SVM-regeringen sender nu en fyreseddel til 62 ansatte i Miljøministeriet, som ellers skulle bidrage til den grønne omstilling. Det svarer til 3,1% af alle ministeriets medarbejdere. Foto: Piqsels

Med ”Aftale om et Grønt Danmark” leverede regeringen sidst i juni en historisk vision for dansk naturgenopretning og biodiversitet, men blot to måneder senere nedlægger finansministeren en stribe jobs i Miljøministeriet, som ikke får en kinamands chance for at bidrage til den grønne omstilling

Havet omkring Danmark lider under iltsvind som næppe nogensinde tidligere, biodiversiteten er fortsat i frit fald, og drikkevandet tilsøles mere og mere år for år med landbrugets kemikalier, men al denne elendighed til trods sender SVM-regeringen en fyreseddel til 62 ansatte i Miljøministeriet. Det svarer til 3,1% af alle ministeriets medarbejdere. Nedskæringen følger mere end to årtiers voldsomme reduktioner af miljøindsatsen, som har fjernet hver 3. eller 35 % af alle ansatte i Miljøministeriet siden 2002.

Fyringen af de 62 medarbejdere fremgår af et faktaark fra Finansministeriet, der er offentliggjort i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringens finanslovsforslag 30. august med den ufrivilligt ironiske titel ”Et mere trygt, grønt og rigt Danmark”.

Faktaarket afslører, at fyringerne især går ud over tilsyn og kontrolopgaver og vil blandt andet ramme naturnationalparkerne, naturgenopretning i urørt skov og tilskud til projekter i nationalparker, og vil medføre forenkling af naturbeskyttelsesloven og skovloven, mindre kontrol og færre tilskud til vildtforvaltning, m.m.

Finansminister Nicolai Vammen. Foto:  Morten Fauerby/Finansministeriet

Verdens mest ambitiøse grønne omstilling

Ved fremlæggelsen af finanslovsforslaget kom finansminister Nikolai Wammen (S) ikke ind på, hvordan regeringen har tænkt sig, at nedskæringer i Miljøministeriet skulle kunne fremme den grønne omstilling. Wammen fremhævede ganske vist, at ”verden omkring os er i forandring,” og ”Danmark er heldigvis godt rustet. Med en stærk økonomi, et socialt sikkerhedsnet og en af verdens mest ambitiøse tilgange til den grønne omstilling,” men finansministeren kom overhovedet ikke ind på, hvordan de mange fyringer i Miljøministeriet skulle kunne bidrage til at realisere den opreklamerede grønne omstilling.

Videre fremhævede finansministeren ”den historiske trepartsaftale”, der angiveligt vil omforme Danmarks areal. Han hævdede, at realiseringen af ”Aftale om et Grønt Danmark” skulle være ”en vigtig prioritering på årets finanslovforslag. Trepartsaftalen er et kerneeksempel på, at et bredt og konstruktivt samarbejde er nødvendigt for at levere svarene på tidens største problemer.” Igen undlod ministeren at belyse, hvordan fyringerne skulle kunne bidrage til at realisere den teoretiske trepartsaftale.

Finanslov 2025.

Hjertesag for Venstre

Nedskæringerne i Miljøministeriet udgør det foreløbige lavpunkt i det politiske svigt af miljø- og naturbeskyttelsen i Danmark. De kommer oveni de seneste to årtiers markante forringelser af disse vitale områder, der omfatter havmiljø, biodiversitet, drikkevand og klima.

Opgøret med miljøforvaltningen i Danmark blev indledt af en borgerlig regering i januar 2002, hvor Venstre-statsministeren Anders Fogh Rasmussen lagde ud med dramatiske nedskæringer af miljøindsatsen både herhjemme og i udlandet, så hundredvis af medarbejdere mistede deres job. Fogh Rasmussens hærværk er aldrig blevet kompenseret.

For Miljøministeriet alene betød nedskæringerne afskedigelse af omkring hver tiende medarbejder – i alt cirka 300, mens Miljøstyrelsen alene måtte vinke farvel til mere end hver femte medarbejder. I tørre tal blev Miljøministeriets budget reduceret fra 2,6 mia. kr. i 2001 til 1,7 mia. kr. i finanslovsforslaget i 2002 – altså en reduktion på 35%. Næsten en halv milliard kroner blev sparet på den internationale miljøbistand.

To katastrofale fødevareministre

Denne ideologisk betingede ødelæggelse af verdens mest moderne miljø- og naturadministration blev accelereret af daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2015, hvor han de facto nedlagde Miljøministeriet og indlejrede miljøopgaverne i Fødevareministeriet.

Venstreminister Eva Kjer Hansen måtte trække sig tilbage i vanære allerede efter otte måneder i 2016 på grund af uærlige beregninger om landbrugspakken. Skærmbillede.

Løkke Rasmussen udpegede dernæst de to ekstremt kiksede miljø- og fødevareministre, Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen. Førstnævnte måtte trække sig tilbage i vanære allerede efter otte måneder med efter et mistillidsvotum til hendes landbrugspakke, og den anden måtte gemmes af vejen i USA på grund af uduelighed, men inden da nåede han lige at fuldføre ødelæggelsen af Miljøstyrelsens faglighed ved at flytte styrelsen til provinsen.

Hele 75 procent af Miljøstyrelsens daværende 500 medarbejdere sagde nej til at flytte væk fra København, og i 2020 skønnede Miljø- og Fødevareministeriet, at kun 25 procent af de ansatte stadig arbejdede i styrelsen. Denne ideologiske manøvre kostede dyrt på styrelsens faglighed, som den stadig kæmper med at genskabe.

Fedtemøgets fader

Imidlertid har fedtemøgets voldsomme hærgen langs de danske kyster i de seneste somre gjort det klart, at både landbrugspakken og ødelæggelsen af Miljøstyrelsen har været en katastrofal fejltagelse for alle danskere, uanset politisk tilhørsforhold. Lige så klart står det, at ansvaret ligger på skuldrene af den tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Fedtemøgets fader, Lars Løkke Rasmussen. Foto: Wikipedia

Som fedtemøgets fader var det Lars Lække Rasmussen, der i 2015 sagde ja til den landbrugspakke, der øgede udslippet af næringsstoffer markant fra landbruget. Han magtede ikke at modstå presset fra landbrugets lobbyister, men valgte at tro på deres forsikringer om frivillige modforanstaltninger, selvom det ville betyde højt spil med havmiljøet. Rent faktisk deltog han personligt i kampagnen for mere kvælstof i en episode, der huskes i dag som ”ølbommerten”.

Gense det pinlige TV-moment her

Siden hen har Løkke Rasmussen sagt undskyld, men uden reelt at løfte en finger for at gøre skaden god igen. Tværtimod aner man hans hånd bag den fortsatte nedskæring af medarbejderstaben i Miljøministeriet.

Bannerfoto: Piqsels

Visited 24 times, 24 visit(s) today

Skriv en kommentar