Ligegyldighedens revselse

Stubben har ingen fortælling, den har ingen erindring. Den er bare. Erindringen tilhører mig, og den kan strengt taget ikke formidles, gengives, overføres, deles med andre uden at blive til “noget”, hvad den fundamentalt set ikke er

Af Steen Ole Rasmussen, forfatter og cand. phil.

Stubben virker voldsomt på mig, fordi det var mig, der satte et lille grantræ her, en 2-0 rødgran i foråret 1982, hvor det voksede op og faldt i stormen i januar 2022.

Det inderste ved er præcist det, som jeg havde i hænderne en dag i marts 1982 som 21-årig mand, der havde taget sin motorcykel ud til skoven ved statsfængslet, Søbysøgård, for at gøre det, jeg gjorde nogle timer hver dag i den periode. Hver eneste af stubbens årringe består af ved, som er dannet samtidigt med alle de andre begivenheder i mit liv siden da og indtil 2022.

Træet udmærkede sig ved at stå der, hvor min erindring falder præcist sammen med det tidspunkt, hvor jeg plantede det. Kun træstubben er her tilbage af træet.

Den gamle træstamme, som jeg sov på, når jeg var blevet godt varm af at plante og trængte til hvile, lå lige ved siden af. Skovbunden lugtede her lidt som hende, jeg elskede, og hvilen kom til mig som kompensation for den mangel på søvn, som hun havde givet mig i natten. Da jeg kom hjem fra skoven, havde hun desværre allerede hentet sin cykel. Jeg længtes efter hende, en dejlig lys og usentimental pige, der kun legede med mig og som aldrig nåede ind til mig af samme årsag. Jeg var tiltrukket og skræmt af hendes letsindige leg med mine følelser.

Alle de andre ringe i stubben markerer tidsligt de billioner af oplevelser, der er opstået og gået under i mig og verden over 40 år. Det er kun kernen, jeg har haft i mine hænder, kernen som ringene dannede sig ud fra efter.

Eksistentielt danner begivenheder sig som kerner for nye ringe af begivenheder, ringe og begivenheder af bunden fortid, skabte forudsætninger for nye distinktioner mellem fremtid, fortid i fastholdt af stubben som tingsliggjort samtidighed/nutid/fortid. Men erindringen er som mit forfængelige jeg, intet, hvor stubben trods alt “er noget”.

Det er på ingen måde ligegyldigt, hvad man gør med det, man har i hænderne og i øvrigt. Den ultimative straf er ligegyldighedens!

Alt, hvad jeg gjorde og har gjort, blev kernen og udgangspunkt for det, der har dannet og gendannet sig uden på igen og igen i glidende overgange lige siden, frem til nu, hvor jeg står med nutidens fortid og dermed fortidens fremtid for mig. Det er alt sammen “intet” i forhold til stubben! Og alligevel, så er det alt.

Selvom jeg kun rakte forsøgsmæssigt ud efter det vigtigste i fremtidens uvisse mørke var det fuldstændigt afgørende, hvad jeg gjorde. Det var alt! Jeg levede hen i det, hvor forventningen til min fremtid satte det lys, som alt andet i min fortid og nutid stod i, præcist sådan som det gør i dag.

Det er voldsomt så klart at stå med fortidens nutid for sig. Men det er præcist, hvad stubben fremkalder i mig. Jeg har en voldsom oplevelse af det nærvær med forventninger, usikkerhed og øjeblikkelig fysisk tilstand, som jeg havde netop her i fortiden for 41 år siden, hvor jeg plantede træet som et blandt tusinder i de fynske småskove og i samarbejde med Odense Assens skovdyrkerforening.

Tidsligheden er eksistentiel, dvs. menneskelig. Der er tale om den fundamentalontologiske forudsætning for det at være historisk, beskrevet af Martin Heidegger i sit hovedværk, “Sein und Zeit” fra 1927. Stubben selv har ingen historie, den lever ikke hen i den menneskelige tidslighed, meningsreferencen i det at være til. Men forudsætningen, for at vi som mennesker kan forholde os til noget, er netop det, at vi eksisterer som tidslige væsener!

Træet rækker ikke ud mod fremtiden på samme måde som os. Det vokser opad og udad om sig selv indtil det falder. Det kan være svært at forstå for jordens 8 milliarder eksistenser, der komplicerer tilværelsen for hinanden, hver gang vi træder ind i hinandens opmærksomhed med et budskab om inderlighed og tidsbundne erfaring, der ret beset aldrig ville kunne formidles i forholdet en til en. Budskabet er trods alt noget, dvs. noget andet end erindringen, for det bliver stående sammen med stubben på det papir eller i den elektroniske kode, hvor erindringen er intet, ligesom den bevidsthed, der er forudsætningen for at kunne opleve noget!

