Så er det blevet sæson for oliebiller. Det er store, vingeløse og iøjnefaldende biller, som især holder af varme steder på skrænter og overdrev – men også gerne større haver, som har et vist naturpræg og er absolut giftfri.
Blå oliebille er den, man oftest støder på, den mindst sjældne af landets i alt fire arter. Som en del andre insektarter udstiller blå oliebille naturens nærmest bizarre formrigdom. Det skinnede blåsorte dyr har en stor ægformet bagkrop, som ligner et kæmpetornyster påspændt en spinkel ryg med et fladt lille tværstillet hoved forrest. To store og buklede følehorn og de tre par lange og sært leddeløse ben synes at være tilvirket at små afrundede plastikmuffer trukket på snore.
Blå oliebille har en livscyklus, der er omtrent ligeså bizar som dens fremtoning. Uden vinger har den hverken bestøvende funktion over for blomster eller evnen til at komme vidt omkring. Men så kan den noget andet. Efter parringen lægger hunnen æg i jorden, i fordelte portioner af tusinder. Hurtigt udklækkes bittesmå, gullige larver med ivrige ben, hvormed de hurtigt kravler op i blomster, gerne forårets gule vorterod. Her sidder de og venter, indtil der kommer et insekt for at besøge blomsten. De griber resolut fat i dets ben og får lidt efter en gratis flyvetur ud i den store verden.
Livet ender hermed for langt de fleste oliebillelarver, undtagen for de ganske få, der har været så heldige at komme til at følge med hjem i reden hos en vild bi. Det er så mindre heldigt for bien. Oliebillelarven æder nemlig først biens æg og udvikler sig dernæst til en tyk maddikelignende larve, som så i to stadier guffer bihonningen i sig. Således opfodret på grum gøgeungemanér forpupper oliebillen sig hen på efteråret, og næste forår er ringen sluttet: En ny oliebille kravler ud af sin puppe, som regel langt fra det område, hvor dens forældre traskede rundt det forgangne år.
Oliebiller har fået deres navn på grund af et giftigt sekret, de kan udskille i forsvarsøjemed. Det indeholder det stærke giftstof cantharidin, som får tornskader, ellekrager og andre fuglearter med smag for jordlevende insekter til at styre uden om oliebillerne.
Et feltbiologisk studie fra Spanien har for nylig føjet overraskende ny viden til: Stortrappen, en enorm og tung steppefugl, har udviklet en slags selvmedicinering ved at indtage passende doser af oliebiller. Det nedsætter nemlig forekomsten af parasitter i dens fordøjelsessystem og gat – og det er særligt hannerne, der går på denne oliekur om foråret. Det øger nemlig deres chancer for at komme i lag med de meget kræsne og rent ud indiskret inspicerende hunner i forbindelse med deres spektakulært akrobatiske parringsdanse, hvor de nærmest vender vrangen ud på sig selv.
