JensMorten Hansen
Jens Morten Hansen, statsgeolog, adj. professor og medlem af Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejdsgruppe for integritet i forskning. jmh@geus.dk

Et nyt forslag til en kodeks for, hvordan forskere bør opføre sig, skal hjælpe med at undgå kedelige sager om fusk og sjusk i forskningen. Forslaget diskuteres i Aktuel Naturvidenskab, nr. 5, 2014 af statsgeolog Jens Morten Hansen.

De senere år har budt på adskillige sager, hvor forskeres ærlighed – eller mangel på samme – har skabt tvivl om, hvorvidt man nu også kan stole på forskernes resultater og deres handel og vandel i det hele taget. Tilsvarende har man set adskillige tilfælde, hvor man kan komme i tvivl om, hvorvidt forskernes ansættelsessteder, fx hospitalerne, anstrenger sig nok for at sikre at forskningsmidlerne anvendes efter hensigten og ikke til private formål.

En af de mere Se-og-Hør-agtige sager handler om Milena Penkowa og universitetsledelsens både naive og klodsede håndtering af hendes ikke tilstrækkeligt snedige forsøg på at komme frem i verden. Milenas direkte indflydelse på ministeren (Helge Sander) var heller ikke til at tage fejl af, da han på baggrund af hendes forskruede anklager mod forskningsrådene drog i felten og g jorde hendes anklager til sine egne.

Hvilken rektor tør sætte sig op mod en sådan formodet eller sandsynlig sammensværgelse?

HelgeSander
Hjerneforskeren Milena Penkowas’ tætte forbindelse til forskningsminister Helge Sander (V) gjorde det vanskeligt at forholde sig kritisk til hendes forskning.

Kodeks skal stive tilliden af
Alt dette er (næsten) historie nu. Stor var derfor forbavselsen, da det kom frem, at Milena også havde forskruet hovedet på en af vore fremmeste  sundhedsforskere og videnskabsformidlere, Bente Klarlund. Det var jo ikke alene ærgerligt, men også trist, at forskerne indbyrdes ikke kan stole på hinanden. Mange rystede kolleger kom Bente Klarlund til undsætning. Rimeligvis.

Ingen kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at Bente havde svindlet med vilje. UVVU besluttede derimod, at hun om ikke havde svindlet med vilje, så havde hun udvist såkaldt “grov uagtsomhed” ved ikke at være tilstrækkelig opmærksom på, hvad hun lagde navn til. Hvis man vil være medforfatter på noget, skal man i det mindste have læst manuskriptet, accepteret datamateriale og metoder, sat sig ind i om disse præmisser er fulgt og – ikke mindst – selv have bidraget med et eller andet ud over at figurere på forfatterlisten.

Det var med mine ord i korthed, hvad UVVU sagde eller burde have sagt. Og det kom givetvis bag på mange velansete forskere, der – nærmest som en selvfølge – har gjort som Bente Klarlund, men været mere heldige med at have ærlige medforfattere.

Det var sådan set der, debatten befandt sig i medierne, da Forsknings- og Innovationsstyrelsen sidste år (2013) igangsatte arbejdet med at få udarbejdet en National Kodeks for Integritet i Forskning. En national kodeks skulle hjælpe både forskerne og deres ansættelsessteder med en generel, men alligevel relativt detaljeret vejledning i, hvad man bør gøre for ikke at komme galt af sted. Og dermed ad åre stive den efterhånden noget sammenstyrtningstruede tillid til især sundhedsforskningen af. Nu foreligger kodeksen så.

(forts.)

Læs hele debatindlægget og læs den nye kodeks.

Comments are closed.