Vadefugle udfolder en verden af skønhed og mangfoldighed – en kilde til betagelse og inspiration, som nok kan udgøre en tiltrængt modvægt til vores egen fladtrådte verden med dens skærpede kriser og omsiggribende menneskelige dårskab. Her midt i højsommeren er mange vadefugle allerede midt i deres træk sydpå, særligt dem som kommer fra de fjerneste egne mod nord. Blandt dem er ryler af forskellige arter, nogle gange i store antal
Ryler er små kompakte vadefugle, med ben og næb tilpasset vadefuglenes typiske speciale: at vade i flade områder, hvor dyndet, mudret eller sandet bund møder lavt og gennemskinneligt vand. Her trives myriader af mikroskopiske livsformer og med dem de lidt større, såsom orme, insekter, snegle, krebsdyr og bløddyr, som udgør vadefuglenes menu – ødsle fødekæder, drevet af uhindret sollys fra oven. Ryler er suveræne flyvere, som dartpile i luften på spidse, seglformede vinger.
Den almindeligste ryle hedder, ja: Almindelig ryle. I sin yngledragt er den en lille åbenbaring at skue, med oversidens strikmønster i okkerbrunt og sort, hvidt på flanker, mørk nålestribning på lysegråt bryst og hals, og et kulsort skjold på bugen. Ben og næb er sorte, næbbet bøjer let nedad. Almindelig ryle har et vidtstrakt udbredelsesområde mod nord, med de tætteste bestande på tundraen hele vejen rundt om polen. Det er fugle herfra som visse steder, f.eks. i Vadehavet, kan opleves i flokke så store, at de kan danne ”sort sol”, som stære. Hvid sol rammer nok bedre, da rylerne i vinterdragterne har hvide undersider og grå oversider. Når en tusindtallig ryleflok vender momentant som var den én organisme, skifter flokken farve som et glimt, den tænder fra gråt til hvidt og slukker fra hvidt til gråt lidt efter. De fleste vil være på vej videre, nogle helt til vinterkvarterer i troperne.
Fåtalligt og i selskab med Almindelig ryle kan man være heldig at støde på den smukke vadefuglejuvel, Krumnæbbet ryle, først i juli stadig med kobberrød sommerkrop, i vidunderlig kontrast til de englehvide undervinger. Sammen med andre ryler er de i næsten uophørlig aktiviteten – med symaskinetravlhed sonderer rylerne med deres følsomme næbspidser de øvre uigennemsigtige sandlag for protein- og fedtrig smådyrskost. Krumnæbbet ryle ruger i nogle af klodens mest afsides egne: den utilgængelige tundra ved den sibiriske ishavskyst, mellem floderne Jenisej og Kolyma. Danske lavvandede kyster, bl.a. på de sydfynske øer, udgør i juli og august én af ruterne på deres ubegribeligt lange rejse fra højarktisk ødemark i Nordøstsibirien til tropiske strande i Vestafrika. Næste forår går det retur.
Mere over i det gulerodsfarvede er kæmpen blandt ryler med det lidt misvisende navn Islandsk ryle. De fugle der gør stop ved østdanske kyster har ynglet på Taymyr i det nordligste Sibirien og skal ligeså langt om ikke længere end de kobberrøde krumnæbbede – og de har aldrig set Island. Senere på året ankommer store mængder Islandske ryler til Vadehavet, hvor de bliver vinteren over. Det er ynglefugle fra Grønland og arktisk Nordamerika, som har et totalt andet trækmønster. Her kommer Island ind i billedet.
Det kan lønne sig at gå ryleflokkene igennem med en tættekam, med henblik på den lille sjældne Kærløber. Den har bekkasinagtige lyse striber på ryg og hoved og er ellers ret anonym i sin mørkt gråtonede dragt og lyse bug. Den bringer bud fra myggebefængte skovmoser i Nordskandinavien, Finland og spredt østover, og dens trækveje har sydøstlig kurs – mod overvintring i Østafrika, Mellemøsten og Indien. De få årlige danske observationer er sikkert af ynglefugle fra Norge og Sverige.
At ryler og andre arktiske vadefugle kan ses hos os allerede fra første halvdel af juli skyldes, at oftest kun én af forældrene bliver hos de nyudklækkede dunklædte unger, som på forbløffende vis kan stavre rundt og finde føde selv nærmest fra dag ét. En måneds tid senere er ungfuglene flyvefærdige og finder selv vej mod sydvest, styret af genetisk nedlagt navigationsformåen, som stadig unddrager sig fuld videnskabelig forståelse. Også af den grund kan man godt blive nærmest andægtig ved øjenkontakt med en kobberrød Krumnæbbet ryle på en hjemlig højsommerdag – budbringer på englevinger fra verdens ende. Hen på sensommeren fælder ryler og andre vadefugle til mere anonymt gråhvide vinterdragter. Men vinger og flyveevne er toptunet året rundt.
