Dagens udgave af Politiken (1.12) har et pænt stort interview med redaktøren om dansk landbrugs bæredygtighed. Her får du et uddrag:
Kjeld Hansen, hvorfor kan du ikke anerkende landbrugets indsats for at løse problemet?
»At vi kan producere vanvittig meget svinekød med en relativt lav belastning i forhold til stykenheden, ændrer jo ikke på det helt afgørende faktum, nemlig at vores kødproduktion er alt, alt for høj. Men det er den typiske måde, landbrugstoppen kommunikerer på. Det minder lidt om antibiotikadebatten. I Danmark bruger vi dobbelt så meget antibiotika til husdyr, som man bruger til mennesker. Hvilket er helt enestående foruroligende i verdenssammenhæng. Samtidig fremhæver man så, at Danmark er et af de lande i verden, der bruger mindst antibiotika pr. produceret kilo kød. Men det rokker jo ikke ved, at vi bruger dobbelt så meget, som vi bruger til mennesker, og det kan give resistensproblemer. Derfor kan man ikke bare regne belastningen ud i doser; det er den samlede belastning, der er afgørende. Og det koster altså at producere 31 millioner svin omåret«,
»Når vi er så ekstremt produktive, så koster det i sagens natur også på miljøet. Importen af hjælpestoffer, frem for alt soja fra Argentina og Brasilien, og eksporten til Langtbortistan af vores produkter er den store akilleshæl. Derfor bør vi koncentrere os om de nære markeder, herunder os selv, som vi jo har gjort med stor succes, i stedet for til stadighed at udvide produktionen og sælge pølser til for eksempel Shanghai«.
Netop i Kina tyder noget jo på, at Danmark kan få en stor eksportsucces med Danish Crowns opførsel af en fabrik i Shanghai og aftalen om at afsætte alt, der kan produceres. Det er vel kun godt for landet?
»Man har tilsyneladende fået den der pølseaftale, som man har arbejdet på i 12-14 år. Jeg ved ikke, hvor mange ministre der har holdt pressemøder for at fortælle, at nu er den hjemme. Først i sommeren 2018 er det lykkedes at få nogle øde pølser afsted. Men at opføre en fabrik i Shanghai, det er da noget af det dummeste overhovedet. Det er jo ren tredjeverdens-handelspolitik. Du bygger en fabrik nede i Kina. Så tager du nogle svin oppe i Danmark, afliver dem og skærer dem i to eller fire stykker, så fryser du dem ned, og så sejler du dem hele vejen ned til Shanghai, går i land og afleverer dem på fabrikken, og så står der en hel masse små kinesere der og tør de svin op, og så skærer de dem ud i fine delikate stykker«.
Hvad er der galt med det? Det er der vel gode penge i?
»Det er fuldstændig dødssygt rent klimamæssigt. Eksporten kan aldrig blive bæredygtig, for alene den klimamæssige udgift ved at sejle disse store mængder derned gør, at regnskabet ikke holder en meter. Og det bliver altså kineserne, der scorer merværdien, da det er dem, der forædler produktet«.
Men der er mange arbejdspladser i produktionen herhjemme?
»Det er rørende, at nogle af Folketingets politikere udviser så stor en omsorg for jobsituationen i bulgarske og rumænske landsbyer. Hver fjerde ansat i dansk landbrug er jo udlænding. Det er typisk unge mennesker fra Østeuropa, der kommer op til Danmark og er her et par år, og så tager de hjem igen med knowhow og håber at blive svinebaroner derhjemme. Pøj-pøj med det, siger jeg bare, men det er da ikke noget, vi har glæde af«.
