Kun en kulturrevolution vil kunne redde biodiversiteten – og os selv

Økosystemerne i den vilde natur er ved at bryde sammen, og der er behov for en samlet strategi, hvor alle faggrene inddrages. Derfor er det tragisk, at der er opstået uenighed imellem feltbiologer og landbrugsøkologer om, hvordan vi bedst redder verden

Denne kronik er skrevet af Anders Borgen, cand. agro. og økologisk planteforædler. Med forfatterens tilladelse blev den bragt første gang 2. februar 2020.

Når man spørger feltbiologen hvad der skal til for at genoprette den faldende biodiversitet, så kikker han med sin kikkert og lup og ser, at der er vildt mange flere dyr, planter og svampe i den vilde natur end i agerlandet, og konkluderer derfor, at forskellen er så stor, at alt andet må være stort set lige meget. Hans svar er derfor helt klart: Plads, plads og atter plads er det, som skal til for at genoprette biodiversiteten.

En nationaløkonom eller human-økolog vil insistere på, at spørgsmålet skal ses i et globalt perspektiv, og at det ikke nytter noget isoleret at reducere landbrugsarealet i Danmark, for efterspørgslen efter landbrugsvarer vil være uændret, og det vil derfor blot betyde, at markedet vil lægge tilsvarende mere pres på opdyrkningen af naturområdet i Sydamerika og Sydøstasien, og da biodiversitetskrisen er global nytter det ikke noget at flytte landbrugsarealer fra Danmark til andre lande. Hvis man skal gøre noget, er det efterspørgslen, der skal reguleres og ikke udbuddet i et lokalt eller nationalt område.

En landmand vi i stedet observere, at landbrugsarealet har været stort set uforandret i Danmark i samme periode, hvor biodiversiteten er dramatisk faldende, men at måden, vi driver landbrug på, derimod har forandret sig radikalt i samme periode, og at det derfor nok ikke så meget er landbrugsarealet, der er problemet, men snarere landbrugsmetoderne, der er årsagen til biodiversitetsproblemerne.

Spørger man i stedet en klimatolog om biodiversiteten, så er svaret næste lige så klart: Klimaforandringer, for biodiversitetskrisen er et globalt fænomen, og klimaforandringerne er en sandsynlig forklaring, for de har betydning for alle led i alle biologiske systemer og kan derfor forklare en stor del af årsagen til spredningen af invasive arter, stigningen i antallet af skovbrande, de eroderende koralrev, ørkenspredning og meget andet.

Destabiliseringen af økosystemerne som følge af klimaforandringer er en sandsynlig forklaring på megen af tilbagegangen for biodiversiteten i det globale perspektiv og dermed også i det lokale. Spørger man en økotoksikolog, så er mikroplast og miljøfremmede stoffer af langt større betydning, end hvis man spørger en feltbiolog eller en klimatolog.

Som man spørger, får man svar.

Uenighed om hvordan vi bedst redder verden

På denne baggrund kan det ikke undre, at der er opstået en diskrepans imellem feltøkologer og landbrugsøkologer om, hvordan man bedst redder verden. Nogle økologiske landmænd pløjer overdrevene op for at iså kløver, som kan øge humusbindingen og frugtbarheden i jorden og dermed øge den samlede biologiske aktivitet til gavn for både udbyttet og kulstofbindingen i jorden. Nogle feltbiologer vil i stedet omlægge en stor del af landbruget til natur og vil gerne acceptere, at den resterende del af landbruget dyrkes endnu mere intensivt med pesticider og højt gødningsniveau for at kompensere for et lavere produktionsareal.

Der er ikke noget i vejen med, at man ser verden med forskellige briller, men det er tragisk at se folk i den grad komme op at skændes om, hvordan vi når et fælles mål i stedet for at samles om at kæmpe mod dem, der har helt andre mål. Verden er i fuld færd mod den helt store masseudryddelse, og der er behov for en samlet strategi, hvor alle faggrene inddrages.

Biodiversitetskrisen kan ikke håndteres af en enkelt faggren

Den udfordring med biodiversitetskrisen, vi står overfor, er langt mere omfattende og kompleks, end hvad der kan håndteres indenfor en enkelt faggren. Biodiversiteten er ikke kun faldende i Natura 2000-områderne i Danmark. Biodiversiteten er faldende globalt og ikke kun i naturområderne. Biodiversiteten af bakterier er faldende i vores tarmkanaler, hvilket giver en lang række helbredsmæssige problemer. De mest udbredte sygdomme i vores samfund såsom hjertekarsygdomme, allergi, overvægt og kræft hænger alt sammen med den faldende biodiversitet i vores tarm-mikrobiom.

