Af Ib Ulbæk, lektor emeritus i dansk sprog ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NORS) ved KU
Her i det solrige efterår var vi på en skøn kanotur på Voer Å i det østlige Vendsyssel. Solen skinnede og åen slynger sig idyllisk med brinker med græs, små buske og piletræer. Men lige oppe på land begynder landbruget. Åen er en mæander, der slynger sig en fyrre kilometer gennem Vendsyssel for at udmunde ved Voerså og Kattegat. Naturen er 10 meter lang bræmme, der omkranses af marker brugt til at fodre køer og især svin.
Det moderne menneske lider under den fejlopfattelse, at så snart vi er ude af døren, så er vi ”ude i naturen”. Men der er ingen natur, det er produktionsapparat til det moderne landbrug.
Her er en anden oplevelse. Min kone og jeg var inviteret på en naturtur af et andet par, hvor han er naturvejleder. Vi skulle også op i Vendsyssel til Nymølle Bæk, et fint lille fredet område, hvor elletræerne står nede i den fugtige bund, hvor bækken slynger sig på det yndigste. Men inden vi rigtigt er kommet ind på området, hvor vi skal ned ad en stejl skrænt, siger naturvejlederen: ”Hov, den skrænt har da vist aldrig været under plov.” Vi lignede spørgsmålstegn. Skrænten var åbenbart så stejl, at det ikke var muligt at pløje den, dvs. nyttiggøre den. Den lille, men stejle skrænt havde åbenbart undgået årtusinders hunger efter agerjord.
Hvis noget skal være natur i Danmark, skal det være stejlt eller ufrugtbart. Danmark havde engang hede overalt. Heden er ikke naturlig, men opstår, når jorden udpines og intet andet end fx lyng, blåbær og revling kan trives. Men den var ikke mere gold, end at hedebonden kunne leve der med det, der hedder ekstensivt landbrug. Han havde brug for megen hede, for at hans får kunne få føde nok. Men heden blev opdyrket med forbedret teknik og moserne afvandedes, så hedens dyr og fugle til sidst forsvandt. Hjejlen og urfuglen yngler her ikke, hugormen lever her stadig, men er totalfredet. Det samme skete for hedebonden. Han forsvandt. Jeg mener, ca. 60 % af Jylland har været hede, i dag har vi to procent hede tilbage (tjek tallene). Så hvis vi opfatter natur som det, der ikke er produktionsjord, så har afvikling af hede, moser og enge gjort den danske natur ganske lille. Der hvor vi har mest natur er langs vores kyster, for sand er ganske uegnet til at dyrke afgrøder i. Havde det været anderledes, så havde vi haft marker helt ud til vandkanten… Her må naturen som bekendt være 300 meter bred (strandbeskyttelseslinjen), sommerhusområder dog ned til 100 meter. Naturen er smal i Danmark. Den daværende miljøminister, afdøde Mette Gjerskov (S), indførte randzoner på 10 meter til beskyttelse af vandløbene i Danmark. Det skulle hun aldrig have gjort. Landmændene fandt høtyvene frem og var klar til kamp. Og Mette Gjerskov tabte, som vandløbene gjorde det. Og så snart landmændene havde fået ophævet randzoneloven var der pløjet til kanten igen (mener kravet er indskrænket til to meter).
Nu er det ikke sådan, at jeg har noget imod landmænd eller bønder, de få der er tilbage med den megen jord. Min farfar var bonde en kort tid i min tidlige barndom på en elendig lille gård i Øster Velling nær Langå. På Ølby Skole ved Køge gik jeg i klasse med en anden Ib, hvis forældre havde en dejlig gård, hvor jeg kom meget. Det var en klassisk bondegård med køer, grise, høns og en karl, så det hele kunne passes inklusive de 35 tdr. land. Ib har stadig gården. Han driver den alene, arealerne er nu over 150 tdr. men til gengæld er der ingen dyr. Udkommet kommer gennem korn og kløverfrø. Og han arbejder ved siden af. Han kommer ikke sovende til sin indkomst. Så vi bliver selvfølgelig nødt til at hjælpe landmændene gennem den kæmpe omstilling, de meget snart står overfor. For den er gal på alle parametre. Vi har ingen natur af betydning, vores indre farvande ødelægges af kvælstof fra marker, der producerer føde til de 12 mio. grise, ingen ser. Industrielt producerede dyr er dyreetisk helt ude i det røde felt. Vi kan ikke være det bekendt. Pesticider forringer naturen og ødelægger vores drikkevand. Vi er som romerne, der spiste af blytallerkener. Forskellen er blot at vi ødelægger vores grundvand med åbne øjne og med en miljøminister, som sparker alle problemer til hjørne – også havmiljøets.
