Miljøstyrelsen svigter borgernes ret til rent vand

»Azolerne er endnu et eksempel på stoffer, som vi stadig bruger, og som kommer ned i grundvandet. Det er ikke sådan, at myndighederne stopper det, når de ser, at der er et problem. Derfor holder argumentet om, at forureningen skyldes fortidens synder, ikke. Det er ikke rigtigt,« siger DTU-professor Hans-Jørgen Albrechtsen.

“Resistens-mistænkt svampemiddel i grundvandet bruges stadig” skriver Ingeniøren.dk 19. marts 2018. Her får du et uddrag af artiklen.

Er forureningen af vores grundvand kun et udtryk for fortidens synder, eller bliver der stadig sprøjtet kemikalier på markerne, som før eller siden ender i vores drikkevand?

Det er essensen af en diskussion om en gruppe omstridte sprøjtemidler, som landbruget benytter til at bekæmpe svampeangreb i hvede- og rapsmarker over hele landet. Midlerne er vel at mærke ikke blot fundet i vandmålinger, men de er også mistænkt for at skabe resistens over for de lægemidler, vi mennesker bruger til at bekæmpe svampeinfektioner.

Fra Miljøstyrelsens hjemmeside, april 2018.

De fleste af vandværkernes pesticidramte boringer bliver forurenet af sprøjtemidler, som for længst er forbudt, senest af desphenyl-chloridazon, et nedbrydningsprodukt fra et middel brugt i roemarker frem til 1996. Men de omstridte svampemidler er stadig tilladt og bliver sprøjtet på markerne i tonsvis.

De første tegn på nedsivning
Allerede i begyndelsen af årtiet så Geus de første tegn på, at et nedbrydningsprodukt af azol-midlerne, 1,2,4-triazol, blev udvasket fra forsøgsmarker i højere grad end forudsat, da Miljøstyrelsen godkendte midlerne.

I 2014 fastsatte styrelsen derfor nye og lavere grænser for, hvor meget landmændene må sprøjte med de i alt fire forskellige azoler.

Alligevel blev der i en rapport omhandlende 2015 fundet 1,2,4-triazol i vandet under knap halvdelen af de forsøgsmarker på nedlagte landbrugsstationer, som Geus dyrker på samme måde som landbruget for at undersøge netop udvaskning af sprøjtemidlerne. I otte procent af tilfældene var den politisk fastsatte grænseværdi på 0,1 mikrogram per liter overtrådt.

I hvedemarker kæmper danske landmænd mod svampeangreb, som i stigende grad bliver resistente over for sprøjtemidler. Derfor er azolerne vigtige for at sikre udbyttet, hævdes det. Økologiske landmænd dyrker dog hvede uden at savne sprøjtemidlerne.

Derfor bestilte Miljøstyrelsen en screening fra Geus, som også tager prøver fra grundvand landet over. Den blev senere udvidet til også at omhandle desphenyl-chloridazon, der endte med at løbe med opmærksomheden, fordi det er så ekstremt udbredt.

Screeningen viser dog, at der også findes rester af det stadig godkendte svampemiddel i knap hver tredje prøve fra det danske grundvand. Kun i to ud af i alt 148 prøver er grænseværdien dog overtrådt, mens yderligere to prøver ligger lige præcis på grænseværdiens 0,1 mikrogram per liter.

På den baggrund mener Miljøstyrelsen, at de nuværende restriktioner er tilstrækkelige til at forhindre forurening af grundvandet.

DTU-professor: Imod reguleringen, at det findes i grundvandet
Den logik har Hans-Jørgen Albrechtsen, professor på DTU Miljø og en af landets førende eksperter i netop nedsivning af stoffer, svært ved at følge.

Han oplister lynhurtigt en række stoffer, som tidligere var tilladt at benytte på de danske marker, men som blev forbudt, fordi målinger efterhånden dokumenterede, at de forurenede grundvandet.

»Vi har en regulering, der fastslår, at stofferne ikke må forekomme i koncentrationer over 0,1 mikrogram per liter mere end en meter under terræn. Når vi alligevel finder 1,2,4-triazol dernede, så er det et udtryk for, at stoffet er mere persistent og transportabelt, end der bliver lagt til grund for godkendelsen,« siger DTU-professoren.

»Når udgangspunktet er, at vi ikke ønsker pesticider i grundvand eller drikkevand, så må det give anledning til bekymring, når stoffer, som man har reguleret, dukker op i grundvandet.«

Professor Hans-Jørgen Albrechtsen, DTU.

Professor: Forkert, at det kun handler om fortidens synder
Hans-Jørgen Albrechtsen påpeger, at to ud af stofferne på top-20-listen over pesticider i drikkevandet i forvejen stadig er tilladt, nemlig de to herbicider bentazon og glyphosat. Sidstnævnte er verdens mest solgte sprøjtemiddel og den aktive ingrediens i bl.a. Roundup.

»Azolerne er endnu et eksempel på stoffer, som vi stadig bruger, og som kommer ned i grundvandet. Det er ikke sådan, at myndighederne stopper det, når de ser, at der er et problem. Derfor holder argumentet om, at forureningen skyldes fortidens synder, ikke. Det er ikke rigtigt,« siger DTU-professoren.

(forts.)

Læs hele artiklen her.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.