I den første undersøgelse nogensinde har franske forskere påvist glyfosat i ufrugtbare mænds sæd og i koncentrationer fire gange højere i sædvæsken end i blodplasma, hvor kemikaliet tidligere er påvist. Forskerne advarer om en sandsynlig negativ virkning af glyfosat på mænds reproduktive sundhed og muligvis på deres afkom. De anbefaler, at myndighederne gør brug af et forsigtighedsprincip i diskussionen om fortsat brug af glyfosat i Europa
Mere end 55 % af sædprøverne fra en fransk fertilitetsklinik indeholdt høje niveauer af glyfosat, som er verdens mest almindelige ukrudtsmiddel. Undersøgelsen rejser nye spørgsmål om sprøjtegiftens indvirkning på mænds reproduktive sundhed. Det er den første undersøgelse af sin art, til trods for den udbredte anvendelse af glyfosat-baserede sprøjtegifte i landbrug og gartneri overalt i Europa.
Den nye forskning fandt også dokumentation for påvirkninger på DNA og en sammenhæng mellem niveauer af glyfosat og oxidativt stress på sædplasma, hvilket tyder på betydelige negative virkninger på fertilitet og reproduktiv sundhed ifølge forskerne.
“Samlet tyder vores resultater på en negativ indvirkning af glyfosat på menneskers reproduktive sundhed og muligvis på afkom,” skriver forskerne i artiklen, der netop er offentliggjort i juni-udgaven af det faglige tidsskrift Ecotoxicology and Environmental Safety.
Frugtbarheden falder overalt – og pilen peger på mændene
Undersøgelsen offentliggøres på et tidspunkt, hvor forskere verden over leder efter svar på, hvorfor de globale fertilitetsrater falder, og mange har mistanke om, at eksponering for giftige kemikalier som glyfosat er en væsentlig årsag.
Også i Danmark har markant faldende frugtbarhed vakt politisk bekymring. I 2023 nåede fertiliteten i Danmark ned under 1,5 børn pr. kvinde. Den har ikke været lavere i 37 år, og er resultatet af en faldende tendens siden midten af 00’erne. Det er samme tendens som i en lang række andre, velstående lande.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort sig til fortaler for et EU-forbud mod alle hormonforstyrrende stoffer og et skrappere forsigtighedsprincip i forhold til producenterne. Som konsekvens af den franske undersøgelse går Mette Frederiksen altså de facto ind for et forbud mod glyfosatbaserede sprøjtegifte.
Den franske undersøgelse omfattede 128 mandlige partnere i ufrugtbare par, men uden fysiske abnormiteter eller kroniske sygdomme. De var i alderen 26-57 år og rekrutteret efter konsultationer for ufrugtbarhed mellem februar 2018 og marts 2022. Kriteriet var ufrugtbarhed defineret som ingen graviditet trods et eller flere års ubeskyttede samlejer.
Verdens mest solgte sprøjtegift
Oftest sælges glyfosat i formuleringen RoundUp, og det er verdens mest populære pesticid med stigende anvendelse år efter år. Siden introduktionen i 1996 af genmodificerede afgrøder, der tåler sprøjtning med glyfosat-midler, er anvendelsen af glyfosat globalt steget femten gange til 825.000 tons per år i 2014, og den fortsætter med at vokse. Forbruget svarer til godt et halvt kilo glyfosat for hver eneste hektar landbrugsland i verden.
I Danmark sprøjtes knap halvdelen af landbrugsarealet på 2,6 mio. hektar med glyfosat-midler årligt. Glyfosat er det mest anvendte og bruges i cirka 20 procent af alle sprøjtninger med ukrudtsmidler, og Danmark har et af de højeste forbrug af glyfosat per hektar blandt EU-landene.
Udenfor Europa anvendes der rigtig meget glyphosat i forbindelse med ’RoundUp-Ready’ genetisk modificerede afgrøder, der er blevet gjort immune overfor virkningerne af herbicidet ved at give dem et ekstra gen, der er udvundet af en bakterie. Før introduktionen af den slags afgrøder kunne landmændene udelukkende anvende glyfosat i de perioder i årets løb, hvor der ingen afgrøder vokser på marken – for eksempel til at udrydde ukrudt før såningen (eller nogle gange for at dræbe en afgrøde før høst). Med ’Roundup-ready’ afgrøder, der er gjort immune over for glyfosat, kan de sprøjte hele året rundt, og derved holder deres marker fuldstændigt fri for ukrudt gennem hele vækstsæsonen.
Dokumentationen hober sig op
Et globalt fald i menneskelig fertilitet og mere præcist i sædkvaliteten i løbet af de sidste par årtier er blevet rapporteret i epidemiologiske undersøgelser (Almagor et al., 2003, Carlsen et al., 1992, Cipriani et al., 2023, Levine et al., 2023, Rolland et al., 2013). Miljøeksponering for hormonforstyrrende stoffer, såsom pesticider, bisphenol A og tungmetaller, formodes at have bidraget til et sådant fald, foruden andre negative reproduktionseffekter (Gaspari et al., 2011, Skakkebaek et al., 2001).
Glyfosat er et af de mest brugte ukrudtsmidler i verden (Duke, 2018). Det anvendes overalt i landbrug, havebrug, skovbrug og andre områder. Den aktive ingrediens er glyfosat, men det færdige produkt er opblandet med andre kemiske bærestoffer i kommercielle formuleringer. Det gælder alle glyfosat-baserede ukrudtsmidler, men hvor de præcise blandinger for de fleste produkter hemmeligholdes af forretningshensyn (Mesnage and Antoniou, 2018), men de synes at være årsag til mere skadelige virkninger end glyfosat alene (Alvarez-Moya and Reynoso-Silva, 2023, Defarge et al., 2016, Mesnage and Antoniou, 2018, Nerozzi et al., 2020).
Det ender vel bare med at alle mænd/drenge får et “ekstra gen” så man fortsat kan sprøjte alt mulig andet ihjel – der er jo alt for stærk lobbyisme og alt for mange milliarder i klemme……
Mener at kunne huske et fodringsforsøg på fedekalve, med korn nedvisnet med glyfosfat inden høst. Ingen ændring i foderoptag eller tilvækst, men forskerne undrede sig over Kalvene havde mindre testikler end målgruppen.🤔
Svært at vurdere hvad der er sandt/falsk/korrekt videnskab efterhånden. Den ene dag er det farligt og har store konsekvenser. Næste dag viser det sig at det måske ikke er sandt.
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-06-05-nyt-studie-i-dansk-saedbank-afliver-myte-om-faldende-saedtal?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTAAAR2d02uy3kSYguA_-g7sSvLVRfK-ovdEA66z7faLlSuClnrrPUGJsOfoQDc_aem_ZmFrZWR1bW15MTZieXRlcw
Pingback: Mænds sæd er forurenet med verdens mest anvendte sprøjtegift | Solidaritet