Ødelæggelsen af dansk miljøpolitik ligner et hadefuldt hævntogt

Peter Jørgensen er uddannet biolog med tidligere ansættelser i bl.a. Frederiksborg Amt og Miljøministeriet. I denne artikel beskriver han sit indtryk af forandringerne i dansk miljøpolitik siden 2001.

Frem til 2001, hvor Anders Fogh kom til magten, blev Danmark i udlandet set som et forbillede for progressiv miljøpolitik. Blandt andet blev FN’s Rio-konference om Bæredygtig Udvikling i 1992 og EU’s vandrammedirektiv i 2000 tilvejebragt med betydelig dansk indflydelse og penneføring.

Men med regeringsskiftet i 2001 ændrede dette sig brat. Den nye regering startede et bevidst hævntogt mod det miljøministerie, som man så som et uønsket produkt eller barn af Venstres mest forhadte socialdemokratiske politiker Svend Auken. Alt hvad han havde stået for og gennemført som miljøminister skulle slagtes. Og det blev det.

Kort efter Rio-konferencen fik Svend Auken, da han blev miljøminister i 1993, gennemført MIFRESTA-aftalen (danske bistand til international indsats for MIljø, FREd og STAbilitet), som blandt andet medførte oprettelsen af to danske internationale støtteordninger – ”Dancee”, som ydede miljøbistand til blandt andet øst- og centraleuropæiske lande – og ”Danced”, som ydede miljøbistand i Sydøstasien og det sydlige Afrika.

Hadet til Svend Auken

Men kun en uge efter Anders Fogh i 2001 overtog magten og Hans Christian Schmidt blev Venstres første miljøminister, blev disse ordninger flyttet fra Miljøministeriet til Udenrigsministeriet og kort efter nedlagt alene af den grund, at de var oprettet af Svend Auken. Især danske rådgivende ingeniørfirmaer beklagede denne beslutning, da den ramte dansk erhvervsliv hårdt. Hver gang man investerede en dansk skatte-krone i disse ordninger, fik man faktisk omkring 1,5-2 danske kroner tilbage i samfundskassen, samt en hulens masse international goodwill.

Det var ikke kun overfor udlandet, regeringen blamerede sig gennem nedskæringerne, også herhjemme svingede de leen. I 2003 forlod miljøstyrelsens direktør, Steen Gade, sin post med ordene ”Man skærer ikke længere ind til benet, men ind i benet”. Og Venstre-regeringen og dens miljøministre fortsatte med at slagte miljøansvaret de følgende år blandt andet med kommunalreformen.

I 2007 lovede Svend Auken mig på en sejltur på Arresø, at når socialdemokraterne igen fik magten, skulle han nok sørge for at få rette op på skaderne. Svend Auken fik dog aldrig magten igen, men det gjorde hans niece Ida Auken til gengæld. Desværre så gjorde hun intet i sin regeringstid for at leve op til sin onkels løfte.

Efterfølgende miljøministre har blot fortsat nedturen. Med Eva Kjær Hansen (I husker hende med de forhadte vandløb) med hende knæfald for landbrugserhvervet, var vi nok mange, der troede at var bunden nu nået. Men da kendte vi ikke slet til Esben Lunde og hans evner. Og ingen havde i deres vildeste fantasi vel forventet, hvilken skade han kunne forvolde.

Skaden er ufattelig stor

I dag er der nok mange, der naivt tror, at når Esben Lunde Larsen om forhåbentlig kort tid forlader sin ministerpost, så vil alt blive OK igen, og Danmark igen vil fremstå som en miljøansvarlig nation med en progressiv miljøpolitik. Men sådan kommer det desværre ikke til at gå.

I løbet af den relativt korte tid Esben Lunde har haft magten og på skammeligste måde har misbrugt den, har den skade, han har påført den danske miljøpolitik været så ufattelig stor, at det vil tage årtier for selv de mest ambitiøse og fremsynede kommende miljøministre at få bare rettet en beskeden smule op på de skader, som den mand har ansvaret for. Han har fortsat den nedbrydning af dansk miljøpolitik, som vi så de forgange år med fornyet og nærmest eksplosiv kraft.

I 1971 fik Danmark som det første land i verden et miljøministerie (Ministeret til Forureningsbekæmpelse). Og i 2015 var Danmark så det første land i verden (efterfulgt af USA i 2017), der reelt set nedlagde sit miljøministerium, da ministeriet blev en del under landbrugsministeriet. Men det stoppede ikke der. På det tidspunkt havde det nyoprettede ministerie stadig faglige styrelser, som i det mindste til dels og under stærkt politiks pres sørgede for en vis faglig miljømæssig interesseafvejning indenfor ministeriets murer.

Men siden 2015 er disse styrelser blevet systematisk slagtet blandt andet ved politiks begrundede udflytninger (fordi vi kan), der har drænet ministeriet for fagligt kompetente medarbejdere og deres vigtige og nødvendige erfaringer. De medarbejdere i disse styrelser, som ikke allerede er blevet eller skal forflyttes, lægger man nu under departementet, hvor deres opgaver bliver såkaldt ”ministerbetjening” eller på dansk ”vrid lovgivning, konventioner, EU direktiver, internationale aftaler og forpligtigelser og i sidste ende om nødvendigt også naturlovene, så de passer til ministerens politiske ønsker”.

Alt hvad Esben Lunde har gennemført som minister har udelukkende tilgodeset erhvervenes interesser, det gælder såvel landbrugserhvervet som kongerne indenfor erhvervsfiskeriet herunder også havbrugsejere. Manden føler intet ansvar overfor vores fælles natur og miljø, og hans politik er kortsigtet og udelukkende med henblik på 1) at meget få enkeltpersoner kan få et yderst profitabelt privat udbytte af at tilsidesætte hensynet til samfundets interesser og 2) at sikre stemmer til Venstre frem til det næste valg.

Bombet mere end 50 år tilbage

Om et par år er det 50 år siden, vi fik vores første miljøministerium, men vores nuværende såkaldte miljøminister (der er sgu svært at skrive det ord, må jeg indrømme!) har bombet os endnu længere tilbage, da han jo aldrig har interesseret sig for miljøet eller på nogen måde har følt et ansvar for at værne om det og beskytte det. Hans politik tilgodeser udelukkende de få personer her i landet, som han ønsker, skal have en økonomisk gevinst her og nu og på ingen måde langsigtede samfundsmæssige interesser.

Og selv om han snart er historie, så er der lang vej tilbage, før vi kan få genetableret vores tidligere fremsynede miljøbeskyttelse, og overfor omverden igen kan fremstå en nation, der tager det samfundsmæssige ansvar overfor naturen og miljøet alvorligt, og som andre ser som det forbillede, som vi engang var.

Som det fremgår af ovenstående er det ikke udelukkende Esben Lunde Larsen, der kan tage æren for den deroute, som dansk miljøpolitik har gennemgået de seneste knapt 20 år. Hvad der i begyndelsen af dette årtusinde startede som højrefløjens vendetta mod alt, hvad der stod Svend Auken på, har gennem årene udviklet sig til en nedbrydning af samfundets legitime hensyn til miljø- og naturbeskyttelse. Andre har banet vejen for Esben Lunde Larsen, men han har fuldendt arbejdet.