR  De fleste der prioriterer klimahensyn højt, går også ind for at beskytte biodiversitet. De to målsætninger afspejler samme grundværdi, nemlig ønsket om at sikre kloden for vores børn og børnebørn.

Professor Peter Harder. Pressefoto: Gads Forlag/Leif Tychsen

De står derfor også over for den samme modstander, når fremtiden skal planlægges, nemlig den vanemæssige førsteprioritet som den økonomiske bundlinje nærmest har vundet i forhold til ejendom.

Men interesserne falder ikke altid sammen. Der er brug for store arealer, hvis tabet af biodiversitet skal bremses. Der er også brug for store arealer, hvis der skal bygges mange nye vindmøller og indrettes solcelleparker. Det kan skabe en interessemodsætning der hele tiden blusser op nye steder. Det samme gælder prioriteringen af andre grønne ønsker, f.eks. forholdet mellem rekreative områder, inklusive ruter til mountain-bikere og hundeluftere, og beskyttelse af dyre- og plantelivet i naturparkerne.

”Det ikke en naturlov at hensyn til klimaet skal gå ud over biodiversiteten (eller vice versa). Men selvom det ikke er en naturlov, kan det alligevel risikere at blive virkelighed”

Udpegningen af testområder for vindmøller i Vadehavet og andre Natura 2000-områder har aktualiseret problemet. Tilhængere af den grønne dagsorden bør drage en lære af forløbet og handle (helst hurtigt!) på den:

Som mange grønne talsmænd sagde, da emnet blev taget op i ’Debatten’ i DR i begyndelsen af april, er det ikke en naturlov, at hensyn til klimaet skal gå ud over biodiversiteten (eller vice versa). Men selvom det ikke er en naturlov, kan det alligevel risikere at blive virkelighed.

Det sker, hvis den vanemæssige økonomiske nødvendighed bevarer initiativet. Så kan planer baseret på traditionelle økonomiske kalkuler gå ud over snart det ene, snart det andet grønne hensyn. Og de grønne hensyn, der slap med skrækken denne gang, vil ikke se deres interesse i at gå ind i konflikten.

Strategien er kendt fra Romerrigets tid – den hedder ’Del og hersk!’.

Hvis den stærkeste magt kan jorde modstanderne én ad gangen, vinder den hver gang. Den eneste måde at undgå det på, er at repræsentanter for grønne interesser slår sig sammen. Klima- og biodiversitetsorganisationer bør tale sammen, inden det næste udspil der kan splitte dem. Ideelt set bør de skabe en mod-planlægning der hele tiden står klar med et bedre forslag.

Det bør ske, inden man lægger planerne for de lavbundsjorde, der opgives på basis af en rent økonomisk bundlinje, og inden udformningen af retningslinjerne for næste sæt af naturparker. Hvis man er på forkant, har de forskellige grønne repræsentanter chancen for at tale sig til rette.  Ingen biodiversitetstilhængere er modstandere af effektive klimatiltag. Ingen mountainbikere (tror jeg da!) er modstandere af, at der er områder, hvor dyr og planter kan trives i fred. Men hver gang der kommer udspil, hvor det ene hensyn tilsidesættes, mens det andet skånes, har man balladen.

Mekanismen kender alle der har set det klassiske juleshow, hvor Chip får en stor valnød og Chap får en lille valnød af Anders And. Den slags del-og-hersk politik bør repræsentanter for de grønne interesser udarbejde en samlet strategi for at undgå.

Bannerbillede: Vindmøller, især de helt store, skaber ofte splid mellem de grønne interessegrupper. Foto: Vestas

 

Visited 1 times, 1 visit(s) today

One Comment

  1. Nora Tams

    Du har ret Peter Harder
    Vi er nødt til at gøre det mere klart at der er tale om en komplekst sammenhængende problemstilling, hvor klima, biodiversitet, miljøfaktorer, arealanvendelse, planlægning, lovgivning osv. ,er snævert forbundne. Sammenhængene er måske bedst formuleret i FN´s 17 verdensmål, og meget pædagogisk forklaret af professor Katherine Richardson i “Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle?” Informations forlag 2019. Det er ofte svært ikke bare at tage een ting ad gangen, men det er supervigtigt at vi lærer det, så tak for dit vigtige bidrag.

Skriv en kommentar