Officielt bakker Venstres leder Troels Lund Poulsen op bag den grønne trepart og regeringens grønne omstilling, men taler med to tunger. I lukkede forsamlinger af agroproducenter undsiger vicestatsministeren konsekvent både CO2-afgift og Vandrammedirektiv
Næsten som i et mytologisk sagadigt messede statsminister Mette Frederiksen (S) sin storslåede hyldest til sig selv og sin regering for den indgåede ’Aftale om et Grønt Danmark’, da hun åbnede Folketinget den 1. oktober.
Læs her de smukke ord om den historiske aftale:
”Den grønne trepartsaftale er Danmark, når Danmark er bedst. Efter min mening den stærkeste generationskontrakt, der er skrevet i mine snart 25 år her i Folketinget.
Mange havde ellers sagt, at det aldrig ville blive til virkelighed. At vi aldrig ville blive enige i regeringen. Det blev vi.
At landbruget ikke ville tage ansvar for naturen. Det ville de.
At naturorganisationerne ikke ville tage ansvar for arbejdspladserne. Det gjorde de.
Fordi noget var vigtigere end os selv.
Fordi Danmarks fjorde og drikkevand er vigtigere. Fordi vores børn og børnebørn stadig skal kunne synge med på vores danske sange om gøgen, storken og nattergalen – og kunne finde dem i deres eget land.
At der allerede nu er partier, der ikke vil være med til at gøre den grønne trepart til virkelighed, er mig en gåde. Tak til alle partier, der tager ansvar, og tak til de mange, mange danskere, der kæmper for vores natur.
Med det, vi beslutter her i Folketinget, og med alle de initiativer, der tages over hele landet, så skal livet igen tilbage i vores fjorde og farvande.”
Den barske virkelighed banker på
Blot få dage senere snigløber vicestatsminister Troels Lund Poulsen (V) sin egen statsminister og den regering, som Venstre er en del af. Under et lukket landmandsmøde på Fyn den 10. oktober opfordrer han til kamp mod centrale dele af den ’historiske’ generationskontrakt, og vel at mærke med falske argumenter.
Troels Lund Poulsen deltog i et morgenmøde med lokale nordfynske erhvervsnetværk samt Erhvervspolitisk Forum Fyn på Emmelev Mølle. På mødet sendte han kritik afsted mod to af de blå partier, der deltager i forhandlingerne om den grønne trepart-aftales fremtid. I den sammenhæng påstod han, at landbruget ville have været ude af stand at betale en rimelig CO2-afgift, men at han havde reddet erhvervet på målstregen ved at skyde afgiften ud i det uvisse. Ifølge landbrugsavisen.dk sagde Lund Poulsen på mødet:
– Sagen er, at dansk landbrug kunne lukke og slukke, hvis det (COs-afgiftens indførelse, red.) ikke skete på en afbalanceret måde, og jeg er stolt af at have været med til at lægge grunden til en aftale til gavn for den danske fødevareproduktion.
Virkeligheden er den, at erhvervet sagtens ville kunne bære en afgift mange gange større end den vedtagne. Dansk landbrug står økonomisk stærkere i dag end nogensinde i de seneste mange årtier.
Det fremgår af landbrugsavisen.dk, at de seneste fem års historisk høje indkomster er resulteret i opsparing af millioner på landbrugsbedrifterne. Heltidslandmandens egenkapital er steget med 90 procent siden 2018 og runder nu 17,2 millioner. Den gennemsnitlige egenkapital hos heltidslandmænd er således steget fra 9,1 millioner kroner til 17,2 millioner kroner på fem år. Dermed er egenkapitalen, som er de samlede aktiver, som tilhører ejerne efter alle gældsforpligtelser er betalt, steget lige knap 90 procent – eller næsten fordoblet på fem år.
Denne historiske velstandsstigning understreges også af de usædvanligt få konkurser i erhvervet.
Antallet af konkurser er på laveste niveau i 14 år, og kun to virksomheder gik konkurs inden for landbrugs-kategorien i juni i år, viser tal fra Danmarks Statistik. Antallet af konkurser er nu på det laveste antal siden oktober 2010, skriver Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef hos Seges Innovation til landbrugsavisen.dk.
