Kærlighed og respekt skal styre etikken

Under overskriften ”om loven, hykleriet, følelserne og forbrugernes ansvar” gennemgår medlem af etisk råd og dyrlæge Lene Kattrup 28. september 2015 en række sager vedrørende dyreetik for, som hun kalder det, at rydde op i pærevællingen, altså sammenblandingen af førstnævnte faktorer, når det kommer til at tage stilling til måden vores art behandler vore medskabninger på. Det skriver stud.theol. Nina Bjarup Vetter i Kristeligt Dagblad,  20. oktober 2015. Med forfatterens tilladelse bringes teksten her.

NinaVetter

Nina Bjarup Vetter.

Eksperter og fagfolk mener, at følelsesladede holdninger, som det har vist sig i sagerne omkring giraffen Marius og senest hanløven Cecil, er udtryk for, at særligt ”storbymennesker” fjernt fra naturen falder for ”nuttethedsfaktorer” og begår ”antropomorfisme”, dvs. tillægger dyr kvaliteter som iflg. eksperter er rent menneskelige kvaliteter.

Her roder hun dog selv gevaldigt rundt i pærevællingen, for det bliver ikke afklaret, hvilke ”rent menneskelige kvaliteter” denne påståede antropomorfisering dækker over. Men disse faktorer skulle iflg. eksperterne bevirke at ”storbymennesket” har fået et unaturligt og romantiseret forhold til dyr, og som følge heraf laver en ulogisk forskelsbehandling af dyr.

Men måske er det i virkeligheden Lene Kattrup og ”eksperterne” der har byttet om på begreberne. Kort sagt har gjort det naturlige til det unaturlige, og det unaturlige til det naturlige.

At postulere at det som foregår på landet er naturligt, er i den grad et fejltrin. Intet sted er mennesket/landmanden fjernere fra en relation med dyrene. Det er ikke uvæsentligt at dyr netop her ikke har navne, ikke er-kendt, og de påtvungne øremærker handler kun om fremmedgørelse og registrering.

Svin_Tracy Worcester

Det er hverken sentimentalt eller romantiserende, når man tydeligt tager afstand fra dyrs lidelser og overgreb,

Måske bør det netop være disse ”storbymennesker” der skal lyttes til i sagerne. Mennesker som gennem nære relationer kender, og dermed har erkendt hvilke egentlige kvaliteter dyr har, nemlig at vi som væsener deler fuldstændig den samme følelsesmæssige palet af glæder og sorger, smerter og savn. Derfor lader vi os ikke snyde af troen på, at den evidensbaserede videnskab skal ligge til grund for dyreetik og lovgivning omkring dyr. For ligeså anvendelig evidensbaseret videnskab er når der komme til at bygge storebæltsbroer, ligeså afstumpet, foruroligende og ikke mindst dehumaniserende er videnskaben, når det kommer til at udtale sig om subjekter og subjektive forhold.

Dyreværnsloven og de videnskabelige parametre den bygger på, har i den grad spillet fallit. Måden dyr i dag mishandles på i landbruget, og i pelsindustrien, beviser i den grad, at noget er gået grueligt galt. Det er derfor hverken sentimentalt eller romantiserende når man tydeligt tager afstand fra dyrs lidelser og overgreb, men udtryk for lige dele empati og fornuft. Egenskaber som loven desværre ikke længere bygger på.

Lene Kattrup afviser dog ikke fuldstændigt relevansen af emotionelt baserede holdninger, og erkender da også, at loven ikke yder god nok beskyttelse for vores landbrugsdyr, men i samme åndedrag går hun over til at rode mere rundt i vællingen, og drager forbrugeren ind som ansvarlig part.

Myten om den politiske forbruger
Det er stadig dybt beklageligt, og som Lene Kattrup påpeger også hyklerisk, når Fido med den ene hånd klappes kærligt, mens den anden hånd prisbevidst griber efter lørdagskyllingen eller lidelseskoteletten, men det er måske ikke så ulogisk en forskelsbehandling endda. Det er nemlig ikke håndører, der bruges på at få Fru Hansen til at glemme sammenhængen mellem Fido og den navnløse gris når der skal bedrives storpolitik ved køledisken.

