Nekrolog: Miljøministeriet er afgået ved døden. Dødsårsag: Kvælning

Den brutale ødelæggelse af Sødalen i en sidedal til dalen, hvori Tjele Langsø ligger, er symptomatisk for naturforvaltningen siden 2001. Foto: Peder Størup/naturbeskyttelse.dk

Med venlig tilladelse fra forfatteren John Holten-Andersen og fra avisen Information bringer vi her en indsigtsfuld kronik om ødelæggelsen af Miljøministeriet.

Den seneste amputering af Miljøstyrelsen er kulminationen på mange års systematisk svækkelse af miljøministeriets faglighed. Den vogter af natur og miljø som var den oprindelige tanke bag ministeriets oprettelse i 1971 findes ikke mere. Det må miljøbevægelsen tage bestik af.

John Holten-Andersen er lektor emeritus ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH’s bestyrelse. Tidligere blandt andet forskningschef i Danmarks Miljøundersøgelser og sekretariatschef i Naturrådet.

Som purung ingeniørstuderende deltog jeg en sensommerweekend i 1971 i et seminar arrangeret af den forholdsvis nystartede miljøorganisation NOAH. Jeg husker ikke ret meget fra selve seminaret, men jeg husker, at vi i en frokostpause hørte radioavis. Her blev det bekendtgjort at den Socialdemokratiske regering havde besluttet at oprette Ministeriet for Forureningsbekæmpelse.

Resten af den dag blev brugt til at diskutere perspektiverne i den beslutning. På den ene side blev beslutningen set som en klar sejr for NOAH og den øvrige miljøbevægelse. På den anden side var vi også opmærksomme på, at miljøindsatsen nu risikerede at blive pakket ind i et tungt bureaukrati.

Men hovedreaktionen var positiv: Det nye ministerium skulle bydes velkommen, og miljøbevægelsen skulle engagere sig kritisk og konstruktivt.

Der er nu gået mere end 45 år, hvoraf jeg nåede at være ansat i forskellige dele af ministeriet i ca. 15 år. Det var en periode med høj faglighed, stort engagement og mange visioner. Derfor smerter det mig i dag at se, hvordan denne tidligere markante statsinstitution over en længere årrække er blevet systematisk svækket. Den seneste amputering af Miljøstyrelsen og koncentration af magten hos ministeren er blot seneste skud på stammen. Hvad det tog en generation at bygge op ligger i dag i ruiner.

Et barn vokser op
Op igennem 1970’erne og især 1980’erne blev det nye ministerium udviklet administrativt og tankemæssigt. Ret hurtigt blev det omdøbt til Miljøministeriet, som foruden forureningsbekæmpelse også kom til at omfatte naturbeskyttelse samt den fysiske planlægning.

Ministeriet blev bemandet med en skare af unge ildsjæle, der var med til at formulere en ny økologisk tænkning som overordnet faglig ramme for miljøforvaltningen. Den kom til at præge en række nye lovgivningskomplekser inden for miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, kemikalieregulering og fysisk planlægning.

Ministeriets administrative særkende var fra begyndelsen et lille departement suppleret af stærke styrelser. Her var det især folk med indsigt i den faglige substans, der bemandede kontorerne. Disse blev flankeret af ’generalister’, der skulle bistå med at omsætte den faglige indsigt til politik.

Venstre-manden Hans Chr. Schmidt førte en decideret perfid kampagne mod den daværende miljøminister Svend Auken (S), og ved systemskiftet i 2001 blev han belønnet med posten som miljøminister. Hans første handling var at afskedige en tredjedel af alle ansatte i ministeriet.

Et udslag af denne vægt på faglighed var oprettelsen af en række laboratorier inden for for eksempel luftforurening, jordforurening, kemikalier, ferskvandsbiologi og havmiljø. Disse blev senere samlet i Danmarks Miljøundersøgelser, der som en selvstændig forskningsenhed blev set som ministeriets faglige garant. Opbygningen og udviklingen af den centrale statslige miljøadministration blev i øvrigt fulgt op af en tilsvarende faglig oprustning i kommuner og amter.

Under skiftende regeringer voksede miljøadministrationen op igennem 1970’erne og især 1980’erne ret markant på såvel centralt som decentralt niveau. Det ved jeg, fordi jeg selv blev en del af systemet fra 1987 og frem til 2001, hvor jeg senest fungerede som sekretariatschef i Naturrådet. Her blev jeg som mange andre fyret på gråt papir, da Anders Fogh Rasmussen lancerede sit opgør med det han kaldte for ’Aukens imperium’.

Et visionært ministerium
Men, det var ret beset i Poul Schlüters borgerlige regeringsperiode fra begyndelsen af 1980’erne og 10 år frem at ’imperiebyggeriet’ fandt sted. Det skete i øvrigt under engagerede og kompetente ministre som Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti, Lone Dybkjær fra De Radikale og Per Stig Møller fra De Konservative.