Det skyldes nok primært, at vi spiser mere ensidig kost, hvilket ikke kan løses ved at begrænse udslippet af CO2 eller ved at frede nogle naturperler med sjældne orkidéer. Den genetiske diversitet i vore husdyr og kulturafgrøder er i frit fald, hvilket gør os mere sårbare i forhold til klimatilpasning, og det afhjælpes ikke ved at udlægge flere arealer urørt skov. Verdens samlede biodiversitet er faldende, og det er faldende i næsten alle undersystemer af biosfæren.

Det samlede antal af forskellige arter i Danmark er én målestok for biodiversiteten. Bruger man alene denne målestok, så er er det helt uden sammenligning arealerne med upåvirket natur, som har størst betydning for biodiversiteten, men at konkludere, at andre systemer derfor er af underordnet betydning for den aktuelle biodiversitetskrise, er en fejlslutning, for så har man ikke forstået, at biodiversitetskrisen er en integreret del af alle biologiske systemer, og at nogle af disse systemer er af lige så stor betydning for os som mennesker, som betydningen af de sjældne vilde arter har.

Det er en gammel floskel, at alt i verden hænger sammen, men i forbindelse med biodiversitetskrisen, så er det lige så sandt, som det er sagt. Sammenhængen mellem biologiske systemer er både årsag og virkning i biodiversitetskrisen. Hvis vi havde en udbredt og sund vild natur, så kunne vi godt køre nogle ikke-bæredygtige landbrugssystemer på et begrænset areal, for den vilde natur ville kunne rense forureningen med næringsstoffer og kemikalier, og biologisk overskud ville kunne indvandre fra naturarealerne og udfylde biologiske vakuummer.

Økosystemerne er ved at bryde sammen

Virkeligheden er bare, at forureningen fra især landbrug, men også fra industri, transport og andre menneskelige aktiviteter er så massiv, at vi ikke har, og heller ikke igen vil få en omgivende natur, som vil kunne håndtere påvirkningen fra menneskelige aktiviteter. Økosystemerne i den vilde natur er i dag ved at bryde sammen på grund af påvirkning fra landbruget og anden menneskelig påvirkning.

Det gælder klimaet, det gælder euforiseringen og det gælder miljøfremmede stoffer. Omvendt, så kan vi heller ikke nøjes med forureningsfri landbrugs- og bysystemer, for den vilde natur lider også af manglende størrelse og fragmentering, og vil ikke blive reddet af, at vi minimerer påvirkningen fra menneskelig aktivitet.

Biodiversitetskrisen kan således ikke løses ved, at vi enten udlægger mere natur eller gør de menneskelige systemer minde miljøskadelige. Begge dele er lige nødvendige, og diskussionen om det ene frem for det andet er derfor frugtesløs.

For at kunne gøre begge dele på én gang er der ikke nogen vej udenom en total omdefinering af vort forhold til de biologiske systemer, der omgiver os. En mental, etisk og kulturel omdefinering, som skal afspejle sig i forholdet til alle de biologiske systemer. Industrisamfundet er opstået i et kystnært, fugtigt tempereret klima som er et af verdens mest robuste økosystemer, og industrikulturen afspejler dette ved sin manglende hensyntagen til miljøet. Nu har denne kultur nået grænsen for sin egen overlevelse, og der er behov for en anden kultur med et andet miljøsyn.

Behov for en kulturrevolution

Vi har behov for en kulturrevolution til et naturforhold, som vi kender det fra andre samfundssystemer, der har levet i mere følsomme økologiske systemer. Da indianerne havde udryddet de fleste af de store pattedyr i Nordamerika, opstod den respekt for naturen, som vi i dag kender som den indianske kultur, og da aboriginerne havde gjort det samme i Australien og omdannet det meste af kontinentet til ørken, så lærte de overlevende at leve i harmoni med naturen, indtil de hvide mænd kom med en kultur, der endnu ikke havde lært det.

Alle kulturer i verdenshistorien er før eller siden bukket under som følge af overbefolkning og økologisk nedslidning af det omgivne miljø, og tiden er nu kommet til vores civilisation. Vi er nu i en situation, hvor det er tydeligt, at vores måde at leve og forbruge på ikke kan fortsætte ret meget længere. Spørgsmålet er, om vi når at omlægge vores kultur og forbrugsfest, inden katastrofen bliver uoprettelig, eller om vi først skal helt ud i en overlevelseskamp om den sidste mad og andre ressourcer, før det går op for os, at vi skal sadle om.

