For første gang mødes kommunalpolitikere, aktionsgrupper, naturfredningsforeninger og repræsentanter for turisterhvervet fra Nordsjælland og Djursland  for at sikre et rent Kattegat og undgå nye og åbne havbrug. Det sker på torsdag den 13. december 2018 i Ree Park på Djursland.

Indtil nu er det især modstanden fra Djursland mod havbrug, der har præget debatten. Det er derfor arbejdsgruppen, Beredskabet for Rent Kattegat, der har indbudt til dette fællesmøde med repræsentanter for de to landsdele. Det er nemlig ikke kun kysten ud for Djursland, der er udpeget som placering af nye havbrug, men også farvandet ud for Nordsjælland, Anholt og Samsø.

Erhvervsfiskerne er også bekymrede for de nye havbrugs indflydelse og har derfor deltaget i protester mod de forurenende anlæg.

Omkring 35 repræsentanter fra kommunerne Helsingør, Gribskov, Odsherred, Halsnæs,  Samsø og Nord- og Syddjurs kommuner og som nævnt lokale aktionsgrupper, naturfredningsforeninger og turisterhvervet deltager.

– I første omgang går mødet ud på at lære hinanden at kende, udveksle erfaringer om de omstridte havbrugsplaner, status på lovgivningen, de lokale initiativer mod havbrug og klagerne til EU-parlamentets borgerkomite, siger en repræsentant for Beredskabet for Rent Kattegat, kommunalbestyrelsesmedlem Mads Nikolajsen, Norddjurs Kommune.

Mads Nikolajsen.

Et rent Kattegat er af afgørende betydning for en række erhverv. Turisterhvervet alene

på Djursland omsætter samlet for 2 milliarder kr. om året og beskæftiger 2500 årsværk.

Mads Nikolajsen oplyser også, at det er planen at indkalde til et folkemøde om havbrugs-planerne. Det bliver dog efter folketingsvalget næste år, da der først derefter bliver lavet lovbekendtgørelse om havbrug.

Desuden har miljø– og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sat en undersøgelse i gang af de eksisterende havbrug. Bl.a. om manglende placerings-og miljøgodkendelser og forholdene i det hele taget. Resultatet af denne undersøgelse får også indflydelse på fremtiden for åbne havbrug i Kattegat.

Der er bred folkelig modstand mod havbrugene blandt folk på Djursland.

Comments are closed.