Landbrugets diskrete indflydelse rækker i dag også ind i de konservatives rækker i Varde Kommune.

Formanden for den konservative vælgerforening i Varde Kommune, Jørn S. Pedersen, melder ud i følge JyskeVestkysten 17. februar 2917, at bestyrelsen ikke ønsker gruppeformand Niels Christiansen på opstillingslisten ved næste valg. Formanden begrunder beslutningen med hensynet til landbruget.

Klitplantør Niels Christiansen har videreført den grønne konservative profil fra Connie Hedegaards tid som miljøminister i 2007.

Efter næste valg vil Niels Christiansen, der de seneste otte år har været gruppeformand, ikke repræsentere De Konservative i Varde byråd. Formanden for vælgerforeningen, Jørn S. Pedersen, fortæller, at et flertal i bestyrelsen ikke ønsker Niels Christiansen på opstillingslisten ved næste valg,fordi han har udtalt sig om landbrugets strukturudvikling og svineindustriens MRSA-problemer. Det tager Niels Christiansen konsekvensen af.

For skrap ved landbruget
Jørn S. Pedersen fortæller, at det er længere tids politiske uoverensstemmelser, der har ført til, at seks-syv ud af vælgerforeningens bestyrelse på otte mand ikke ønsker Niels Christiansen som gruppeformand.

Og han er meget direkte i sin kritik ifølge avisen.

– Vi mener ikke, han er speciel konservativ.

Hvad er det, der gør, at I mener, han ikke er konservativ?

– Jamen, han har ingen erhvervsforståelse. Og så har han ingen respekt for landbruget.

Har du noget specifikt, hvor du tænker: “Det er virkelig ikke konservativt”?

– Han har altid været imod landbrugets udvikling og på det sidste fokuseret meget på, at problemerne med MRSA udelukkende er landbrugets skyld.

Kan man ikke mene det som konservativ?

– Jo, det kan man godt, men jeg mener bare ikke, at vi skal mene det herude. Jeg mener mere, han er en repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening end for de Konservative.

Afviser kritikken
Niels Christiansen fastholder dog overfor avisen, at han er konservativ.

– Det må stå for Jørn Pedersens regning. Jeg har befundet mig godt i partiet, og jeg synes også, det har en linje, som passer til mig, siger han.

Du mener stadig, du er konservativ?

– Ja, det er jeg da. Det er ikke sådan, at fordi en vælgerforeningsformand siger, at man ikke er det, at man så ikke er det.

Om at han skulle være mere “Danmarks Naturfredningsforening” end “konservativ”, siger Niels Christiansen:

– Sidder du også og smiler? Jamen, hvad skal man sige til sådan en påstand. Jeg synes, jeg har en tilgang til landbrug og miljø, som partiet også har på landsplan.

 

Den konservative landbrugsvenlige bestyrelse i Varde så således ud pr. 14. maj 2016:Jørn S Pedersen , Årre, er formand. Alex Ingersvang , Oksbøl, er næstformand og sekretær. Hans Peder Dam , Nørre Nebel, er kasserer.

De menige bestyrelsesmedlemmer er Ulla Sundvang , Agerbæk, Per Pedersen , Glejbjerg, Eigil Lauritsen, Henne, Flemming Sørensen , Varde, Michael Nordentoft , Henne, Henry Hansen , Ansager.

Som suppleanter er følgende valgt: Lene Just Pedersen , Årre, og Bodil Tang Kristensen , Varde.

Visited 28 times, 3 visit(s) today

Comments are closed.