Fugletrækket er et af naturens dybt fascinerende fænomener, og det antager mange facetter. Men fuglenes trækmønstre er ikke statiske, og det demonstrerer hvidbrynet løvsanger, en ganske lille grønlig sangfugl med yngleområde i tajgaen, fra Ural-bjergene og helt over til Kolyma-regionen i Østsibirien.
Hvidbrynet løvsangers traditionelle efterårstræk går til vinterkvarterer i Sydøstasien, hvad der førhen har gjort den til en yderst sjælden strejfgæst i Europa. Men gennem de seneste årtier er arten blevet en regelmæssig, omend meget fåtallig gæst på vores længdegrader.
Vesteuropæiske forekomster har man gerne tillagt fænomenet omvendt træk: det, at der for nogle få fugle går kage i kompasset, og at de derved trækker modsat af, hvad de egentlig skulle. Men sandsynligvis er der et nyt trækmønster for hvidbrynet løvsanger under etablering, sikkert gældende for artens allervestligste bestand, på Ural-bjergenes vestvendte skråninger. Hundredvis, og sikkert flere, ankommer de til De Britiske øer i efterårsmånederne for at overvintre.
De stadigt mildere vintre har her skabt forhold for den lille insektæder, som sparer den for tusinder af kilometers træk-rute: 3.000 km mod vest, i stedet for 6.000 km mod sydøst. I disse år ses også et stigende antal hvidbrynede løvsangere i Danmark, især i oktober, og gerne i perioder med østenvind. Men det er fortsat en eftertragtet og kærkommen sjældenhed for fuglefolket.
Intet i denne verden er nemmere end at overse en hvidbrynet løvsanger, når den rastløst smutter rundt i vekslende belysning, halvt skjult blandt grønne, gule og brune blade på træer og buske og i selskab med hjemlige arter som gransangere, blåmejser og fuglekonger. Men kender man kaldene fra alle de almindelige småfugle og har ører som små paraboler, kan man skyde papegøjen. Som nu f.eks. den naturkyndige ejer af en større matrikel med overvejende vild have på det østlige Thurø.
Og forleden var der gevinst. ”Tseuiit” havde det lydt, ret så gennemtrængende og fremmedartet, en våd og kølig morgen fra et hegn med hæg, tørst, gran, tjørn, eg og hassel – og den celebre sibiriske gæst åbenbarede sig kort efter. Og siden hen, lykkeligvis, for flere af os andre hidkaldte fuglekiggere.
Hvidbrynet løvsanger er ikke svær at kende, når først man får den i kikkerten. Grågrøn overside og lys underside har den tilfælles med mange andre af arterne i løvsanger-slægten. Men så er der lige den meget tydelige hvide øjenbrynsstribe, fra næb til nakke, og to hvidlige vingebånd. Og undersiden er nærmest hvid, i modsætning til gransangerne og fuglekongernes mere grålige buge. Fuglen er sammen med de andre sangere i konstant, akrobatisk bevægelse i grenværket og afsøger bladhanget for alt småt animalsk spiseligt.
Og så – efter et par dage med optankning – går det videre. Er aftenen rolig og helst stjerneklar, forsvinder den hvidbrynede løvsanger op i oktobermulmet for at lægge endnu en natlig etape til sin rejse med vest-sydvestlig kurs. Hvert efterår raster nogle få individer i de lave og forblæste fyrrekrat ved Blåvandshuk. For den lille hvidbrynede fjerbold af en landkrabbe på seks grams kropsvægt er Nordsøen nok en udfordring, som langtfra alle klarer. Men væk er fuglene snart igen – og man må gå ud fra, at det nye trækmønster er bæredygtigt: At en del hvidbrynede løvsangere vender tilbage næste forår til deres ynglepladser i Urals vidtstrakte skove.
