Har Hjarnø Havbrug ved Horsens Fjord og ejeren, Anders Østergaard Pedersen, betalt den bøde på 21 mio. kr. og fået konfiskeret 125 mio. kr. i ulovlig fortjeneste?
Det lød dommen på i straffesagen den 7. december sidste år i retten i Horsens. Dommen er ikke blevet anket af hverken havbruget, ejeren eller anklagemyndigheden, så den står ved magt.
Men offentligheden må ikke få at vide, om de i alt 146 mio. kr. er blevet betalt eller inddrevet.
Spørgsmålet om betalingen er interessant. Inden den årelange retssag startede i sin tid blev Anders Østergaard Pedersen i flere medier anset for at være god for omkring 250 mio. kr. Inden dommen blev afsagt sidste år kunne Hjarnø Havbrug imidlertid oplyse, at regnskabet for 2022-23 udviste en negativ egenkapital på 15.231.798 kr. og et underskud på 1.353.421 kr.
Derfor: Betyder det, at bøden på de 21 mio. kr. ikke er betalt, og konfiskationen af de 125 mio. kr. ikke er sket?
En forespørgsel til Bagmandspolitiet gav det svar, at hvis ikke Hjarnø Havbrug og ejeren ville eller kunne betale de 146 mio. kr., så måtte de jo erklæres konkurs. Det er så vidt vides ikke sket.
www.gylle.dk har selvfølgelig søgt aktindsigt hos Politiets Administrative Center, Holstebro, der står for indbetaling af bøder. Centret henviser til Sydøstjyllands Politi, der har kørt retssagen. Politiet henviser til Gældsstyrelsen. Alle tre steder har vi fået nej til aktindsigt. Gældsstyrelsen med det argument, at styrelsen har tavshedspligt.
TV2 Østjylland, der ligesom gylle.dk har behandlet sagen indgående, har forsøgt at få et svar fra Hjarnø Havbrugs advokat, Linda Dollerup. Trods flere forsøg er det ikke lykkedes.
Selv om håndteringen af sagen om Hjarnø Havbrug leverer et konkret bevis på, at offentligheden ikke må få at vide, om domme fra retssalene bliver fuldbyrdet i form af betaling af bøder og konfiskation, så er det jo et principielt problem for retssikkerheden.
Bliver de domme, der afsiges i danske retssale, fulgt til dørs? Det vil sige i form af opkrævning af de idømte bøder og konfiskation? Og hvorfor må offentligheden ikke få det at vide? Vi taler jo om offentlig retspleje i Danmark.
Det vil redaktionen nu spørge justitsminister Peter Hummelgaard om.
Godt, I tager fat i alle de sager og bider jer fast.
Det er det første, jeg kigger på hver morgen.
SKAT, Gældsstyrelsen og alle de andre økonomiske styrelser i STATEN har ikke styr på noget som helst. Det er i den grad til at kaste op over. Staten kaster millioner og atter millioner i lommerne på advokater og deslige uden nogensinde at få styr på udfaldet af diverse sager.
Derimod har en jeg kender lige fået forelagt en gæld på ca 85.000kr. For et gl. udestående med politiet for næsten 20 år siden. Vedkommende hørte aldrig fra nogen, flyttede til udlandet og modtog der et brev hvori der stod at hvis han ikke reagerede på dette ville gælden ikke længere søgt inddrevet.
For 7 år siden kom han retur ril DK og forleden fik han lige et brev om forfalden gæld inkl. renter gennem de sidste mere end 20 år. Da han spurgte hvorfor han intet havde hørt fra dem tidligere var svaret at deres systemer ikke virker. Ok, hvad så med det brev han modtog for nok 18 år siden? Ja det kunne de ikke se nogen steder.
Hvad med alle de renter der var kastet på gælden der var mindre end 5.000,- – og kunne det virkelig passe at man først lader høre af sig når gæld med renter er så stor at det kan betale sig at indkræve dem?
Mjahh mjaahh, der kom ingen svar – kun at gæld til politiet aldrig blev forældet.
I min verden sejler alt hvor STATEN skal inddrive, men det er da så fint de går efter de små “fisk” 🤷♀️
Endnu et klart eksempel på, at de danske myndigheder agerer på en måde, så der er god grobund for forskellige konspirationsteorier.
Har i prøvet, at søge aktindsigt hos Civilstyrelsen, det er normalt dem der i første omgang inddriver erstatninger og konfiskationer, og den overdrager først sagen til Gældstyrelse, hvis dens krav ikke bliver indfriet.
En helt anden snak er, at hvis HjarnøHavbrug er et ApS eller AS, så burde i kunne få en kopi af dets regnskaber fra Selskabstyrelsen, men hvis dommen går på, at det er Anders Østergaard Pedersen, som personligt skal betale bøden og det konfiskerede beløb, så vi der ikke kunne ses noget i regnskabet for hans hans selskab.