Kæmper for den slappeste regulering
Venstre-formanden lagde ikke skjul på, at udskydningen af den meget beskedne CO2-afgift til engang efter 2030 passer fint ind i hans politiske planer. Han har ladet forstå, at den afgift så er sat på plads. Nu mener han, at det handler mere om at få implementeret EU-vandrammedirektivet, så ”vi fortsat kan drive landbrug i Danmark.”
Direktivet blev udstedt i 2000 og skulle have været ført ud i livet allerede i december 2015, men både blå og røde regeringer har set stort på vandmiljøet med det døende hav som resultat. Nu udløber den ultimative frist i 2027.
En absolut forudsætning for opfyldelsen er en markant reduktion af landbrugets forurening med kvælstof. De Konservatives leder Mona Juul har i forhandlingsforløbet meldt ud, at partiet afviser scenarie 3 fra den såkaldte second opinion-rapport. Det er det slappeste af tre scenarier i rapporten, der peger på, hvordan Danmark kan nå målet i EU’s vandrammedirektiv. har ifølge et lækket udkast af en skitse til en politisk aftale lagt op til at gå med scenarie 3, til trods for at fagfolk og forskere kalder det dybt utilstrækkeligt.
På dette punkt lød kommentaren fra Troels Lund Poulsen:
– Lige nu snakker vi med partierne om aftalen, og så er det sørgeligt, at de konservative melder ud, at de ønsker den strammeste regulering i forhold til vandrammedirektivet, så der bliver meget lille mulighed for at bruge kvælstof på markerne.
Forskellen på scenarie 3 og scenarie 1, hvad angår reduktion af kvælstofudslippet, er blot forskellen mellem 12.900 og 14.100 ton årligt, altså en maksimal merreduktion på 1.200 ton.
Blæser på EU-vedtagelsen
Danmark er det ringeste naturland i EU, selvom vi har officielt tilsluttet os EU-kommissionens krav om 10 pct. beskyttet natur i fremtiden. Der er tale om en bunden opgave fra EU, hvor Danmark skal have opnået gunstig bevaringsstatus for 30 procent af de beskyttede naturtyper og udlægge 10 procent stærkt beskyttede naturområder til havs og til lands senest i 2030.
Disse miljømål har spillet en central rolle i forhandlingerne om den grønne trepart, og er en del af den vedtagen aftale. De blå partier i opposition støtter op om kravene, men også her fik de læst og påskrevet på mødet på Emmelev Mølle fra Troels Lund Poulsen:
– Senest melder de så ud med krav om ti procent strengt beskyttet natur. Vi skal altså tage ti procent af landbrugsarealerne ud af drift, og jeg kan altså ikke forklare visdommen i det, men jeg konstaterer, at vi nu oplever blå partier, som er klar til at underløbe arbejdet i trepartsudvalget, og så kan det blive det svært, sagde Troels Lund Poulsen ifølge mødereferatet.
Troels Lund Poulsen ignorerede fuldstændigt den grønne trepart-aftales enighed om udtagning af 140.000 hektar landbrugsjord til ny natur og 250.000 hektar til skovplantning. De to udtagninger alene udgør tilsammen 15 procent af den eksisterende landbrugsjord.
Læs også om Troels Lund Poulsens tidligere nej til at begrænse landbrugets kvælstofudslip
Venstre ved du hvor du har!
Danmark bliver regeret fra Axelborg!
Venstre ved du hvor du har….. Ja, der hvor vælgerne sætter dem!
Hvis det så kun var partiet venstre – nå men vi har da noget at kæmpe for!
Tak til gylle.dk
Hallo forhandlere: Det er Danmark I handler med, glem Axelborg og lad fornuften råde.
Det siger alt om den aftale. Jeg håber virkelig Mette Frederiksen sætter Venstre på plads.
Og hvis ikke Venstre vil så lad dem forlade Regeringen og få SF og andre små partier med .
“Traktor Troels” er ikke helt ved siden af 🤔
Og jeg tror virkelig at hvis Socialdemokratiet siger god for den aftale som ikke hjælper
og som af mange siges slet ikke hjælper miljøet .
Hvis der siges ja . Så taber Socialdemokratiet det næste valg.