Illustration: Noah

Et splinternyt ministerium, der skal sikre implementeringen af den grønne trepart, har set dagens lys. På trods af vigtigheden virker det besynderligt, når Klimaministeriet, Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri allerede findes

– Man skulle tænke, at der fandtes kompetence på tværs af de tre ministerier til at implementere aftalen om fremtidens landbrug. Den grønne trepart kunne sagtens høre hjemme i Miljøministeriet, hvilket ville være mere oplagt end at placere ligestilling der, udtaler landbrugspolitisk medarbejder i  NOAH Emil Brix i en pressemeddelelse 3. september 2024.

NOAH frygter, at det nye ministerium giver Landbrug & Fødevarer samt industrien endnu større indflydelse og i endnu højere grad gør den grønne trepart til en aftale for forurenerne på bekostning af miljøet og skatteborgerne.

– Vi håber, at Jeppe Bruus, når han har fået et helt ministerium, vil invitere mange flere grønne aktører til at deltage i ministeriets arbejde og implementeringen af den grønne trepart. Det ville give muligheden for, at den grønne trepart rent faktisk kunne levere på miljø- og klimaområdet, fortsætter Emil Brix.

Emil Brix, Noah

Den grønne trepart er nemlig langt fra ambitiøs nok i forsøget på at løse landbrugets miljø- og klimaudfordringer:

  • CO2-afgiften er langt under det anbefalede niveau fra for eksempel Svarer-udvalget og Concito.
  • Selv hvis man lægger udtagningen af lavbundsjorder og randarealer sammen med skovrejsningen, dækker det kun 15 % af det samlede landareal. Altså markant mindre end de 20 % professor Stiig Markager foreslår og de 25 % som der foreslås i Fra Foder til Føde II.
  • Der er ikke lagt op til en markant reduktion i antallet af husdyr, hvilket er en uomgængelig del af den bæredygtige omstilling i landbruget. Tværtimod giver man via den øgede slagtepræmie et incitament til det modsatte.
  • Den grønne trepart viser ikke den vej mod agroøkologi, regenerativt jordbrug og økonomisk demokrati, som dansk landbrug har brug for, men låser os til det gamle industrielle landbrug vi kender alt for godt, baseret på nye falske løsninger såsom bovaer, pyrolyse, de nye GMO’er og biogas.

– Udover de uambitiøse målsætninger, må vi desværre også konkludere, at aftalen i høj grad stadig hviler på frivillighed fra landbrugets side – en frivillighed som vi for lang tid siden har konkluderet ikke er til stede, slutter Emil Brix, landbrugspolitisk medarbejder i Miljøbevægelsen NOAH.

Årets Grønvaskerpris går til den grønne trepart

I NOAH er vi heldigvis ikke alene om at påpege vildledningen i de mange løfter fra den såkaldte historiske aftale. På årets Klimafolkemøde i Middelfart gik vi nemlig sammen med en række andre bevægelser, såsom Global Aktion, Fossilfri Fremtid og Landsforeningen Mod Svinefabrikker, om at uddele årets Grønvaskerpris.

Årets Grønvasker bliver valgt af deltagerne på Klimafolkemødet og gives til den aktør, som i allerhøjeste grad har anstrengt sig for at fremstille sig selv som grøn og bæredygtig uden at være det.

Deltagerne ved klimafolkemødet var ikke i tvivl og stemte den grønne trepart ind på en førsteplads foran Kong Frederik, Miljøminister Magnus Heunicke, Danish Crown og Mærsk. Den grønne trepart står altså som det allerklareste symbol på grønvask for deltagerne på årets Klimafolkemøde.

Hvis Ministeriet for Grøn Trepart ønsker at vende dette billede, skal der virkelig meget reel handling til: En ordentlig demokratisk proces med det formål at gøre op med den støtte, som dyrefabrikkerne fuldstændig ukritisk har fået i årtier, og i stedet støtte op om den nye generation af jordbrugere, der er klar til at arbejde i samspil med miljø og mennesker, men som har urimeligt svært ved at komme ind i erhvervet.

For yderligere information og udtalelser om den grønne trepart, kontakt:

Emil Brix, landbrugspolitisk medarbejder: mail emil@noah.dk, telefon 23 98 28 97

Bannerbillede: Noah-logo

Visited 499 times, 8 visit(s) today

Kommentarer

  1. JA VI SKAL HAVE NEDLAGT DET INDUSTRIELLE, MILJØØDELÆGGENDE LANDBRUG ….JO FØR JO BEDRE

    – men det er godt nok op ad bakke. Det ser jo nærmest ud til at det nye ministerium til gennemførelse af Grøn Trepart er beregnet at “spænde ben for” den viden der allerede er hos kompetente folk. Repræsenteret af 3 eksisterende ministerier.
    Det er simpelt hen absurd

  2. Scroller videre – har opgivet politikerne, bønderne og alt det lort der alligevel aldrig stopper …….

Skriv en kommentar