Siden byen Houston i Texas blev grundlagt for næsten 200 år siden, har byens indbyggere behandlet dens vådområder som stinkende, myggebefængte klatter, der bare burde blive drænet. Det skriver QUARTZ, 29. august 2017.
Selv efter det blev et alment anerkendt videnskabeligt faktum, at vådområder kan opsuge store mængder vand i forbindelse med oversvømmelser, fortsatte byen med at asfaltere dem. Vandområdet ved White Oak Bayou-floden, der omfatter meget af det nordvestlige Houston, er et eksempel herpå. Ifølge forskning udført af Texas A&M University har dette område fra 1992 til 2010 mistet mere en 70 procent af dets vådområder.
Oversvømmelserne forårsaget af orkanen Harvey har i de seneste dage fået vandstanden til at stige i nogle dele af vådområdet, så højt at det kan dække en Cadillac fuldstændigt. De forsvundne vådområder ville ikke have kunne forhindre oversvømmelse, men de ville have gjort det mindre smertefuldt, siger eksperter.
De Harvey-forskyldte ødelæggelser er blot sidste eksempel på konsekvenserne af Houstons fandenivoldske tilgang til udvikling. Byen, som er den største i USA uden zonelove, er et skoleeksempel på konsekvenserne af at begrænse statslige bestemmelser og favorisere vækst – ofte på bekostning af miljøet. I takt med at vand oversvømmer mange af kvarterne, er byen nu også en advarselshistorie om at ignorere videnskab og almindelig sund fornuft. På grund af Trump-administrationens angreb på miljøbeskyttelse, er det en historie, som amerikanere andre steder i landet burde lytte til.
Afsky for regler
Tab af vådområder er ét af de mange resultater af slappe regler. Konstruktionen af oversvømmelsestruede bygninger i flodsletter er en anden: De ældre beboere i La Vita Bella, et plejehjem i Dickinson øst for Houston, stod i vand til livet, før de blev reddet. Plejehjemmet ligger inden for den amerikanske beredskabsstyrelses (Federal Emergency Management Agency – FEMA) udpegede oversvømmelseszone.
Endnu en konsekvens er, at for få menneske har oversvømmelsesforsikring. Selvom føderale regler kræver, at bestemte husejere har en, er disse regler baseret på forældede data. Kun lidt over en fjerdedel af hjemmene i “højrisiko”-områder i Harris County, hvor Houston ligger, har forsikring mod oversvømmelse. Andelen er endnu lavere, 15 procent, i mange andre områder, der også uden tvivl vil lide vandskade på grund af Harvey.
Og det var før Trump blev præsident og begyndte at fjerne regler. Blot 10 dage før Harvey slog til, skrev præsidenten under på en bekendtgørelse, der ophævede føderale standarder for beskyttelse mod oversvømmelse. Standarder, der blev indført af hans forgænger, Barack Obama. De to føderale agenturer, der kommer til at håndtere størstedelen af den kæmpe bunke penge, som det forventes er nødvendigt for genopbygningen af Houston – FEMA og den amerikanske afdeling for bolig- og byudvikling (HUD) – ville have være tvunget til at kræve, at al genopbygning overholdt nyere, mere sikre regler. Det er de ikke nu.
”Det, der sandsynligvis vil ske, er, at vi vil bruge tusindvis af milliarder af dollars på at genopbygge Houston præcis som byen er nu, og så vente på den næste [orkan]”, sagde Rob Moore, der som policy senioranalytiker hos non-profit miljøgruppen NRDC analyserer vandproblemer.
For at tage et andet eksempel: Obama udvidede i betydelig grad antallet af vådområder beskyttet af The Clean Water Act (amerikansk lov om vandforurening). Denne føderale lov kræver, at entreprenører, som ødelægger vådområder, formindsker den miljømæssige påvirkning, fx ved at skabe nye vådområder andre steder. I februar sagde Trump-administrationen, at den ville ophæve Obama’s beslutning, hvilket ville betyde, at mange flere vådområder ville miste denne beskyttelse. (Ophævelsesprocessen er stadig i gang.)
Det er dog ikke sådan, at Houston nogensinde er gået op i føderale regler. For at få en tilladelse under Clean Water Act skal entreprenører, der bygger i beskyttede vådområder, indsende dokumentation for, at de har afsluttet de afhjælpende foranstaltninger. I 2015 analyserede Texas A&M og non-profit forskergruppen HARC et udsnit af tilladelser udstedt mellem 1990 og 2012 i Houston-området. De konkluderede, at i færre end halvdelen af sagerne havde entreprenørerne indsendt en komplet dokumentation, og i to tredjedele af sagerne var der ingen dokumentation for, at nogen form for afhjælpning var foretaget. Et andet studium af de samme to grupper så på adskillige projekter, der havde fået tilladelse, og studiet konkluderede, at det kun var lykkedes to af dem at kompensere for ødelæggelsen af vådområder, syv var delvist succesfulde, og tre var rene fiaskoer.
Og det er kun projekter underlagt føderale regler. Forskerne fandt ud af, at størstedelen af de vådområdeforstyrrende aktiviteter ikke er underlagt disse regler. ”Det uundgåelige tab af ferskvandsvådområder er derfor ofte utallige og ubetingede”, skrev de.
Flere mennesker = flere stormflygtninge
Houston har siddet fast i en ond cirkel. Flere mennesker betyder flere asfalterede boligområder, og flere befæstede områder betyder mere afstrømning. Det resulterer i mere oversvømmelse, som så ender med at påvirke flere mennesker.
Vådområdeeksperten John Jacob, der leder Texas A&M’s program for kystnære vandområder, har i årevis advaret om de farlige virkninger ved at fjerne naturlige barrierer mod oversvømmelser. Formålet med hans program er at dele viden med samfundene for at hjælpe dem til bedre at håndtere det faktum, at mange samfund ikke ligger særlig langt over havniveau i orkantruede områder. Han siger, at han kan se tegn på, at Houstons indbyggere endelig er ved at forstå behovet for at ændre deres praksis.
”Idéen med at vi bare er ligeglade, er i gang med radikalt at ændre sig”, siger John Jacob. ”Ejendomsfolkene, for dem er Houston et engangsknald. Resten af os vil gerne have, at dette er et sted, hvor vores børnebørn er glade og i sikkerhed… Denne storm understreger blot, at der er konsekvenser ved den måde, vi har gjort ting på.”
Oversættelse og bearbejdning ved Addie Hansen.
