Hvor var Danmark i dag, hvis landbruget havde haft mulighed for at udvikle sig åbent og spraglet igennem de seneste 100 år? Fri sat fra centralstyring og et planøkonomisk andelssystem? Havde Danmarks indre farvande været døde? Havde lilleputten Danmark været verdens fjerdestørste svineeksportør? Havde danske landmænd været klodens mest forgældede?
ANMELDELSE af Mikael Kau, DN-formand i Mariagerfjord Kommune
Landbrugserhvervet i Danmark er atter genstand for en heftig debat i disse år. Ikke mindst den omfattende industrielle animalske produktion er i fokus omkring bl.a.: arealbehov (50% af Danmarks landareal), næringsstofudledning, pesticider i grundvandet, klimapåvirkning, dyrevelfærd, gældsætning, erhvervstilskud, udenlandsk opkøb af dansk jord, bulkvare-eksport, etc., etc.
Mange interessenter udtrykker forskellige holdninger til et erhverv med et åbenlyst behov for en ny og bæredygtig retning.
Storbonden gør regnskabet op
Det er særlig interessant med et indspark i debatten fra den tidligere storbonde og mangeårige betydende industrielle svineproducent, Hans Jacob Petersen, der med debatbogen: “Når enighed gør svag – Den danske landbrugsfortælling – til tælling”, på afgørende punkter gør op med erhvervets grundlæggende forretningsmodel og idégrundlag.
I første kapitel, “Segeberg-sekvenser” undrer den unge landmand sig over forskellene på tysk og dansk landbrug i slut halvfjerdserne. Små tyske bondegårde over for et dansk industrilandbrug med en “ekspansion på speed”. En snusfornuftig tysk selvfinansiering over for en dansk “klondyke-belåning” kraftigt stimuleret af en mere end villig finanssektor. Resultatet ses i dag som et erhverv med en rekordhøj gældsprocent på 60%!
I kapitel 2, “Andels-tanketorsk” funderer Petersen over, hvordan det oprindeligt positive tankesæt i Andelsbevægelsen: selvorganisering af lokal funderet produktion, forædling og distribution, gennem historien i Danmark udvikler sig til kooperative mastodonter, der mister evnen til fornyelse og tilpasning.
Kapitel 3, “Hvad du ikke ved” er viet uddannelsen af fremtidens landmænd/kvinder. Som i kapitel 2 kritiserer Petersen erhvervets lukken sig om sig selv og manglende vilje/evne til at åbne for nye veje/kompetencer/samarbejder/etc.
I kapitel 4, “Digegrever og bæltbønder” gør Petersen bl.a. op med forestillingen om dansk landbrug som verdens bedste: “Når danske landbrugstopfolk og politikere, pondustungt, melder ud, at dansk landbrug er verdens bedste, så bygger de det reelt på varm luft. Igen og igen postuleres det i bedste sendetid, at dansk landbrug er verdens miljømekka. At dansk landbrug er klart førende på alle væsentlige parametre, og at enhver nedlægning af produktion i Danmark vil medføre en mere belastende og større produktion i et andet land. Påstande som disse fremføres igen og igen med skæbnetung stemmeføring. Men de er udtryk for en automat-argumentation, der savner jordforbindelse.”
I kapitel 5, “Plante smil og plante solskin…” rettes fokus mod planteavlen, landbrugets “raison d’etre”. Petersen beskriver bl.a. igen en konservativ landbrugstop, der længe kæmper imod indførelse af vinterafgrøder i Danmark, men problematiserer også til en vis grad den rene økologiske drift, hvis ikke den kombineres med nye teknologiske metoder for at kunne brødføde verdens, i hvert fald indtil videre, voksende befolkning. Som han skriver: “Vi skal ikke drive planteavl i Danmark eller i verden baseret på gift, overgødskning eller naturovergreb, men vi skal, som på alle andre væsentlige områder, avle afgrøder, mad med ny teknik, dybfunderet ansvarlighed og rettidig omhu. Andre, defensive tilgange vil gavne Putins kornmonopol og belaste naturen.”
Kapitlerne 6, 7 og 8, henholdsvis “Grisens vennekreds”, “Liden tue kan vælte stort læs” og “Fusionsføljeton” handler om det område, som Petersen har beskæftiget sig med det meste af sit liv, nemlig dansk svineproduktion. Han skriver bl.a.: “Vores lilleputland, der, sammenlignet med de andre store grise-giganter, er på frimærkestørrelse, er den fjerdestørste svinekødseksportør i verden. Ikke mindre end 8,2% af hele verdens svineeksport har miniaturelandet Danmark som afsender.” og videre “Men hvordan kan det forekomme, at et lillebitte land med et voldsomt omkostningsniveau og et sårbart miljø udvikler en svineindustri, der er helt ude af proportioner? En industri, hvor reelt kun 2000 giga-producenter i dag vel laver 90% af Danmarks 32 millioner svin. Hvor svineproduktionens tid som et bredt erhverv er aflivet og slut.”
