Jonna Odgaard, miljøjournalist og forfatter, skriver 28.11. 2017:
I Magasinet Vestkysten (november 2017), der husstandsomdeles i store dele af Vestjylland, har journalist Erik Poulsen, der er redaktør af magasinet, en otte sider lang artikel om de vestjyske ulve med titlen: ”Ulvehvalpe årgang 1”.
Formen i Erik Poulsens artikel har forarget flere læsere af Vestkysten, fordi de mener, han benytter sig af en snedig/lumsk blanding af fakta og udokumenterede påstande, som får læsere til at tro, at alt i artiklen er dokumenterede fakta. Det er selvfølgelig også formålet. Kender man Erik Poulsens ulve-fjendske facebookside ”Her er ulven i Danmark”, genkender man stilen.
Nogle af de forargede læsere har opfordret mig til at reagere på artiklen i et læserbrev, da de ikke selv ønsker at stå frem i den offentlige debat om ulve. Den opfordring vil jeg hermed følge, for jeg er også selv blev forarget over Erik Poulsens stil, som jeg mener, er stærkt kritisabel rent journalistik. Det er den, fordi den fremstår som journalistik, men i virkeligheden er et partsindlæg, der fremfører mange udokumenterede påstande og misinformation om ulve.
Ingen navngivne kilder
Det er karakteristisk for Erik Poulsens artikel, at han ikke direkte citerer én eneste navngiven kilde, hverken privatpersoner, forskere eller kilder fra offentlige myndigheder, altså kilder, han selv har kontaktet. Det ville enhver ordentlig journalist gøre. Det er det, der karakteriserer journalistik: Man har kilder til alle sine oplysninger. Han citerer kun et par skriftlige kilder: Norsk Institut for Naturforskning, nogle få oplysninger fra Miljøstyrelsens hjemmeside og en pjece herfra. En navngiven forsker citeres alene for det, han har udtalt til DR. Virksomheden Storålam og organisationen Landbrug & Fødevarer nævnes som parter i forhold til ulve, men ingen fra de to parter udtaler sig til citat. Resten af oplysningerne er enten uden kilder eller har anonyme, private kilder som ”jægere” eller ”landmænd”. At bruge den slags anonyme kilder, hvis synspunkter ikke er dokumenteret af et navn, er uvederhæftig journalistik.
I artiklens indledning anføres (s. 22), at magasinet Vestkysten (dvs. ham selv) ”har samlet en række af de spørgsmål, som de nye ulve rejser. Gennem svarene forsøger vi her at give et overblik over, hvad vi i Vestjylland på nuværende tidspunkt ved om ulvene” (min fremhævelse). Hvem er ”vi i Vestjylland”? Eftersom ingen navngivne kilder nævnes, må det være Erik Poulsen selv. En ordentlig journalist ville skrive ”hvad myndigheder og forskere ved” og så skrive det. Allerede her afslører Erik Poulsen sig selv som debattør, ikke journalist.
Om antallet af ulve i Vestjylland (s. 22-23) skriver Erik Poulsen, at der er ”i hvert fald ti i den vestjyske ulvezone”, nemlig et ulvepar, der er forældre til otte hvalpe. Erik Poulsen skriver blandt andet om hvalpene: ”Alt tyder på, at alle hvalpe er i live endnu”. Hvor ved Erik Poulsen det fra? Hvem er den uvildige, officielle kilde til den oplysning? Artiklens oplysninger om ulvehyl og ulvegrave ”rundt omkring i Jylland” (side 23) er ligeledes fuldstændig udokumenterede og uden angivelse af kilder.
Ren påstand om ulveangreb
”Ulvene har op imod 100 får og lam på samvittigheden hos Storålam,” skriver Erik Poulsen (side 26). Ikke med de i dette tilfælde korrekte kilder: Naturstyrelsen/Miljøstyrelsen eller ulveforskerne i Århus. Altså en ren påstand, som han ikke engang citerer Storålams ejer for, men oplyser uden kildeangivelse.
Det, der vides fra Miljøstyrelsen om ulveangreb på husdyr, er følgende: Miljøstyrelsen skriver i en pressemeddelelse af 22. februar 2017: ”Siden efteråret har der været en stribe angreb på får i et område syd for Holstebro. Naturstyrelsens ulvekonsulenter har i den periode indsamlet 12 prøver ved syv forskellige hændelser, som Miljøstyrelsen har fået dna-analyseret. I ét tilfælde er der med sikkerhed tale om dna fra en ulv. I seks tilfælde er der konkluderet dna fra Canis, som dækker over både hunde, ulve, sjakaler osv. Og i fem tilfælde har det ikke været muligt at fastslå, hvilken type dna, der var tale om.” Altså: Et sikkert angreb er ulv, seks muligvis ulv. Der er langt til 100 angreb på får/lam. Ifølge Storålams oplysninger til medierne er mange angreb foregået hen over sommeren. Men de 100 angreb er altså endnu ikke dokumenteret af Miljøstyrelsen.
26 ulveangreb på to år
Miljøstyrelsen oplyser desuden, at styrelsens ulvekonsulenter på landsplan i 2016 havde 14 udrykninger til formodede ulveangreb på husdyr, heraf kunne seks angreb henføres til ulv. I 2017 har styrelsens ulvekonsulenter indtil nu haft 82 udrykninger til formodede ulveangreb på husdyr, heraf vurderede de, at de 20 var relateret til ulv. Altså tilsammen 26 af rette myndighed dokumenterede angreb af ulv på landsplan på to år. Der er stadig meget langt til 100 angreb alene på Storålams får/lam i 2017. Miljøstyrelsen har endnu ikke tal for, hvor meget der er udbetalt i erstatning til husdyrejere for husdyr taget af ulve i 2016 og 2017. Det er muligt, at de 100 får/lam hos Storålam er taget af de vestjyske ulve, men så længe der ikke findes uvildig, officiel dokumentation for, at de er, så vil en hæderlig journalist ikke skrive dette tal, som om det er fakta.
Artiklen er ikke journalistik
Ovenstående eksempler viser, at Erik Poulsen ikke har skrevet en journalistisk artikel, men et partsindlæg, der for en stor del er baseret på rygter og påstande.
Hvis en hæderlig journalist som privatperson er engageret i en organisation eller en sag, skal vedkommende passe meget på med ikke at blande sin rolle som journalist sammen med sit private engagement. Kan journalisten ikke selv finde ud af at holde de to roller skarpt adskilte (dvs. holde de private holdninger i privatlivet), skal man nok få det at vide af sin chefredaktør. Nu ligger det så desværre sådan, at Erik Poulsen selv er redaktør af Magasinet Vestkysten. Man må håbe, at magasinets udgiver fortæller Erik Poulsen, at han ikke skal bruge magasinet til misinformation om sine private kæpheste.
