ORPIK-udstillingen – billederne er udstillet i Qoqortoq
– Udstillingsstedet er Qaqortoq Museum
– Særudstillingen kan ses i perioden 28/8-28/11 2021
En dansk lærer, jeg kender, fortalte begejstret, hvor engagerede hendes elever var i et temaarbejde om Grønland. Hun havde bestilt et materialesæt hjem, hvor der blandt andet var instruktioner i, hvordan man kaster med harpun, og hvordan man bygger en iglo af sukkerknalder.
Hun blev lidt rystet, da jeg fortalte, at folk aldrig har boet i igloer i Grønland, og at der vel nærmest er flere haver end fangere i Grønland i dag.
Med andre ord, at det materiale, hun brugte, nok mere sigter på at underholde end på at lære børnene noget om Grønland. Tværtimod skaber det nogle forestillinger om landet, der ikke har meget med dagens virkelighed at gøre.
Da jeg for 20 år siden lavede en udstilling og en bog om haver i Grønland, oplevede jeg, at de fleste mennesker i landet, hjemmehørende og besøgende, aldrig havde lagt mærke til haverne, før de så mine billeder.
Det samme gælder træerne.
Jeg har ikke tal på, hvor mange vantro udstillingsbesøgende der har kommenteret mine billeder af træer med ”Jamen, det der er da ikke fra Grønland, vel….?”
Jeg kom til Grønland første gang i august 1991. Siden har jeg besøgt landet mere end 30 gange og sammenlagt næsten to år. Gennem alle årene har det handlet om at se og vise billeder af Grønland, som giver mine egne og andres tilvante forestillinger om landet modstand.
Jeg har fokuseret på det, som er hverdagens landskaber for langt de fleste mennesker i Grønland. Byerne, boligblokkene og husene, dumpen.
Og altså haver og træer.
Jeg har gennem årene mest opholdt mig i Narsaq og de andre byer i det sydligste Grønland. Det er af naturlige grunde det område, hvor der er allerflest træer.
Men i 2001, 2011 og 2019 har jeg besøgt ni byer og en hel del bygder på Grønlands vestkyst under månedslange rejser fra Ilulissat i nord til Nanortalik i syd. Fra Sisimiut og sydpå har der været træer at fotografere.
”… den naturlige skovbevoksning har lidt stærkt. Det er i og for sig ikke så meget naturen, der er imod trævækst, som det er menneskenes hærgen. Der er drevet rovdrift på bevoksningerne gennem tiderne”
Professor C.A. Jørgensen, 1955
I løbet af de 30 år har jeg set, hvordan mange flere træer er vokset op i byerne, ved husene og i haverne. Det er træer, som mennesker har lagt stort engagement i, men det er også træer, der er kommet til på eget initiativ og bare har fået lov til at udvikle sig.
Det er en markant ændring over en periode, der er meget kort i landets historie. Så jeg begyndte at undre mig, og ledte målbevidst efter grønlandske træer i arkiverne.
Mest slående, synes jeg, er det jeg fandt i historiske billedarkiver.
De har været her før, træerne. De gamle billeder giver en idé om, hvad er sket med dem. Kort og kun lidt forenklet handler det om brændehugst, græsning og vinterfoder til køer, heste, geder og får.
Gamle mennesker i Narsaq og Qaqortoq har fortalt mig om, hvordan dyrene tidligere strejfede frit rundt i byen og åd, hvad der kunne ædes. Nu om dage påvirker ren- og fårehold vegetationen uden for byerne. I byerne har træerne fået og taget en chance.
Også skovene er vokset til og har fået en anden karakter.
I de subarktiske områder i Syd- og Vestgrønland er der store områder med ældgamle birke- og ellekrat.Men gennem de sidste halvandet hundrede år har der også været succesfulde indsatser for at rejse høj skov – blandt andet ved at indplante træer, som trives andre steder i verden, hvor der er lignende vækstforhold. Især i de sidste halvtreds år er der sket meget.
For 30 år siden mødte jeg første gang den grønlandske agronom Kennet Høegh ved lufthavnen i Narsarsuaq. Han sagde med overbevisning i stemmen: Om 25 år kan vi gå tur i skoven her.
Han fik helt ret.
Tag med på skovtur i Grønland.
Tak til Gylle.dk for opmærksomheden omkring særudstillingen, men to ret centrale oplysninger mangler:
– Udstillingstedet er Qaqortoq Museum
– Særudstillingen kan ses d. 28/8-28/11 2021
Mvh. Dan Ullerup, Museumsleder
Qaqortoq Museum