Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er så forhippet på at gøre Danmark til international sværvægter i branchen for cannabis, at hun nu beordrer lægerne til at udskrive forurenede produkter med resterne af sprøjtegifte.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har dikteret, at lægerne skal se stort på, at den nye cannabis-medicin i regeringens forsøgsordning kan indeholde rester af sprøjtegifte. Beslutningen er truffet for at sikre tilstrækkelige forsyninger af cannabis, til trods for at der ikke kan fremskaffes økologisk dyrket hash til regeringens planlagte forsøg med cannabis til patienter.

Regeringen synes meget opsat på at sikre dansk landbrug en ny indtægtskilde og er derfor ikke indstillet på at afvente tilstrækkelige forsyninger af økologisk dyrket hash til fremstilling af human medicin. Lægestanden er meget oprevet over det usædvanlige dekret.

Lægeformand Anders Beich.

Til Politiken den 18. august 2018 siger Anders Beich, formand for Dansk Medicinsk Selskab for Almen Medicin:

” Vi læger har nok at gøre med at holde styr på bivirkninger, indholdsstoffer og hvordan et lægemiddel interagerer med andre lægemidler, som patienten eventuelt får. Det bliver altså for mærkeligt og alt for risikabelt for patienterne, hvis vi også skal håndtere sprøjtegifte.”

Politiken skriver videre, at ”stik mod sin hidtidige politik vil regeringen nu tillade, at der er rester af sprøjtegift i de produkter med medicinsk cannabis, der får plads i en kritiseret forsøgsordning, hvor patienter med en recept i hånden kan købe tørrede topskud på apoteket.”

Det er konsekvensen af et udkast til lovforslag, som har været til høring. De praktiserende lægers faglige selskab vender sig kraftigt mod planen.

Der er få eksempler på, at man i forbindelse med meget smitsomme og dødelig infektion kan afvige fra vedtagne retningslinjer for medicinske forsøg. Det seneste eksempel er udbruddet af Ebola i Afrika. Den målgruppe, som de medicinske forsøg med cannabis henvender sig til, er ikke livstruede, men har behov for smertelindring. Derfor er der ikke argumenter for at afvige fra vedtagne ”bureaukratiske regler” ved udvikling af human medicin.

Til trods for at cannabis-planten fint kan dyrkes økologisk, skal det alligevel være lovligt i en overgangsfase at ordinere cannabis-medicin med rester af sprøjtegifte.

Det gælder eksporten

Det kan ikke udelukkes, at regeringens forslag kan danne præcedens for at afvige fra de vedtagne protokoller. Landbruget har set mulighederne og forsøger at presse på, men snart kan også lægemiddelindustrien og den kemiske industri følge trop. I Odense er der planlagt et produktionsanlæg, der ventes at få 125 ansatte, forsyne 60.000 patienter i Europa med medicinsk cannabis og sælge for over 500 millioner kroner.

Danmark bliver en global sværvægter, når det kommer til produktion og eksport af medicinsk cannabis.

Det satser sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) på ifølge Fyens Stiftstidende, den 7. maj 2018

– Efter Holland bliver Danmark det første land i Europa, der giver grønt lys til at eksportere medicinsk cannabis. Det skal være med til at sikre, at de milliardinvesteringer, som vi reelt taler om, lander i Danmark og ikke i andre lande som eksempelvis Tyskland, hævder Ellen Trane Nørby ifølge avisen.

Sundhedsministeriet oplyser, at i årets første måneder har i alt 151 læger udskrevet recepter på cannabis under forsøgsordningen til sammenlagt 551 patienter.

 

Research: Klaus Flemløse.

Visited 20 times, 4 visit(s) today

Comments are closed.