Strandengen er en naturtype så ærkedansk som bøgeskoven. I årtusinder har strandenge været anvendt som græsningsland for kreaturer, og hvor det fortsat praktiseres på tilpas ekstensiv vis, udfolder der sig gerne en rig flora og fauna
Højereliggende græsland ovenfor strandengen praler ofte med et mere iøjnefaldende blomsterflor: Gult af knold-ranunkler, purpurrøde spots af smalbladet vikke, lyserødt af engelskgræs og hvidt af kornet stenbræk, når det går højt. På de lavere, vådere og mere saltprægede strøg er floraen mere afdæmpet, ofte domineret af græsagtige arter, med bittesmå, vindbestøvede blomster helt uden farvede kronblade. Men der er også ”rigtige” blomster – der skal bare kigges lidt bedre efter.
Strand-malurt danner ofte store og tætte bestande, som allerede på afstand stikker af fra det øvrige grønne spektrum. Hele planten har nemlig en helt speciel farve: lys olivengrøn med noter af gråblåt. På tæt hold indsnuser man plantens intense og aromatiske lugt og får øje på toppens mængder af små, gullige kurvblomster. Hældt på snaps fås en karakteristisk bitter.
Læge-kokleare vokser gerne i selskab med malurt. Det er en smuk korsblomst, med hvide blomster og lysegrønne, let kødede blade. Og hvorfor det sære navn? Jo, det er afledt af latin: cochlea, som betyder snegl.
De stilkede rosetblade nederst minder angiveligt om den særlige ske man bruger i det traditionelle franske køkken til af hente vinbjergsnegle ud af deres huse. Voila! Planten hedder også skørbugsurt – man medbragte i sin tid kokleare på længere sørejser, fordi dens høje indhold af C-vitamin kunne modvirke mangelsygdommen skørbug hos søfolkene. Bladene smager tilmed storartet; de indgår i dag som eksklusivt grønt drys i det mere hypede nordiske køkken.
Så er der fjernakset star. Den kan så ikke rigtig bruges til noget nyttigt og går nemt i ét med strandengs-tapetet.
Som mange andre star-arter har fjernakset star han-blomster i ét småaks øverst og hun-blomster i to-tre småaks længere nede. Hos fjernakset star kan det nederste hun-aks sidde næsten nede ved grunden af stænglen, fjernt fra de øvrige – deraf navnet. Under blomstring sender han-aksets mange små blomster hvidgule støvdragere ud som en langhåret ”pels” – og tilsvarende med støvfang fra hun-aksene. Så bliver pollenstøvet i bogstavelig forstand spredt for alle vinde – og kun en komplet mikroskopisk brøkdel af det lander efter hensigten. Men nok til at nye fjernakset star-frø udvikles og arten føres videre.
Naturen er ødsel.
Mange tak for dine billeder af diverse planter, jeg glæder mig he tiden over dem
Endnu en gang tak for dit skarpe øje og kærlighed for de små helte og beklageligvis glemte planter. En tur hvor man imødekommer planter til snaps, salaten og som ovenikøbet repræsentere Zeitgeistens LGBT mangfoldighed kælder jeg en god tur.