Disse seks agroproducenter står i spidsen for Dansk Landbrugs Frøselskab (DLF), der har en længere historik med anvendelse af forbudte sprøjtegifte. Disse producenter sigter miljøministeren til, når han finder det ”uforsvarligt og uetisk”, at danske agroproducenter udsætter mennesker og miljøet i lande uden for EU for farlige stoffer, som vi ikke vil tillade herhjemme. Skærmbillede fra DLF-hjemmeside.

”Uforsvarligt og uetisk” kalder miljøminister Magnus Heunicke de landbrugsaktiviteter, som næstformanden i Landbrug & Fødevarer lægger navn og ryg til. Den skrappe kritik fremgår af en pressemeddelelse fra ministeren, hvor han personligt slår til lyd for et EU-forbud mod eksporten af forbudte sprøjtemidler

En række farlige sprøjtemidler, det er forbudt at anvende i EU, kan fortsat produceres i og eksporteres fra Danmark, når bare det sker til lande uden for EU. Miljøminister Magnus Heunicke (S) vil nu arbejde for at stoppe eksporten, selvom det vil ramme danske virksomheder. Blandt dem er Dansk Landbrugs Frøselskab (DLF) i Holeby på Lolland.

Ministeren begrunder sit initiativ med en usædvanlig skrap erklæring den 23. september 2024:

”Først og fremmest skal vi ikke bidrage til, at mennesker og miljøet i lande uden for EU udsættes for farlige stoffer, som vi ikke vil tillade her. Det er uforsvarligt og uetisk. Derfor mener jeg, at vi skal have en sat en stopper for eksporten.” Med denne barske erklæring kalder miljøministeren dansk landbrug for uetisk og beskylder blandt andet DLF for at handle uforsvarligt. Pressefoto.

”Vi har en politisk og moralsk forpligtigelse til at beskytte menneskers sundhed og miljøet ikke bare i vores eget land og kontinent, men globalt. Det er paradoksalt, at vi har et EU-forbud mod en række farlige sprøjtemidler, men vi fortsat tillader eksport af de samme kemikalier til lande uden for EU. Det kan ikke udelukkes at produktionen af de farlige sprøjtemidler også kan have konsekvenser for europæisk natur og vandmiljø, men først og fremmest skal vi ikke bidrage til, at mennesker og miljøet i lande uden for EU udsættes for farlige stoffer, som vi ikke vil tillade her. Det er uforsvarligt og uetisk. Derfor mener jeg, at vi skal have en sat en stopper for eksporten.”

Ministeren kan næppe være uvidende om, at kritikken retter sig mod en af dansk landbrugs topfigurer, gårdejer Christian Høegh-Andersen, der er næstformand i lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer. Udover at være nummer 2-topmand i dansk landbrug er gårdejer Christian Høegh-Andersen også vicepræsident i den europæiske landmandssammenslutning CopaCogeca, og han er bestyrelsesformand i milliardvirksomheden Dansk Landbrugs Frøselskab (DLF).

Da DLF er den eneste danske eksportør af såsæd, der er bejdset med forbudte sprøjtegifte, så det er Høegh-Andersens holdning, Heunicke kalder ”uforsvarligt og uetisk”. Af samme grund er det også Høegh-Andersen, som miljøministeren mener, har en ”politisk og moralsk forpligtigelse til at beskytte menneskers sundhed og miljøet ikke bare i vores eget land og kontinent, men globalt.”

Redaktionen har kontaktet og bedt om kommentarer til miljøministerens kritik fra DLF-bestyrelsesformand og gårdejer Christian Høegh-Andersen, Luenhøj, Nykøbing F. og hans DLF-næstformand svineproducent Martin Mogensen, Go-Gris I/S, Gedved. Ingen af de to er vendt tilbage.

Milliardforretning

Det er DLF i Holeby på Lolland, der hidtil har udnytter en kattelem i EU-lovgivningen til at anvende forbudte sprøjtegifte. Indtil februar 2023 har Miljøstyrelsen hvert år givet dispensation til roe-frø bejdset med imidaclorid til eksport.

Imidaclorid er et neonikotinoid, der blev forbudt i 2019 i hele EU på grund af sin ekstreme giftighed, men DLF fik i al stilhed dispensation fra Miljøstyrelsen til at anvende giften, dog udelukkende til eksport. I 2024 har DLF ansøgt om tilladelse til at anvende to andre forbudte sprøjtegifte til eksportvarer ud af EU.

DLF ejes af ca. 2300 danske landmænd, der avler frø, og med en markedsandel på omkring 50 pct. i Europa og 25 pct. på verdensplan er det et af verdens førende firmaer på området.

