Kastberg Å i Nordjylland var sprællevende med fisk, da Miljøstyrelsen besøgte den som led i overvågningen af naturen. Havørred på 76 centimeter fanget i Kastberg Å. Foto: Miljøstyrelsen

Pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen den 29. oktober 2020

Hele 36 havørreder, 88 mindre ørreder, tre store bækørreder, to trepiggede hundestejler, to skaller og en enkelt skrubbe.

Det var resultatet den 22. oktober, da Miljøstyrelsen i fem timer elfiskede i Kastberg Å på grænsen mellem Nord- og Midtjylland.

“Kastbjerg Å er for en stor del fri for opstemninger og andet, der spærrer vejen for fiskene, vandet er rent, og der er talrige steder med grus og småsten og dermed gode gydeforhold. Og det afspejler sig i fiskebestanden,” siger biolog Lars Bille Hansen fra Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har fra juli til oktober overovervåget fiskebestanden på 348 lokaliteter i vandløb landet over.

De to største havørreder i Kastberg Å var hver på 76 centimeter. Sidste gang Miljøstyrelsen overvågede fisk på den del af Kastbjerg Å nær udløbet i Mariager Fjord, blev der ikke fanget havørred, men det var også tidligere på året.

”Når vi finder så mange havørreder denne gang, er det formentlig, fordi vi er senere på den. Havørrederne er ikke i åen hele året. De kommer ude fra fjorden og svømmer op i åen for gøre sig klar til at gyde omkring december,” siger Lars Bille Hansen.

Så spændende kan vandløbene blive

Kastbjerg Å er i god økologisk tilstand, endda i høj økologisk tilstand, når man ser på fisk. Bedømmelsen er at finde i vandplanernes basisanalyse.

”Kastbjerg Å viser, hvad vi kan få af god og spændende natur, når der er gode gydeforhold og fri passage for vandrende havørreder,” siger Lars Bille Hansen.

Og så er der det med skrubben: Hører den overhovedet til i et vandløb? Svaret er ja. Skrubben er den eneste danske fladfisk, der kan klare sig i ferskvand.

Visited 28 times, 7 visit(s) today

Skriv en kommentar