Stubben er tavs uden menneskelig forfængelighed. Det er kun os, der er i stand til at bilde os ind, at vi har nået hinanden. Vi kan være sammen, og det er forudsætningen for at kan vi være ensomme! (ensomhed er en deficit form for samvær) Stubben kan ikke gøre mig ensom, kun minde mig om min ensomhed.

Hendes usentimentale leg med mig dengang gjorde mig langt mere ensom, end stubbens tavshed nogensinde kunne have gjort. Den minder mig om det og hende, behovet for at være noget eller nogen for hende.

Det er ingen tilfældighed eller ligegyldigt, hvordan vi orienterer os mod os selv og hinanden. Min helt egen tilgang til mig selv og alt andet er på ingen måde ligegyldig for den erfaring, som kun jeg har af mig selv og alt andet. Det kan vides. Det kan erfares, erkendes, at erfaringen/erkendelsen er betinget af måden, som erfaringen/erkendelsen manifesterer sig på. Når man virkeligt tænker det, lader det sive ind som en slags meditativ erkendelse af grundvilkåret i det at være til som menneske, eksistens, har man fat i kernen, intensiteten, og forudsætningen for alt det, der viser sig for os i øvrigt.

Skoven gav mig altid en intens oplevelse af at være til. Den rensede mit sind og gjorde alting klart og rent. Det intense sociale og mentale pres af forventninger, som mit unge jeg oplevede, forsvandt i skoven. Jeg ville gerne have kunnet tage den intensitet og renhed med mig, og favnet hende med den. Hver gang jeg nærmede mig hende og alt det sociale, så forsvandt klarheden, roen, renheden og intensiteten. Jeg havde nok en fobi i forhold til det sociale, medmennesket i flok men især i forhold til intentionerne hos hende, der betød så meget for mig. Jeg forstod ikke mig selv, men mærkede så meget mere. Senere lærte jeg at agere i sumpen af følelser, fx at give udtryk for min kærlighed. Første gang skete det med en midlertidig afsked, med bemærkningen; “Nu håber jeg eddermame, at du kommer til at savne mig”. Det var min første eksplicitte kærlighedserklæring, og den blev mødt af ren gengældelse hos en ekstremt sympatisk og empatisk repræsentant for menneskeheden.

Skovarbejdet var mit mentale frirum. Jeg var afslappet, når jeg stod af min motorcykel i skoven ved de nedslåede småplanter for at plante nogle hundrede af dem hver dag. Jeg var kold i kroppen til at begynde med. Den dag var jeg tilmed søvnig og lettere radbrækket af en fodboldkamp dagen før. Men varmen kom efter et par hundrede planter og jeg kunne sove på den gamle ringskøre kævle, der var blevet efterladt i skovbunden. Der er ikke noget tilbage af kævlen i dag, der lå få meter fra stubben, der står, hvor granen faldt i stormen 40 år efter at jeg plantede den 1982.

Det føles OK at have overlevet træet, som jeg plantede. Det er også ok at tænke på, at mit grå hår vil leve videre på mig timer og dage efter, at jeg selv er død. Men jeg ville aldrig kunne affinde mig med at overleve mit barn, der blev født, da jeg havde samme alder, som træet nåede at få. Det er ikke snæver egoistisk forfængelighed, der er ikke noget prangende over det at have lod i livet efter sig. Det har alle. Det er forudsætningen for den sympatiske form for forfængelighed.

Min frygt for mennesket i flok er muligvis ikke kun udtryk for min egen patetiske konstitution. Lige nu udvikler det orienteringsmønster sig, der var så karakteristisk for den menneskelige selvforståelse under den kolde krig, der herskede i 1982. Og det er nok ikke kun de sygeste af menneskehedens ledere, der af hensyn til deres forfængelige og reflekterede jeg hellere ville se verden gå under for sig, end opgive sit krav på den eller det fortsat at kunne se sit forfængelige jeg som dens leder. Som Elias Canetti skriver side 78 i sin ’Masse und Macht’ fra 1960:

“Das schlimmste, was in einen Krieg den Menschen passieren kann, dass sie zusammen zu grunde gehen, erspart ihnen den Tod als einzelne, den sie über alles fürchten.” (Det værste, der kan ske i en krig, nemlig at alle går til grunde, sparer mennesket for sin isolerede død, som det frygter over alt andet.)

Der findes typer, der er parat til at tage alle andre med sig i graven af ren og skær forfængelighed. De fortjener at dø i glemsel, at få ligegyldighedens revselse, den ultimative straf i livet.

Bannerbillede: Træets længsel efter havet. Privatfoto