Det giver sig selv, at dette erhverv er fanget i en sårbar vækst/gældsspiral, hvor afsætningen af de mange millioner svin ofte sker på fjerne, ustabile markeder, i dag, efter adskillige fusioner samlet i ét andelsmonopol: Danish Crown.
I kapitel 9, “The winner takes it all?” sammenligner Petersen udviklingen i den danske kooperative bevægelse med udviklingen i Sovjetunionen, Cuba, Østeuropa og Kina før Deng Xiaoping. Den manglende evne til fornyelse fører før eller siden til systemets fald. Mens Petersen skyder kooperationens forretningsmodel inden for den animalske produktion, især svineproduktionen, ned, er det især ejerskabet til den skjulte formue i det han kalder kornkæden, Danish Agro og DLG han har fokus på inden for planteproduktionen.
Holland er gennem hele bogen fremhævet som et land, hvor landbrugssektoren på visse områder, efter Petersens opfattelse, har udviklet sig mere succesfuldt. Det gælder områder som: afsætning af produkter til et stort og stabilt nærmarked, mere privatisering og iværksætteri og integrering af landbrugsuddannelser med andre relevante uddannelser også på universitetsniveau.
Gammelt bekendtskab
Som et pudsigt kuriosum mødte jeg tilfældigt forfatteren, Hans Jacob Petersen i 1981, tre år efter hans overtagelse af familiebedriften, Sodegaard ved Haderslev.
Sammen med smeden i Hejsager, Christian Jensen, skulle vi på Sodegaard teste den første prototype af et automatisk halm flis fyringssystem, som jeg året forinden havde vundet en pris for i konkurrencen: “Opfind firsernes energiidé” udskrevet af Teknologisk Institut og Børsen.
Under alle omstændigheder er Hans Jacob Petersen en driftig, lun og ikke mindst selvkritisk og forandringsparat erhvervsmand, hvis lille bog jeg varmt kan anbefale som et forfriskende indlæg i en meget vigtig debat om dansk landbrugs fremtid også selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i det hele.
Jeg vil gerne invitere storbonde Hans Jacob Petersen på en rundtur i Isefjorden. Her kan han så se hvordan Isefjorden har det nu og det grønne vand med en sigt på 30 cm hvor hans børn og børnebørn skal bade i – hvis de altså tør. Vi tager en tur til Bramsnæs Vig og studere fjordbunden. Den havde det godt indtil 2022 med blå muslinger og flot ålegræs. Nu er her sort mudder og af og til bliver der helt sort omkring os når vi svømmer hen over bunden på 9 meters dybde. Vi tager en afstikker til “Mars manden” et fyr der står ud for Hønsehalsen på Tuse Næs. Vi napper lige et par bundprøver her og får dem kemisk analyseret. Vi skal også lige dykke her og vælger 19 meter hullet ved siden af Marsmanden. Vi starter i overfladen med grønt vand og en sigt på 30 cm. På vej ned i dybet går lyset ud og fra 7 meter ned til bunden på 18 meter er der helt sort. Hvor kommer så al den kemi fra. Vi tager ind i Udby vig og op langs markdræn fra Løserup og napper lige et par sedimentprøver her. Vandet i kanalen kommer fra svinefabrikkerne – analyse resultaterne er skræmmende Joooh – vi får en stor oplevelse her. Skal vi slutte vores lille rundtur ved Kongsøre – badepladsen syd for området hvor frømands korpset træner – hvis de da ikke er flyttet til en lokation hvor de kan se hinanden under vandet. Vi går ud af badebroen og ned ad trappen for enden. Hold fast i dit barnebarn for hvis han/hun kommer mere en 30 cm væk kan du ikke se ham/hende. Er det virkelig Danmark 2 august 2024 ?
Uha hvor rædselsfuldt Jan Henningsen. Ufatteligt at den slags kan fortsætte. Det kan det kun i kraft af gennemkorrupte/uduelige/dovne(vælg selv) politikere.
Også jeg finder Petersens bidrag(ikke indspark, hvor kommer det rædselsfulde udtryk fra?) interessant. Han sætter ? ved om verdens munde kan mættes med økologi. Det høres ofte fra giftlandbruget, at det ikke er muligt, men det forties, at det lidt mindre høstudbytte giver sundere fødevarer og at bonden spares for udgifter til den agrokemiske koncern, som gør mig for at tale økologien ned. Giftlandbrugets produkter er ernæringsmæssigt meget ringe, en sygdomsbefordrer.
Lyder som en tyv, som fortryder alle sine gerninger og gerne vil stilles i et bedre lys for sine efterkommere.