I det hele taget var Miljøministeriet under skiftende ministre i perioden frem til og med Svend Auken præget af visionær tænkning. Vi, der arbejdede i systemet i denne periode, så os ikke som nidkære forvaltere af love og paragrafer, men snarere som pionerer i en helt nødvendig grøn omstilling af samfundet. I den ånd engagerede vi os på kryds og tværs med folk fra de grønne organisationer, med forskere på landets universiteter, med amtslige og kommunale forvaltere og med fremsynede virksomheder.

Der blev for eksempel lavet et stort anlagt udviklingsprogram for renere teknologi, hvor virksomheder kunne få økonomisk støtte og faglig rådgivning til at omlægge produktionen i en mere miljøvenlig retning.

Der blev iværksat ambitiøse miljøstrategiske forskningsprogrammer, og med oprettelsen af den Grønne Fond i 1990’erne fik de grønne organisationer mulighed for at få støtte til nyskabende projekter på græsrodsplan. Blot for at nævne nogle enkelte af den myriade af fremsynede initiativer, der voksede ud af ministeriet i denne periode.

Venstremanden Troels Lund Poulsen var miljøminister i perioden 2007-2010. Her ses han sammen med den daværende Venstre-borgmester Poul Arne Nielsen i Stevns Kommune.

Systemskiftet
Alt det tog slut med det såkaldte ’systemskifte’ i 2001. Talmanipulatoren Bjørn Lomborg fik sit såkaldte Institut for Miljøvurdering, hvis opgave var at så tvivl ved hele det miljøfaglige grundlag for den hidtidige indsats til fordel for snævre økonomiske cost-benefit betragtninger.

Bjørn Lomborg forduftede snart igen, og hans institut gik hurtigt i opløsning, men en ny retning var sat. Miljøpolitik skulle nu ikke længere anskues som et værn af natur og miljø mod snævre økonomiske interesser – nej, det skulle tværtimod ses som løftestang for en postuleret ’grøn’ økonomisk vækst.

Hele den natur- og miljøfaglige indsigt, som hidtil havde udgjort nerven i ministeriets forvaltning, blev herefter systematisk nedbrudt til fordel for en økonomisk logik, der blev udtænkt i finansministeriet.

Danmarks Miljøundersøgelser blev lagt under Århus Universitet, hvor det med tiden ophørte som en samlet enhed. Natur- og miljøovervågningen blev voldsomt beskåret, ligesom gentagne omstruktureringer af styrelserne svækkede fagligheden.

Den seneste opsplitning af Miljøstyrelsen i en politisk og faglig del og udflytning af den sidste til Odense er som tidligere beskrevet blot sidste skud på stammen i denne proces. Konsekvenserne af denne udvikling har vi blandt andet set med de senere års gentagne eksempler på misvisende tal og fagligt utroværdige konklusioner. Og tro mig: Den slags vil vælte ud af skabet i de kommende år.

Det afgørende kvælningstag kom dog umiddelbart efter sidste valg, hvor Lars Løkke Rasmussen indlemmede Miljøministeriet i Fødevareministeriet. Hermed fordampede de sidste rester af identitet som naturens- og miljøets vogter op i den blå luft – som varm luft.

Det afgørende dødsstød mod Miljøministeriet betroede statsminister Lars Løkke Rasmussen den unge og uprøvede teolog Esben Lunde Larsen, der på rekordtid lagde sig ud med alt og alle i dansk miljøpolitik. Selv dele af landbruget fik hurtigt nok af den arrogante minister, men det fik ingen indflydelse på hans mission: at ødelægge resterne af Aukens “miljøimperium”.

Miljøbevægelsen ved en korsvej
Efter knap 50 års virke må vi i dag konstatere, at Miljøministeriet er afgået ved døden – i hvert fald hvad hjerneaktivitet angår. Og dødsårsagen er mange års reduceret ilttilførsel bevidst doceret af et politisk flertal med dollartegn i øjnene. Et flertal, der samtidig stadig mere skingert taler om forsvaret for danske værdier uden at have den mindste forståelse for vores mest grundlæggende værdi: Et sundt miljø, et frodigt landskab og en mangfoldig natur.

Denne smertelige kendsgerning må miljøbevægelsen tage bestik af. Det giver ikke længere mening at indgå i den kritisk-konstruktive dialog med ministeriet, som vi har gjort siden 1971. I stedet må vi indtage positionen som kritisk opposition – som vi gjorde det før 1971. Især må vi følge nøje med i de forsøg på politisk spin og talfordrejning, som der vil komme meget mere af fremover. Og så må vi give højere prioritet til det lokale arbejde, for her er der fortsat massevis af muligheder for konstruktive initiativer – ofte i et samarbejde med kommuner, der mange steder fortsat er åbne for grøn nytænkning.

På den lidt længere bane må vi arbejde for at genskabe et visionært statsligt engagement på det grønne område. Vi skal ikke forsøge at genoplive Miljøministeriet, som vi har kendt det. Vi skal snarere arbejde for at skabe et kraftcenter, der har visioner, faglig indsigt og politiske muskler til for alvor at sætte gang i den grønne omstilling af alle sider af samfundslivet. Det er der mere end nogensinde brug for, og det skylder vi mere end noget andet vore efterkommere.

Kronikken bringes med venlig tilladelse fra dagbladet Information, hvor den blev bragt først gang den 12. marts 2018.

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.