Dybviolet og med den skønne, omend svage duft, som gennem tiderne i har fundet vej til sæber, potpourrier og parfumer har Marts-viol allerede blomstret en måneds tid som violen par excellence
Violer er kendt af alle, lidt ligesom roser. Botanikere kan fortælle, at den globalt udbredte viol-familie på vores breddegrader er repræsenteret af blot én slægt, Viola, med omkring tolv danske arter, af hvilke flere ligner hinanden meget. De har smukt hjerte- eller nyreformede, rundtakkede, grønne blade, og de fleste har ensfarvede blomster i forskellige nuancer af violet, violens signaturfarve.
Men der er afvigelser. Hen på sommeren blomstrer Viola tricolor, bedre kendt som Almindelig stedmoderblomst, hyppigst i Jylland. Som navnet antyder er den trefarvet, og dens violtypisk uregelmæssige blomst ligner et lille utilfreds ansigt med to violette knolde i nakken, sammenknebne øjne bag lyseblå, skråtstillede briller og en hvid, fyldig hage – som en noget stram, ældre stedmor.
Men der er længe til juli, det er kun april. Til gengæld har vi noget andet nu, en mere venlig slægtning, som allerede har været i blomst siden marts: Viola odorata, eller Marts-viol. Det er violen par excellence, dybviolet og med den skønne, omend svage duft, som gennem tiderne i har fundet vej til sæber, potpourrier og parfumer. Blomsten gør sig som kagepynt og er i kandiseret form uundværlig på toppen af chokolademousse. En meget sanselig blomst.
Marts-viol har på sædvanlig viol-manér enlige blomster, hængende for enden af en yndefuldt bøjet stængel, af form som en bispestav. Blomsten ligner en lille sløjfe af violet gavebånd. Arten tåler nogen skygge og er almindelig under hække, hegn og langs grøftekanter, i skovbryn og i tilpas vilde græsplæner – det er en højt værdsat forårsbebuder. Og så har den genetiske trumfer i ærmet – hist og her bekender den to andre kulører: hvidgul og rødlig, gerne side om side med de dominerende violette. Her sørger Marts-viol altså for sin egen trikolore.
Nu er det blevet april og rigtigt forår, og den frugtbare sæson er lige om hjørnet. Marts-viol besøges af mange insekter, ikke mindst forskellige arter bier, som er på vingerne nu, slunkne efter vinterdvalen. Det er efter den årmillioner gamle kontrakt: Insekterne får pollen og nektar, mod at violen bliver bestøvet. Blomstens nikkende position synes at være en slags forløber for næste stadium i violens liv. Når frøene er modnet i den kugleformede kapsel, har frugtstilken lagt sig hen ad jorden, og helst ved en af myrernes mange fodstier. Violfrøet har nemlig et lille olieholdigt vedhæng, som er lige noget for myrer. De standser op, hapser frøet og myldrer videre, optaget af at fortære den kærkomne madpakke to-go. Vel at mærke uden at æde frøet, som lidt senere droppes. Det er myrespredning, en anden af evolutionens talløse forunderligheder – Voila, viola!