Økonomisk er der tale om en særdeles velkonsolideret virksomhed, der omsætter for mere en 8 milliarder kroner om året, og som efter høsten 2021 i gennemsnit leverede en rekordhøj frøafregning på 18.000 pr. hektar til selskabets frøavlere. I regnskabsåret 2021/22 landede driftsresultatet på 713 millioner og nettoresultatet på 545 millioner kroner.

Trods inflation og en lavere afsætning kom den globale frøvirksomhed alligevel ud af regnskabsåret 2022/23 med endnu en rekordomsætning. Den blev opgjort til 8,756 milliarder kroner, mens driftsresultatet landede på 522 millioner kroner, og DLFs nettoresultat endte på 334 millioner kroner. Det er åbenlyst ikke af økonomiske grunde, at landbrugets frøvirksomhed anvender de ”uetiske og uforsvarlige” sprøjtegifte.

DLF tager ansvar for både den sociale og miljømæssige bæredygtighed ifølge koncernens egne oplysninger, men anvender og eksporterer alligevel stærkt giftige EU-forbudte sprøjtegifte. Skærmbillede fra DLF-hjemmeside

Heunickes plan

Miljøminister Magnus Heunicke vil rejse spørgsmålet om eksporten af forbudte sprøjtemidler på næste miljørådsmøde i EU den 14. oktober 2024. Her vil han understrege behovet for, at Kommissionen kommer med et forslag til et fælles EU-forbud. Mere konkret hvad der skal gøres, oplyser ministeren ikke noget om.

Ifølge DR P1 Morgen rejste daværende miljøminister Lea Wermelin (S) samme spørgsmål i EU i 2020, men uden resultater. Dog har både Belgien og Frankrig siden da indført nationale forbud mod denne eksport.

Bannerbillede: Sprøjtning i lande uden for EU kan foregå under ganske andre forhold. Foto: FN-rapport

Visited 885 times, 885 visit(s) today

Kommentarer

  1. Holger Øster Mortensen

    Godt at se, at den stækkede Miljøminister Magnus Heunicke træder i karakter. Med til historien hører også viceformand i Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed, som i årtier har været en nøglespiller i dansk frøproduktion. For nogle år siden fik han en bøde på 15.000 kr. for at benytte ulovlige sprøjtemidler. Frøavlere bruger mange forskellige pesticider.

  2. Jan Stampe Nielsen

    Miljøstyrelsen hr. minister. Tag fat i dem, men det tør han nok ikke.
    Så ministeren kan rende rundt i EU lige så tosset og længe han vil, når HANS miljøstyrelse alligevel giver dispensation.

  3. Søren Rønhede

    Det er helt rigtigt, hvad Jan Stampe Nielsen skriver. Miljøstyrelsen arbejder under HANS ministeransvar, men miljøministrene har længe ignoreret ministeransvarlighedsloven, eller som Heunicke-forgænger Wærmelin udtalte: “Det er ikke mig, men miljøstyrelsen.” Hvis folketinget var fungerende, ville det aldrig gå.
    Der er ikke tale om, som Holger Ø. Mortensen skriver, at “Miljøminister Magnus Heunicke træder i karakter”. Der er tale om spin, som vi dagligt ser fra ministrene, der skal dække over alle de ulovlige tilladelser, Heunicke selv står for.
    SVM-svindlen når hele tiden nye højder.

  4. aagesenbr176100

    Stop miljøstyrelsens dispensationer først

  5. Lynge Madsen

    Han har jo før truet med den store hammer, men den tabte han vist på egne fødder.

    • Søren Rønhede

      Det er bare et stort hykleri, hvor han iscenesætter sig selv som “grøn”; mens han lader miljøforstyrelsen fare videre i det spor, Anders Fogh Rasmussen lagde fra 2001, og som senere socialdemokratiske(hverken sociale eller demokratiske) trofast har fulgt. Socialdemokratiet er et totalt degenereret magt- og krigsparti.

  6. Man kan næsten ser det for sig, Magnus siger til vennerne, hør nu her forslaget har intet håb om at komme gennem EU’s landbrugslob- – jeg mener miljørådsmødet, men jeg skal jo også genvælges.
    Nu holder i jer for ørerne og så fortæller jeg at i har været rigtig slemme og bagefter mødes vi til en kop øl og en pølse, og taler om hvor mange skattekroner i skal have for det, og for at snakke uforpligtende grønt og CO2 venligt til pressemødet bagefter, ligesom til trepartsmøderne. Skål!

    PS Der kan forekomme pessimisme forklædt som ironi.

Skriv en kommentar