Mens overfangst af især fugle og pattedyr er ved at være under kontrol i lande som Rusland, Canada og USA, er Grønland regionens sorte får. Her er bestandene af dyr som hvalrosser, lomvier og spættede sæler styrtdykket igennem årtier, og de grønlandske politikere vægrer sig ved at gøre noget effektivt ved problemet.
»Det var en overraskelse for mig, da vi så det samlede billede i Arktis, at Grønland skiller sig ud på denne måde«, siger Hans Meltofte fra Århus Universitet.
Han opregner en række grunde. Dels at grønlænderne både er blevet flere og rigere – i dag kan man tage ud efter arbejde med speedbåd, hvor man tidligere skulle bruge flere dage på at komme til fangstpladser.
Ifølge ham er den største forskel mellem Grønland og de andre arktiske lande, at beslutningerne om fredning tages i Nuuk meget tæt på de samme folk, som skal leve af fangsten. Det ville svare til at lade byrådet i Hirtshals fastlægge fiskekvoterne, siger Hans Meltofte.
»Myten om det oprindelige folk, som lever bæredygtigt, er det rene vrøvl. Mennesker i Arktis har levet på grænsen af det menneskeligt mulige, og for at gøre det må man tage, hvad man kan. Så det er svært at overbevise folk om, at de skal frede en bestand«, siger han.
Hans Meltofte, der har rejst i Grønland og det øvrige Arktis i en menneske-alder, har i de seneste syv år anført et team på 252 forskere, der netop har udgivet en stor rapport om biodiver-siteten i Arktis. Rapporten afliver myten om de grønlandske fangere, der lever i pagt med naturen og kun skyder kun så mange pattedyr og fugle, at bestandene ikke går tilbage.
Læs hele artiklen her.