Lene Kattrup lader altså ”den politiske forbruger” bære det ansvar, som retteligen ligger hos de folkevalgte.

Her havde det i stedet været på sin plads, at hun som medlem af etisk råd, det råd som i 1987 blev oprettet til netop at rådgive Folketinget og offentlige myndigheder havde appelleret til selvsamme folketing om at sørge for en langt bedre lovgivning for dyrene. At hendes egen faggruppe, dyrlægerne, som rent faktisk som nogen af de eneste har haft adgang til de ellers hermetisk lukkede staldene, ikke har råbt vagt i gevær noget tidligere, men i stedet rundhåndet har forsynet en syg industri med antibiotika ”en masse” bevidner om noget en fejlslagen kurs indenfor dyreetik.

Ros til min lokale dyrlæge for at have frasagt sig at assistere svinebaronerne med deres foretagende.

Frihed til lidelse
Men tilbage til myten om den politiske forbruger, ved at fastholde myten medvirkes der til at holde millioner af dyr i ufattelige lidelser, som ingen af os kan være bekendt. Naturligvis hverken kan, skal, eller bør, man tale om ”forbrugerens frihed” hvis konsekvensen af den enes frihed er den andens lidelse. Intet kan retfærdiggøre overgreb og mishandling og udnyttelse, mindst af alt ”forbrugerens frihed”. Men et smart stunt som gør at både industri og politikere kan læne sig tilbage og vaske deres hænder.

Forlanger man at en forbruger skal træffe et kvalificeret valg, påkræves det som minimum, at forbrugeren har adgang til samtlige informationer og forhold vedrørende ”produktet”, og ikke som tilfældet er, bliver bombarderet med misvisende og propaganderende reklame.
Men hvorfor er det lige, at vi som i dag lever i et ellers gennemreguleret samfund, med love og regler for alt lige netop har ”glemt” at inkludere de allersvageste, de som har allermest brug for beskyttelse udenfor lovens ellers lange arm?

Sammenlignet med vores øvrige lovkomplekser synes dyreværnsloven at tage de milliarder af uskyldige, og i menneskehænder aldeles magtesløse individer, at være både virknings- og substansløs. At dyreværnsloven tilmed blot er en rammelov, gør den ikke mindre tandløs.

PLA-Horsens-Årsrapport

Værsgo – der er serveret svin i lange baner.

Blind tro på videnskab
Vi skal ud af vor tids overtro, ud af den blinde tro på videnskab, og på at videnskaben alene kan løse vores problemer. Videnskab og fakta skal ikke underkendes, men de skal tjene som støtte til at vi tager empatiske, omsorgsfulde og barmhjertige afgørelser, ikke mindst når det handler om at beskytte de allersvageste.

Derfor skulle Marius, et sundt og raskt individ for det første aldrig have været født i en zoologisk have, og dernæst aldrig have været aflivet. Derfor kan det aldrig som Lene Kattrup desværre bakker op om, retfærdiggøres at rige vestlige jægere tager på ”jagt” og blot for sjov dræber sagesløse dyr, og derfor skal vi sørge for at alle dyr får jord under klovene, kløerne og hovene.

Vores teknologiske frembringelser kræver om noget ét af os, at vi udvikler vores emotionelle intelligens og lærer at sætte teknologi og videnskab i hjertets tjeneste. Ikke mindst set i lyset af at vi som art på under 40 år har udryddet ikke blot halvdelen af alt dyre og planteliv på jord, men også halvdelen af alt liv i havene.

Derfor skal følelser, vel at mærke ikke afstumpetheden og ligegyldigheden men barmhjertigheden, omsorgen, kærligheden og respekten styre både lovgivning og etik.

Kort sagt ”We dont need to be wiser we need to be nicer”.

Denne artikel har været bragt i Kristeligt Dagblad, 20. oktober 2015.

Comments

comments

En kommentar til Kærlighed og respekt skal styre etikken

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.