Markvejene forsvinder, viser undersøgelse fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet. I nogle områder er antallet reduceret med mere end 50 procent i løbet af 50 år. Og dermed forringes offentlighedens mulighed for at komme ud i det åbne land. Udviklingen kan ikke stoppes, men kalder på nytænkning og nye, lokale samarbejder, siger forskere.
Særligt i yderområderne kan fysiske forbindelser til naturen være altafgørende for, hvordan den ene landsby klarer sig i forhold til den anden. Det skriver Realdania-kampagnen “Stedet tæller” i sit nyhedsbrev 21. januar 2015.
“Vi bor midt i landskabet, men vi kan ikke komme ud i det”
Hvor går man tur med sin hund, hvis man bor på landet? Hvor cykler eller løber man? Hvor går man med barnevognen? I langt de fleste tilfælde lyder det nedslående svar: På landevejen. Med hast er den klassiske markvej på vej væk, og med den forsvinder også en af lokalområdets vigtigste fysiske forbindelser til landskabet og naturen udenom.
Eller som en borger udtrykte problemet, da en sjællandsk kommune for nylig inviterede indenfor for at tale udvikling af det åbne land: “Vi bor midt i landskabet, men vi kan ikke komme ud i det.”
Derfor var det første, de fremmødte borgere gjorde, da også at tegne forslag til nye stier og forbindelser i deres lokalområde.
Halvering af markveje
Observationen er Ole Hjorth Caspersens. Han er seniorforsker på Institut for Geovidenskab, Københavns Universitet, og har undersøgt udviklingen i antallet af markveje med udgangspunkt i fire områder i det gamle Vejle Amt. Ved at nærlæse kort og luftfotos taget i perioden 1954-2000 har han dokumenteret et betydeligt fald – et fald, der nogle steder sniger sig op over 50 procent. Og et fald, som fortsætter:
“Vores undersøgelse viser, at i perioden fra 1954 til 2010 er længden af markvejene reduceret med mellem 25 og 54 procent. Vi kan se, at udviklingen har været mest markant frem til 1988, hvilket svarer til den periode, hvor landbruget blev industrialiseret,” forklarer han og tilføjer, at fordi det undersøgte område omfatter de fire mest almindelige landskabs- og jordbundstyper i Danmark – morænelandskab, ådal, hede og skov/plantage – kan resultaterne også bredes ud til resten af landet.
Større marker, færre markveje
Årsagen til markvejens endeligt er den samme overalt: Den blev oprindeligt anlagt, så man kunne komme fra gården og ud i marken med sin Ferguson-traktor og markredskaber. Men over de sidste 50 år har landbruget gennemgået en industrialisering og effektivisering af historiske dimensioner, og i dag er den mange steder erstattet af mere eller mindre permanente kørespor i marken.
“Vi har færre, men større landbrugsbedrifter tilbage. Markerne bliver slået sammen, og den enkelte mark breder sig ud over et langt større areal end før. Markskel er også blevet nedlagt i stor stil. Og ikke mindst er landbrugsmaskinerne blevet så store, at de ikke længere kan køre på de oprindelige markveje. Derfor er der ikke brug for dem længere,” siger han.
