AndersBorgen
Agronom Anders Borgen.

I et debatindlæg i Jyllandsposten 17. januar 2015 tager phd. agro Anders Borgen til genmæle mod de hyppigt fremsatte påstande om, at markens planter “sultes”, fordi agroproducenterne forhindres i at opfylde deres “behov” for “mad”.  Vi bringer indlægget, der også kan læses i Jyllandsposten.

I et læserbrev 8. januar 2015 i Jyllandsposten argumenterer Torben Hansen (TH) fra Landbrug & Fødevarer for at øge de tilladte gødningsnormer med en påstand om, at planterne i dag undergødes. Men hvad er planternes gødningsbehov?

TorbenHansenGefion
Gefions formand, Torben Hansen.

TH giver indtryk af, at planterne har behov for et bestemt antal kg kvælstof for at få dækket deres behov. Det har de ikke, ligesom man heller ikke præcist kan definere menneskers behov for mad. Der er nok et minimum, som skal til for at undgå mangelsymptomer, og der er et maksimum for, hvornår man får for meget, men derimellem er der et meget stort interval. TH definerer planternes behov ud fra, hvad der er økonomisk mest rentabelt for den enkelte landmand, og påstår at planterne undergødes, hvis de ikke som minimum får tilført netop denne mængde. Det er en misvisende anvendes af ordet ”behov”.

Gødningsnormer bør udformes efter, hvad der samfundsøkonomisk er fornuftigt, og herunder også indregnet, hvad der er miljømæssigt forsvarligt. Dette er ikke altid sammenfaldende med, hvad der økonomisk optimalt for den enkelte landmand.

Dansk landbrug har, som TH skriver, i de sidste 15 år, altså siden Anders Foghs regering trådte til, gødet mindre end hvad der er økonomisk optimalt for den enkelte landmand for at inddrage nogle af samfundets interesser. Det har resulteret i en markant reduktion af kvælstofforureningen med omkring 40%, men desværre langt fra nok til at løse problemerne med forureningen af vore vandområder, og langt fra nok til at leve på til kravene fra EU. Derfor skal der strammes yderligere op i de vandplaner, som for tiden er i høring landet over. At øge gødningsnormerne på nuværende tidspunkt ville resultere i en øjeblikkelig sagsanlæg fra EU, da vi allerede er blevet advaret om, at vi er bagud med at opfylde kravene til vandkvaliteten.

Vi skal stedse arbejde for at begrænse den samlede kvælstofforurening for at nå målene for vandkvalitet, og hvis Torben Hansen kan komme med nogle nye forslag til, hvordan vi kan forbedre vandmiljøet på en bedre måde, så kan vi ud fra det diskutere, om der kan blive plads til at gøde mere i bestemte situationer. Isolerede forslag, som vil øge forureningen, er ikke aktuelle at diskutere i den nuværende situation.

Visited 2 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.