Krisen om verdens fødevareforsyning er ikke kun en risiko, som vil opstå, når menneskeheden om føje årtier runder 9 milliarder mennesker. Fødevareforsyningen er allerede i dag i krise, for vi er med den nuværende befolkning ikke i stand til at forsyne os selv på en bæredygtig måde, men kun ved at udpine jordene, så kulstofindholdet og dermed frugtbarheden falder i landbrugsarealerne både herhjemme og globalt.

Vi skal derfor indstille os på, at vi i fremtiden har et mindre landbrugsareal at forsyne verdens befolkning på. Dette er et langt større problem for fødevareforsyningen end den voksende befolkning. Allerede i dag kæmpes der med næb og klør om landbrugsjorden rundt omkring i verden, og resultatet ses hver dag i TV-avisens reportager fra de brændende skove i Amazonas og i Australien.

Vores rigdom er en illusion, som bygger på naturødelæggelse

Biodiversitetskrisen kan ikke løses ved alene at stoppe udledningen af drivhusgasser, og heller ikke en bedre håndhævelse af habitatdirektivet eller udlægning af urørt skov kan alene løse krisen. Vores kultur baserer sig på et paradigme, hvor det er acceptabelt at udnytte naturressourcer, med mindre vi kan påvise problemer indenfor isolerede videnskabelig fagområder.

Dette paradigme har spillet fallit. Kun ved at ændre paradigme og fraskrive os selv muligheden for ressourceudnyttelse i alle tilfælde, hvor det ikke er nødvendigt for vores overlevelse, kan vi navigere gennem den krise, vi står overfor. Vi skal erkende, at vores rigdom er en illusion, som bygger på en både skjult og synlig naturødelæggelse, som ikke bare vore børn, men også vi selv, kommer til at opleve og betale prisen for.

Halekupering af grisene i det industrialiserede landbrug har måske ikke noget direkte at gøre med hverken klimaforandringer eller biologisk mangfoldighed, men det udtrykker det samme forhold til naturen, som er årsagen til de aktuelle økologiske kriser. Økologisk landbrug kan med rette kritiseres for ikke at være tilstrækkelig effektiv som klimastrategi og naturgenopretning, og hvis økologisk landbrug skal leve op til prædikatet bæredygtig, så skal der strammes op på rigtig mange punkter.

Det vigtigste ved økologisk landbrug er derfor ikke de konkrete effekter af de enkelte regler, men derimod den grundlæggende tilgang til holdningen til naturen. En grundholdning, hvor man respekter de dyr og planter, som man arbejder med, og forsøger at skaffe føde til menneskene med så lille miljøpåvirkning, som det er praktisk muligt. Selvom dyrevelfærd ikke er afgørende for afhjælpningen af de mest presserende økologiske kriser, så er det et afgørende udtryk for et natursyn, som er en nødvendig forudsætning for, at vi kan komme helskindet gennem kriserne.

Delelementer i økologi-bevægelsen

Helsekost, dyrevelfærd, vindmøller og økologisk landbrug er alt sammen delelementer i en fælles økologi-bevægelse, som samlet skaber den kulturrevolution, som skal til for at redde verden. Hvis vi opfatter det som et supermarked, hvor vi kan plukke de delelementer, som bedst løser de mest presserende problemer, så fejler vi.

Nogle forskere og alle politikerne siger, at vi skal prioritere. At vi skal vælge mellem enten urørt skov eller reduktion i pesticidforbruget, for vi har ikke råd til at gøre begge dele. Dette bygger på den fejlagtige opfattelse, at vi med en grøn omstilling kan gøre samfundet bæredygtigt ved at prioritere vores indsats til de mest presserende problemer såsom udledning af drivhusgasser og vilde arter relateret til urørt skov, og at vi samtidig kan opretholde vores nuværende levestandard. Det kan vi ikke! Det er en falsk forudsætning.

Vi kan ikke afværge de økologiske kriser med verdens nuværende materielle forbrug. Vi kan ikke opretholde frugtbarheden i jorden med det pres for udbyttestigninger, som efterspørgslen fordrer, og dermed kan vi ikke sikre de naturområder, som er nødvendige for at sikre biodiversiteten.

Den forestående sammenbrud i nedbørssystemet over Amazonas, som forudsiges at komme indenfor det kommende årti, fordi ”the tipping point” for regenerering af nedbør overskrides, er et godt globalt eksempel på, hvordan global fødevareefterspørgslen påvirker presset på den vilde natur, men udviklingen humusindholdet i dansk landbrugsjord viser den samme tendens.

