Laksefangsten går tilbage i Norge. For 11 år blev der fanget 132.328 vildlaks i Norge, hvilket var næsten dobbelt så mange som sidste år med 70.593 fisk. Foto: Piqsels

Tallene for fangst af vildlaks synker kraftig. 2023 var det dårligste år nogensinde, og havbrugene får skylden

Laks fra havbrug er ved at udrydde de vilde laks.  ”Det er frygten i Norge,” siger generalsekretæren i Norske Lakseelver, Torfinn Evensen til NRK – pendanten til Danmarks Radio. Det bygger han på, at 2023 blev det hidtil værste år for vildlaksen i Norge.  Året før blev der fanget 97.678 vildlaks, men det faldt med 27.000 til 70.593 i 2023. Går vi 11 år tilbage er det næsten en halvering fra 132.328 vildlaks, der den gang blev fanget i de Norge.

”En desperat situation for alle, der bekymrer sig for norsk natur,” siger generalsekretæren. ”Vildlaksen er Norges ”panda”.  Den er en levende miljøindikator for, hvordan vi forvalter vores vandløb og fjorde.”

Samtidig var sidste år med nedgangen for vildlaks et rekordår for det forurenende lakseopdræt i havbrug. Dem blev der solgt for 122 milliarder norske kroner af. Og det er netop lakseopdrættet, der får skylden for, at den vilde laks trives så dårligt og risikerer at blive udryddet.

Torfinn Evensen siger, at det er lakselusene fra laksene i havbrugene, der angriber vildlaksene. Lakselus er en lille parasit, der sætter sig på laksene. Den æder langsomt laksenes slim, hud og blod. Lakselusene dræber også mere end halvdelen af den vilde lakseyngel.

På trods af at flere forskere peger på lakseopdrættet som den store synder, mener den norske sammenslutning for fisk og skaldyr, SjømatNorge, ikke, at der er nogen sammenhæng. Forskerne påpeger ellers, at vildlaksene pådrager sig lakselusene i fjordene og smitter de resterende vildlaks, når de vandrer op i floderne.

Bannerfoto: Havbrug i Norge. Foto: Piqsels

Visited 157 times, 120 visit(s) today

Kommentarer

  1. Rasmus Frandsen

    Fremtiden ligger opdræt på land. Det bliver nordmændene nødt til at indse. Ellers er det slut med det stolte – og indbringende – lystfiskeri efter laks. Og derudover synd og skam for laksen og det den bidrager med i kredsløbet i og omkring elvene.

  2. Jørn From

    Desværre har norske politikere det samme”religiøse” forhold til lakseopdræt som danske har til svineindustrien. Opdrættene er også ødelæggende for fiskeriet i fjordene,
    Havørreden er mere truet end laksen af havlus, da den forbliver kystnært, hvor vildlaksen svømmer ud.
    Man prøver at fjerne lakselusene ved at pumpe laksene op i nogle tanke med kemikalier.
    Når man bagefter tømmer tankene i fjorden dræber det rejer og andre krebsdyr.
    En norsk kollega jeg havde søgte job i opdrætsindustrien, har du erfaring med fisker? nej de bruger kemiprosesteknikere.
    Det frarådes gravide at spise opdrætslaks.
    Sen denne video, Worlds most toxic food: https://www.youtube.com/watch?v=RYYf8cLUV5E&t=203s

  3. Nora Tams

    Vi behandler vores omgivelser på land, i vand og i luften på en ødelæggende måde

  4. Efter hvad jeg har læst, så er opdrætslaks den fødevare, som indeholder flest miljøskadelige kemikalier, og jeg vil personligt ikke turde spise opdrætslaks.

    Den eneste måde, hvorpå vi kan få stoppet det norske lakseopdræt, det er ved at forbrugerne bliver bevidste om, hvor store mængder miljøskadelige kemikalier, der er i opdrætslaks, og derfor burde det være et lovkrav om, at butikkerne skal deklarere, hvilke kemikalier der er i det laksekød, som de sælger.

Skriv en kommentar