For to hundrede år siden var hjejlen en udbredt ynglefugl på de jyske heder. Dens vemodige kald fra lyngtuerne tilførte alhedens mørke flader under den store himmel en egen stemning, ikke mindst indlevet beskrevet af Blicher. Siden har det været ubrudt ned ad bakke med hjejlen som dansk ynglefugl, ligesom i resten af Nordvesteuropa
Det er svært at se sig mæt på en flok rastende hjejler i forårslys. Hjejlens fjerdragt er sjældent pragtfuld og usædvanlig, det er ingen overdrivelse at kalde den et skrud. Det kan godt forekomme én at stå overfor en helt sort fugl, med lange ben og kort næb, som i maj måneds festlige anledning er trukket i en fornem kongekåbe af gyldengrønligt gnistret fløjl med en bred hermelinshvid bort. Kåben kroner hjejlens hoved, fortsætter ned over ryg og kropssider men står åben fortil og synes at ville kunne knappes med en enkelt hægte over det sorte bryst, hvis det ellers skulle være. Kikkert skal man have og allerhelst et teleskop for at få fuld oplevelse og eventuelt øjenkontakt med fuglene. I opret positur ser hjejlerne én an med dybsort, årvågent blik, når de ellers ikke har travlt med at fylde kroen eller hvile sig. Snart fortsætter rejsen mod nordlige fjeldheder og tundra. Her vil hunnen i den lyse midsommer udse sig en passende fordybning og lægge sine fire æg, sandfarvede med brune skjolder, på gængs vadefuglemanér som et firkløver med de spidse ender mod midten. Kåben på den rugende fugl vil nærmest gå i ét med omgivelsernes mønstrede puder af melbærris, lyng, limurt, ranunkel, stenbræk, svingel og star.
Flokken af hjejler letter som på kommando, flugten er hurtig og selvsikker, på lange, spidse vinger og som regel i vedholdende, tæt formation. På afstand kan hjejler forveksles med stære, på tættere hold hører man indimellem fuglenes sagte fløjt ”plyyui”, blødt og lidt melankolsk. Hjejlerne yngler almindeligt på træløse vidder nordpå, mod øst til langt på den anden side af Ural, og træktidens flokke kan være mere end tusindtallige. Før i tiden var der mange, der ikke nøjedes med blot at se sig mæt på de lækre fugle. Som mange andre vadefuglearter var hjejlen jagtbar fra 1. august og året ud – og efter sigende en himmerigsmundfuld.
Når hjejlerne vender tilbage om efteråret, har fuglene fældet til en mere hverdagsagtig dragt. Kåben er falmet og undersiden er skiftet fra sort til hvidlig. Så er det lavsæson, og hjejlerne slår ofte følge med viber i blandede flokke, videre mod sydvest, til Vadehavets spisekamre og atlantisk vintermilde strøg.
For to hundrede år siden var hjejlen en udbredt ynglefugl på de jyske heder. Dens vemodige kald fra lyngtuerne tilførte alhedens mørke flader under den store himmel en egen stemning, ikke mindst indlevet beskrevet af Blicher. Siden har det været ubrudt ned ad bakke med hjejlen som dansk ynglefugl, ligesom i resten af Nordvesteuropa. Den har holdt ved indtil for nylig, med et enkelt ynglefund på Anholt i 2017 som det sidste. Hjejlen skal som ynglehabitat have grusede og næringsfattige flade stræk med uhindret udsyn, og med tilknyttet flora og insektfauna med ikke mindst righoldighed af biller og larver. Det er proteinkost, som de ivrigt stavrende gullige dununger kræver for at kunne vokse op til flyvefærdighed. Selv ikke Hansted-reservatet eller Borris hede kan i dag levere varen.