Stigende kødforbrug

En stigende befolkning og især med et stigende kødforbrug i verden er ikke foreneligt med sikring af naturområderne hverken i Danmark eller globalt. Global lighed og retfærdighed i adgangen til forbrug, herunder adgangen til at spise kød er derfor uforenelig med bæredygtighed, hvis det kommer til at udmønte sig på vort niveau, og skævheden i mulighederne for forbrug er ikke foreneligt med globaliseringen, hvor arbejdskraft i form af bl.a. flygtninge naturligt vil følge med de vare- og pengestrømme, som flyder frit i en globaliseret økonomi.

Sikring og udvidelse af naturområder både i Danmark og globalt er, ligesom sikring af landbrugsjordens frugtbarhed, nødvendige elementer i en omstilling af samfundet i bæredygtig retning. Dette er ikke foreneligt med et forbrug af bl.a. fødevarer på det nuværende globale niveau, og udryddelsen af fattigdom især i den fattigere del af verden kan derfor ikke opnås på bæredygtig vis uden at forbruget i den rige del af verden reduceres markant.

Vi skal derfor ikke prioritere for meget i, hvilke indsatser for at fremme biodiversiteten, som er mest effektive. Det, der er nødvendigt at gennemføre for gøre samfundet bæredygtigt, det skal gennemføres, og det skal ikke hverken op eller nedprioriteres i forhold til andre tiltag, som også er nødvendige. Prioriteringer kan vi gemme til det ønskelige, herunder hvad, der er mest mageligt, men det er ikke relevant for at prioritere mellem det, som er nødvendigt at gennemføre. Klimakrisen og biodiversitetskrisen er så overhængende, at alle tiltag er nødvendige.

Forbud mod Roundup et vigtigt symbolpolitisk tiltag

Et forbud mod Roundup har nok ikke den store effekt på biodiversiteten al den stund, at det vil blive erstattet af andre pesticider, som har samme effekt på naturen og vort helbred, men forbuddet er et vigtigt symbolpolitisk tiltag. Omlægningen af vor kultur og især vort natursyn er af afgørende betydning for en succesfuld grøn omstilling, og symbolpolitik er et meget vigtigt element i enhver kulturrevolution. Der er velmenende forskere, som går imod forslaget om forbud imod slag af Roundup til private ud fra den tilgang, at der ikke er videnskabeligt belæg for, at det vil have signifikant effekt på hverken grundvand eller biodiversitet.

Her kan du se filmen om sprøjtegiftenes betydning, den er forbudt i Sverige:

Dermed viser de, at de ikke forstår, hvorfor Roundup skal forbydes. Det er ikke fordi Roundup forurener grundvandet mere end alle mulige andre pesticider. Det er fordi, vi ikke vil have grundvandet forurenet med pesticider i det hele taget, og kravet om videnskabelig dokumentation i miljølovgivningen er til hinder for, at vi kan få uforurenet grundvand. Det viser al praktisk erfaring.

Derfor er Roundup-forbuddet et vigtigt symbolpolitisk forbud, netop fordi det er holdningsbaseret snarere end videnskabeligt begrundet. På samme måde, som det er uden den store miljømæssige effekt, at nogle få procent af befolkningen er klimaveganere eller køber økologiske varer, så er det vigtige symbolpolitiske signaler om, at befolkningen er parate til at yde ofre for at skabe forandring.

Velmenende forskere, som går imod forbuddet mod Roundup, og imod øget omlægning til økologisk landbrug med den begrundelse, at det er uvidenskabeligt begrundet, og at det er en fejlprioritering, fordi det vil være mere effektivt at udlægge nogle hektar med urørt skov, de konsoliderer en lovgivning og et natursyn, der bygger på, at vi gerne må udnytte naturen indtil den grænse, hvor der er videnskabelig begrundelse for, at vi overskrider grænsen for bæredygtighed indenfor isolerede fagområder. Altså en reduktionistisk naturopfattelse, hvor miljøbelastning er tilladt, med mindre det er forbudt, fordi det overskrider visse politisk/videnskabeligt fastsatte grænser indenfor isolerede området.

Virkeligheden er derimod den, at det netop er dette systems mangler, som er årsagen til, at vi allerede for længe siden har overskredet grænsen for bæredygtighed for samfundets samlede miljøbelastning, og at vi derfor skal overgå til et andet natursyn, som tager udgangspunkt i, at det er det samlede system, der er truet  på grund af de additive effekter af delsystemerne, og hvor al miljøbelastning i udgangspunktet er umoralsk og forbudt, med mindre det tillades, fordi det er nødvendigt for vores overlevelse.

Bannerbillede: Den uendelige hvedemark. Privatfoto