Hvordan får vi vristet landbrugsjord ud af landbruget til alles gunst, borgerne, dyrene, fremtidens danskere? Først er man jo nok nødt til at få forhandlet en pris for lavbundsjordene på plads, så de kan blive natur igen. Så må man lovgive omkring grundvandet, så det kan sikres. Det koster også penge. Og så skal udledningen af kvælstof i fjorde og have stoppes, evt. ved at nytænke, hvordan man slipper af med overskudsvandet eller får det renset. Det kommer desværre til at koste landmændene penge. Og så er der jo grisene…
Det dejlige ved at bo i Nordjylland er, at man ser køer på markerne. Køerne lever et dejligt, frit liv. Men det gør grisene ikke. Den industrialiserede gris er en dyreetisk katastrofe, både i Danmark, men så sandelig også i hele verden. Danmarks svineavlere producerer ikke kun mange millioner slagtegrise, men også 29.000 døde pattegrise hver eneste dag, dvs. over 10 mio. om året. Så vi må have grisene tilbage på markerne. Søndenfjords mellem Aalborg og Nibe ligger en stor grisefarm. Men i modsætning til de konventionelle svinefarme går grisene i det fri og ikke skjult for offentlighedens øjne. Markerne ligner campingområdet ved en musikfestival med stålhusene, hvor grisene kan søge hen.
”Først blev det minkene, så bliver det grisene,” var der landmænd, der udtalte i kølvandet på minkaflivningerne. Og der er da ingen tvivl om, at tomme grisestalde ville være den radikale løsning for dansk natur. Men vi kunne jo netop tømme staldene for at sætte grisene ud i det fri. Det ville løse rigtig meget. Vi ville få færre svin, dvs. et mindre miljøaftryk. Vi ville få dyreetikken i orden. Og vi ville mindske de arealer, der producerer svinefoder, ganske betragteligt. Naturen ville få en plads i det danske land. Mindre gylle, mindre kvælstof, altså mindre udvaskning i åer og fjorde. Måske ville vi få fisk igen i de indre farvande.
Eneste problem er at få landmændene til at spise den løsning. Men en af de store historier om dansk landbrug var den omstilling, landmændene lavede, da korn fra USA og Rusland ødelagde den danske korneksport. Landmændene lavede andelsbevægelsen og byggede mejerier og slagterier, så de i stedet kunne eksportere smør og bacon. Her handler omstillingen om at producere kød af høj kvalitet, der kan konkurrere med den iberiske sortfodsgris. Og landmændene ville kunne se sig selv i øjnene.
Hellere glade grise på markerne end som reklamen bag på lastbilerne dansende grise på vej til slagterierne i Polen og Tyskland.
Og landmændene ville kunne se sig selv i øjnene – der knækkede filmen da, det stoppede for længe siden med Landbrug og fødevarer, bæredygtigt landbrug etc….
Den meget dygtige politiker og nu desværre afdøde Mette Gjerskov var landbrugsminister og ikke miljøminister. ;o) Det har jeg fra hendes egen mund, som man siger, jeg var så heldig at møde hende til Naturmødet på Amager i forbindelse med DKVILD og kåringen af Danmarks Vildeste Kommune i 2022 og give hende min anerkendelse af hendes store arbejde for dansk natur. Hun var den første landbrugsminister, der var økologisk landmand.
“Danmark havde engang hede overalt. Heden er ikke naturlig, men opstår, når jorden udpines og intet andet end fx lyng, blåbær og revling kan trives.” – jeg tror ikke at det sidste er rigtigt. De hedearealer vi har i dag skal hele tiden vedligeholdes (afgræsses, afbrændes) for ikke at springe i skov. Og sådan var det også i gamle dage, heden blev nemlig brugt som græsningsareal, og lyngen blev med passende mellem afbrændt kontrolleret, så der hele tiden var frisk lyng til får og kreaturer. Havde man ikke gjort det, ville heden være sprunget i skov igen. Heden var ikke natur (og heller ikke arealer som var opgivet), men en biotop skabt og vedligeholdt af en specifik menneskelig udnyttelse.
Dermed ikke sagt at heden ikke var langt mere biologisk mangfoldig end nutidens landbrugsjord.
Heden er omdiskuteret ifht. naturlighed. Med undtagelse af de mest barske områder, springer den vistnok som regel i skov. Men sandflugt har altid gjort, at der i visse områder vil være hede – med mindre vi selv beplanter det med robuste sorter af fyr og gran. Man kan se det i mange klit/hede områder vestpå som ikke har være brugt til afgræsning eller af landbrug. Nogle områder gror først til efter indføring af træerne.