Andefuglenes fjerdragter udviser en næsten grænseløs variation i mønstre og farver. Det er en overdådighed, man aldrig bliver mæt af at frydes over, når man først har fået øjnene op for det. Og som regel helst med en kikkert til hjælp. Det er hannerne, andrikkerne, der ruller sig ud i denne henseende – hunnerne er gennemgående brunlige og med sirlige mønstre, tilpasset til at ligge camoufleret på reden. Andrikkerne anlægger deres såkaldte pragtdragter sidst på efteråret, og bærer skruddet et halvt års tid frem
Marts er en god tid til at kigge på andefugle. En af de mere fantasifulde pragtdragter bæres af toppet skallesluger. Den er ikke svær at komme til at se, da dens foretrukne levested herhjemme er lavt saltvand ud for stenede og beskyttede kyster. Det er en slags kyst, som vi på Sydfyn og i øhavet har meget af. I denne tid placerer skalleslugerne sig på vandet ud for de kyster, som de har udset sig til yngleplads. Andrikken gør sig til over for hunnerne med gymnastiske rygbøjninger og sin spraglede dragt: rødt næb og øje, changerende mørkegrønt hoved med lange strittende punkfjer i nakken. Så er der hvid hals, rødbrunt forbryst og brystsider med et lille klaviatur af hvide og sorte tangenter. Resten af kroppen er delt i vandrette felter af sort, hvidt og gråt.
Det er en økologisk grundregel, at dyrearter med fuldstændig identiske krav ikke vil kunne leve sammen gennem længere tid. I evolutionens ufatteligt lange tidsspand har de forskellige arter udviklet sig til at dele ressourcerne mellem sig. Det gælder også for andefuglene, som alle er knyttet til vand. Nogle er til saltvand, andre til ferskvand, nogle til dybt vand, andre til lavt vand, nogle æder vegetarisk, andre animalsk føde. Nogle dykker, medens andre forbliver på overfladen. Nogle ruger på jorden, andre i hule træer. Nogle yngler tidligt på året, andre senere. I et økosystem har hver art sin såkaldte niche.
Toppet skallesluger er dykker, specialist i småfisk, fanget i relativt lavt saltvand (på nordlige breddegrader mere i søer). I modsætning til det normale, flade andenæb har skalleslugeren et smalt, langt næb med en krog i spidsen og små savtænder langs kanten – tilpasset til at kroge og fastholde en slimet fiskekrop, og hvis nødvendigt få den vendt i næbbet med et snuptag, så den kan sluges med hovedet først. Toppet skallesluger stikker ofte hovedet ned i vandet, medens den svømmer, for at lokalisere fiskestimer, hvorefter dykningen planlægges – af og til i koordineret samarbejde med en lille flok artsfæller. Ala færingernes traditionelle grindejagt.
Bestanden af toppet skallesluger er på vej ned herhjemme; man formoder at det mest skyldes den øgede friluftsaktivitet langs kyster og i kystnært vand. Toppet skallesluger yngler i højsommeren og bryder sig givetvis ikke om for mange kajakker – for ikke at tale om speedbåde og jetski.
