eva-kjer-forsidenBT
BT var nærmere sandheden om den snuskede studehandel end man vidste.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har i al hemmelighed brugt statens advokat som sendebud i en studehandel med protest-landbruget. Møderne resulterede i et skriftligt forlig, der gav landbruget ret til at skrive ministerens kommissorium til en gruppe forskere. Officielt har Kjer Hansen imidlertid gentagne gange påstået, at hun blot lod sig “inspirere”.

Dagbladet BT kunne den 8. februar 2016 afsløre, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er styret af protestlandmændene i interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL). Gennem en aktindsigt dokumenterede avisen, at store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for en arbejdsgruppe om vandløb var direkte kopieret fra et notat fra Bæredygtigt Landbrug.

Kjer Hansen tog dog anklagen med sindsro. Ifølge Ritzau sagde ministeren: “Jeg er rigtig glad for at blive “afsløret” i, at jeg rent faktisk har lyttet til problemstillingen. Jeg lader mig gerne inspirere af andre, og hvis der er nogen, der har fundet nogle gode formuleringer, så tager jeg dem gerne i anvendelse”.

Ministerens svar var imidlertid meget langt fra sandheden, men den kendte BT ikke.

Rent faktisk var der hverken tale om “at lytte” eller lade sig “inspirere”, som Kjer Hansen påstod. Uden at vide det havde BT løftet sløret for en snusket studehandel, som ministeren havde indgået med protestlandmændene. BL havde en klemme på ministeren og for at få den til at gå væk, havde Kjer Hansen accepteret at lade dem skrive med på det omdiskuterede kommissorium.

Forlig_dokumentation
Her afslører BL-sagføreren, at der eksisterer en forligsaftale mellem Kjer Hansen og BL.

Studehandlen er dokumenteret af sagfører Hans Jørgen Sønderby Christensen i et interview med landbrugsbladet Effektivt Landbrug, 12. november 2015. Sagføreren, der arbejder for BL, afslørede over for landbrugsbladet, at Kammeradvokaten på bestilling fra ministeren havde forhandlet med ham for at få BL til at stoppe sin retssag mod staten.

I begyndelsen af november var der indgået en forligsaftale, hvor BL lovede at stille retssagen i bero. Til gengæld skulle ministeren forpligte sig til at udsende et skrapt “hyrdebrev” til alle landets kommuner om deres pligt til at oprense vandløb. Det skete 4. november, men ministerens tekst indeholdt ingen omtale af forliget med BL.

Fuglede
Gårdejer Flemming Fuglede Jørgensen i den varme stol hos DR2-værten Niels Krause-Kjær.

Dernæst krævede BL, at ministeren skulle udarbejde nye retningslinjer for oprensning af vandløb. Disse retningslinjer skulle baseres på en faglig udredning fra en forskergruppe, og det var teksten til opgavebeskrivelsen, som BL krævede adgang til at “inspirere” ministeren med. Kjer Hansen havde sin sammenskrevne tekst klar den 18. november, men heller ikke den indeholdt henvisninger til protestlandmændenes aktive medvirken.

BT har ganske korrekt påvist det sproglige sammenfald mellem BL-notatet og ministerens kommissorium, men avisen havde ikke fået fat på den bagvedliggende studehandel, som BL helt åbenlyst har truet sig til. I Effektivt Landbrug er Sønderby Christensen citeret for at sige: “Hvis der ikke bliver renset op i vandløbene, så fortsætter sagen”.

BL-formanden, gårdejer Flemming Fuglede, bekræftede den 9. februar 2016 i DR2 Deadline, at der var indgået et forlig mellem ministeren og BL om at stille retssagen i bero mod at få udarbejdet retningslinjer for en mere landbrugseffektiv oprensning af alle vandløb.

BT_banner

Visited 48 times, 15 visit(s) today

Comments are closed.